Landet mellem bomber og champagne

Nigeria er blevet Afrikas største økonomi, men problemer med sikkerhed, arbejdsløshed og korruption kan forvandle vækstmiraklet til et terrorhelvede

Nigeria har de senere år haft en af verdens kraftigste stigninger i forbruget af champagne. Men mens det går økonomisk godt i vækstcentret Lagos mod syd, er de nordlige delstater i landet præget af konflikten mellem den islamistiske gruppe Boko Haram og landets hær. -
Nigeria har de senere år haft en af verdens kraftigste stigninger i forbruget af champagne. Men mens det går økonomisk godt i vækstcentret Lagos mod syd, er de nordlige delstater i landet præget af konflikten mellem den islamistiske gruppe Boko Haram og landets hær. - . Foto: Afolabi Sotunde.

Ud for Nigerias vestkyst er en over otte kilometer lang mur skudt op for at beskytte Afrikas største by, Lagos, mod erosion og storme. Mens Atlanterhavet bruser bagved murbrokkerne, forklarer administrerende direktør David Frame, hvordan hans firma er ved at forvandle 10 kvadratkilometer indvundet land til en grøn og moderne bydel.

”Vi bygger et afrikansk Dubai med alt fra luksusboliger og kontorer til turist-attraktioner, et hospital og en international skole.”

Og for at bydelens 250.000 indbyggere ikke skal besværes med resten af Lagos' hyppige strømsvigt og overbelastede infrastruktur, får den sit eget transport-, elektricitets- og kloaksystem.

Virkeligheden for de fleste af Lagos' godt 23 millioner indbyggere er dog stadig overfyldte slumkvarterer med dårlige sanitære forhold. Men flere og flere er i stand til at skifte en ustabil indtjening fra den uformelle sektor ud med et fast job og bevæge sig skridtet videre mod drømmen om et middelklasseliv.

Det skyldes ikke mindst byens reformivrige guvernør, Babatunde Fashola, der med byfornyelse, forbedrede offentlige ydelser og stigende skatteindtægter har forvandlet Lagos til en kommerciel megaby, som udenlandske investorer strømmer til.

”Undersøgelser viser, at væksten i Lagos har løftet millioner af nigerianere ud af fattigdom. Det er bemærkelsesværdigt, og det er en udvikling, som giver grund til optimisme, for vi taler om en vækst, der omfatter alle. Det er den form for vækst, vi drømmer om at se i andre dele af Nigeria,” siger John Litwack, der er landeøkonom i Verdensbankens kontor i Nigeria.

1500 kilometer nordøst for Lagos virker idéen om et afrikansk Dubai som et fatamorgana. Her lever skoleelever og forældre i konstant frygt for at blive ofre i konflikten mellem radikale islamister og regeringsstyrker. En konflikt, der siden 2009 har kostet 10.000 nigerianere livet og sendt flere end en million mennesker på flugt.

Oprørsgruppen Boko Haram har udråbt et islamisk kalifat i et område halvt så stort som Danmark og indført streng sharia-lovgivning med henrettelser og afhugning af lemmer.

Volden er vokset i takt med regionens sociale og økonomiske nedtur.

”Vi ligger allerede lavt på alle udviklingsparametre som sundhed, børnedødelighed og uddannelse, og nu flygter landmænd fra deres marker, og forældre er holdt op med at sende deres børn i skole,” siger aktivisten Hamsatu Allamin, der arbejder med konfliktløsning i Nordøstnigeria.

Skønt det nordlige Nigeria har modtaget en stor del af indtægterne fra landets lukrative olieindustri, er store summer gennem årene forsvundet i korruption.

”De unge kan ikke se en vej ud af fattigdommen, og nogle lader sig friste af Boko Haram, som tilbyder penge og et formål. Andre tvinges ind i konflikten,” siger Hamsatu.

24-årige Musa Lawan kommer fra Borno-delstaten, hvor Boko Haram har sin højborg.

”Først blev min far dræbt, og i sidste uge kom Boko Haram efter min onkel. Min søster og hendes to børn har vi ikke set siden april, hvor de blev kidnappet. Nu frygter jeg for min mors liv, men hun siger, at hun hellere vil dø i sin fødeby end at flygte,” fortæller Musa.

Han er ene dreng ud af en flok på seks børn, og udsigten til et liv uden fremtidsmuligheder drev ham for seks år siden til Nigerias hovedstad, Abuja. Nu arbejder han i en kantine og har fået råd til at blive gift.

