En neongrøn rismark lyser op mod den mørkegrå himmel. Blandt stråene arbejder et par kvinder koncentreret og foroverbøjet, inden regnen kommer. I baggrunden høres en stille ringen af klokker fra et farvestrålende buddhistisk tempel, som står bag marken og klos op og ned ad et atomkraftværk.
Kontrasten mellem idyllen på marken og templet til de rygende kegleformede betonskorstene kunne ikke være større. Her på marken uden for millionbyen Xian er Kinas glubende appetit på olie og energi stadig langt væk, og kvinderne har hverken biler eller mekaniske redskaber til at hjælpe dem med arbejdet.
Dog skal man ikke vende blikket mange grader, før industri og lastbiler dukker op.
LÆS OGSÅ: Kinas grønne energi blæser afsted
Det er blandt andet dem, der i de seneste to årtier har forandret Kina fra at være Østasiens største eksportør af olie til nu at være den næststørste importør i verden.
Den dramatiske omvæltning har ikke blot haft konsekvenser for kinesernes hverdag. Hele verden mærker i dag, at priserne på olie, gas, kul og mineraler stiger, fordi efterspørgslen på dem her er så stor.
Kina har valgt at betale prisen, men også at arbejde hårdt for at etablere langvarige og sikre leverancer, og det lige meget hvem de handler med. Den tilgang har bragt riget i midten megen kritik, men det er kineserne ligeglade med, mener Verner Worm, der er professor i kinesisk forretning og udvikling ved Copenhagen Business School i København.
Kina har et meget seriøst energiproblem ikke blot nu, men også i fremtiden. Derfor er de altid på udkig efter nye energikilder, så deres økonomi kan blive ved med at vokse. For at sikre dette, blander de sig ikke i andre landes politiske situation eller lederskab, men koncentrerer sig om at sikre deres egen vækst. Det har de fået megen kritik for.
Med vækstrater på op til 10 procent om året skal der da også en del til at holde hjulene i gang. Allerede nu er det svært, og mange fabrikker arbejder ikke for fuld kraft, fortæller Verner Worm. I stedet for at producere syv dage om ugen gør de det måske fem eller seks dage, for ellers kan de ikke få energien til at slå til. Et af Kinas store problemer er nemlig transporten af kul og olie inden for landets egne grænser, for der opstår nemt flaskehalse, når både varer og mennesker skal transporteres.
Kullet findes i nordvest, men industrien ligger mod syd, derfor skal det med toget. Der skal bruges enorme mængder, da Kina er verdens næststørste økonomi snart den største så der bliver let problemer med logistikken.
Dog ligger denøkonomiske vækst Kinas Kommunistparti (CCP) meget på sinde. For den er nødvendig for at legitimere partiets greb om magten, siger professor David Stephen Zweig, der er leder af Center on Chinas Transnational Relations ved Hong Kong University. Derfor vil regimet også være villigt til at gå langt for at sikre sin egen fremtidige eksistens og ikke mindst Kinas fortsatte fremskridt.
Der har allerede været skærmydsler med Japan om naturgas i Det Østkinesiske Hav, og også USA ser uroligt til, mens Kina intensiverer sin jagt på ressourcer. Flere forskere taler om muligheden for krig på grund af den, men hvis ellers især USA giver Kina plads og tillader landet at bruge sin status som økonomisk supermagt, så vil der være plads til begge lande, siger han.
Kina har da også indtil videre vist, at stabilitet og fred er vigtigere for landets fremskridt end krig og uro. Kinesiske fabrikker er nemlig dybt afhængige af mellemøstlige, afrikanske og sydamerikanske markeder for at mætte deres mineral- og energibehov, og derfor bekymrede uroen i Nordafrika og Mellemøsten også de kinesiske ledere i begyndelsen af året.
For i fremtiden ikke at være så afhængig af leverancer udefra har landet de seneste år sat gang i enorme vindmølleprojekter, hvor danske leverandører er involverede, men endnu er der lang vej mod uafhængigheden af kul og olie, siger Verner Worm:
Vedvarende energi er noget, der optager regeringen i Beijing. Ellers ville lokalregeringerne ikke satse så hårdt på at opføre vindmøller, for ingen større projekter sættes i gang uden ordrer fra toppen. Mange af møllerne står i det nordvestlige Kina, hvor det blæser meget, men endnu kan strømmen fra disse ikke for alvor konkurrere med den energi, der kommer fra fossile brændstoffer. At opbygge de vedvarende energikilder tager tid, men når kineserne først sætter sig for noget, så gør de det.
Vinden i nordvest er dog ikke det eneste, kineserne satser på. Også solens stråler skal i fremtiden give energi til byer på kanten af Gobiørkenen, mens jordvarme skal bruges til opvarmning af huse. Desuden kører politibiler, politiknallerter og andre offentlige køretøjer allerede på el i byer som Beijing, og i alt er det Kinas mål, at 15 procent af landets energiforbrug skal dækkes af ikke-fossile brændstoffer i 2020, lyder det fra Kinas National Energy Administration (NEA).
Hvor meget af de 15 procent, der skal komme fra vedvarende energikilder som sol og vind, og hvor meget kineserne regner med, at atomkraftværker som det i Xian skal producere, vides endnu ikke, men et er sikkert: En af landets største fremtidige udfordringer bliver at skaffe energi til en befolkning i økonomisk vækst og til en industri med vokseværk.
Enten ved at lave aftaler med blandt andre verdens diktaturstater eller ved at opbygge hjemlig bæredygtig kapacitet. Hvis det ikke lykkes vil CCPs legitimitet og greb om magten forsvinde, og det er hverken partiet eller de, der nyder godt af fremgangen i Kina, interesseret i.