Men selvom Musa har lagt landsbyens trange kår bag sig, må han hver dag leve med smerten over, hvad der er sket med hans familie.

”Jeg aner ikke, hvorfor de dræber og kidnapper almindelige mennesker. Ingen i min familie har indflydelse eller politisk betydning. Vi er alle troende muslimer. De siger, de er imod lærdom, men det er ikke, hvad der står i Koranen,” siger Musa.

Ikke langt fra Musas arbejdsplads foran byens største fontæne, Unity Fountain, hænger røde bannere med ordene ”Bring Back Our Girls” (Bring vores piger tilbage). Fire ord, der i april i år spredte sig gennem de sociale medier og mobiliserede en verdensomspændende kampagne for at få 273 skolepiger befriet. Og bragte tusindvis af nigerianere på gaden.

Nu synes kampagnen at være næsten lige så tørlagt som Unity Fountain. De fleste dage møder kun et par håndfulde demonstranter op bag de røde bannere. Elvis Iyorngurum er en af dem.

”Folk giver op. De bliver trætte af at råbe og blive ignoreret. Så sætter apatien ind. Det ved regeringen godt, og det er derfor, vi bliver mødt med tavshed. Gennem generationer af militærstyre og korrupte regeringer har vi lært at klare modgang og uhyrligheder i vores daglige liv, men når det gælder at kræve retfærdighed som et folk, har vi ikke den samme ukuelighed,” siger han.

Elvis Iyorngurum mener, at mange nigerianere ikke føler et ejerskab til deres land, fordi de er ikke opdraget til at kræve indflydelse eller holde deres ledere ansvarlige.

Samtidig har krisen i nord og væksten i syd øget de skillelinjer, der inddeler befolkningen i forskellige etniske, religiøse og socioøkonomiske grupper.

Splittelsen er til at tage og føle på i hovedstaden, Abuja, der ligger midt i landet, hvor det muslimske nord møder det kristne syd.

”Der sidder nogle rige bagmænd i nord og hjælper Boko Haram, fordi de ønsker at vælte vores præsident, som er fra syd, og udstille, hvor svag regeringen er. Og nu kan de ikke styre den ondskab, de selv har startet,” mener Sunday, som sælger telefonkort uden for et supermarked.

Men han irettesættes straks af Isa, der arbejder som parkeringsvagt samme sted.

”Hvad der sker i vores land lige nu er meget dårligt for både muslimer og kristne. Regeringen ønsker at sætte os op imod hinanden. Det er derfor, de ikke stopper Boko Haram. Så laver de skræmmekampagner for at vinde valget. Imens tjener topfolk stort på de enorme summer, som går til militæret, men som den almindelig soldat aldrig ser. Det er ikke underligt, at soldaterne løber væk, hver gang Boko Haram kommer, for de har hverken udstyr eller er trænet til at kæmpe,” mener Isa.

Ifølge den nigerianske forfatter Abubakar Ibrahim har hverken Sunday eller Isa ret i deres udlægning af situationen:

”Nigeria er et land fuld af kontraster. Mens champagnepropperne springer hos de 15.000 millionærer i syd, eksploderer bomberne i nord. Man kan sige, at landet både står ved afgrundens rand og over for en lovende fremtid. Men jeg tror, vi er ved at nå det punkt, hvor vi må vælge mellem Nigerias to virkeligheder.”

For økonom John Litwack afhænger valget mellem afgrund og succes af, om boomet i det sydlige Lagos breder sig til resten af landet.

”Det er den eneste måde, Nigeria kan absorbere den enorme mængde unge mennesker, som har brug for et arbejde. De udgør landets potentiale, men hvis de ikke bliver en del af samfundet, står Nigeria med en tikkende bombe. Vi har allerede fået forsmag på den slags eksplosioner nordpå,” siger han.

Forfatteren Abubakar Ibrahim er selv forsigtig optimist. For ud af apatien over for landets ledere er vokset en generation af unge, der ved, at det er helt op til dem selv at klare fremtiden.

”Det er rigtigt, at vi ser en lille gruppe unge, der i desperation har grebet til våben og til en radikal ideologi. Men de fleste unge nigerianere knokler løs for at skabe deres egen fremtid på trods af regeringen,” siger Abubakar Ibrahim.

”Det kræver en ekstrem hårdførhed og opfindsomhed, og det er med til at skabe det drive i landets private sektor, som du ikke kan undgå at mærke, hvis du bevæger dig rundt i Nigeria i dag.”