Det leder tankerne hen på en kolonihave. Små skure i to eller tre etager, adskilt af små snørklede stier omkranset af tårnhøje skyskrabere. Overalt er der lyd af rindende vand, der strømmer i små åbne kanaler.
Den 150 år gamle landsby Pok Fu Lam er et levende eksempel på, hvordan store dele af Hongkong så ud, før skyskraberne indtog byen. Med en beliggenhed kun 15 minutter fra det dyreste finansdistrikt, Central, er byggegrundene eftertragtet.
Landsbyen blev optaget på observationslisten over Verdensmonumenter i 2014, der udarbejdes af den private fond for verdensmonumenter, World Monument Fund. Det giver Pok Fu Lam en chance for at blive optaget på listen over verdens kulturarv fra Unesco, FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Alligevel holder myndighederne fast i at ville rive den farverige bydel ned, som huser næsten 3000 mennesker.
I 2013 annoncerede regeringen, at den vil anvende områder til boligbebyggelse, som tidligere har været beskyttet, hvilket truer en betydelig del af landsbyen. I januar i år blev tonen skærpet:
”Vi kan ikke både tage hensyn til bevarelse af lokale områder og samtidig nedbringe boligmanglen i Hongkong. Samfundet som helhed må fortage vanskelige valg,” fastslog regeringsleder, C.Y. Leung, i en tale.
Senere uddybede han, at regeringen mener, at det er nødvendigt også at inddrage fredede naturparker til boligbebyggelse for at imødegå Hongkongs omfattende boligmangel.
Det vækker hovedrysten hos beboerne i Pok Fu Lam.
”Vi kender alle hinanden, og børn kan løbe ind til naboen og spise aftensmad, hvis du er lidt forsinket på arbejdet. Hvor kan man ellers det i Hongkong?”, spørger Nigel Ko, hvis familie har boet i landsbyen i fire generationer.
”Hvert år får vi et brev, som truer med nedlæggelse af landsbyen, og derfor er mange af husene i så dårlig stand. Landsbyen har høj kulturel værdi, og vi håber, at skoleelever og andre interesserede vil besøge os og opleve en historisk autentisk del af Hongkong,” siger Nigel Ko, der arbejder som advokat i Hongkong.
Landsbyen har ingen kloakering, og med kun tre offentlige toiletter udgør den en sundhedsfare. Alligevel siger landskabsarkitekt Seth Denizen, som har boet seks måneder i landsbyen:
”Pok Fu Lam er en håndlavet by. Den har skabt en by af kreative designere, fordi beboerne i deres fritid konstant bygger om. Den rummer drømmen om at kunne bygge sit hjem og et samfund.”
Langtfra alle i Hongkong deler denne forståelse for landsbyens bevaringsværdighed:
”Hvad er der galt med at fjerne beskidt rotteangrebet slum fra en førsteklasses beliggenhed? Jeg kan ikke se, hvad problemet er,” siger Hongkong-borgeren Prakash Chatlanim, der er tydeligt uforstående over for landsbyens status som kulturarv.
Påfaldende få steder i Hongkong er historiske bygninger eller områder bevaret, og nybyggeri lider under manglende planer for vedligeholdelse, som forkorter byggeriets levetid til få årtier, men er med til at holde de økonomiske hjul i gang i byggebranchen.
Professor i arkitektur ved Hongkong Universitet Hoyin Lee siger, at bevaring og restaurering i en del asiatiske lande, herunder Hongkong, står i kontrast til økonomisk vækst og nybyggeri.
”Nøglen til at løse dette problem er ikke at vælge mellem nybyggeri og bevaring, men at integrere de to, så bevarelsen bliver en anden mulighed for udvikling, hvilket vil medføre øget kulturel mangfoldighed i samfundet og øget kvalitet i byggeriet,” siger han.
Landsbybeboer Sin vil acceptere, hvis regeringen vælger at rydde landsbyen, selvom han kun har udsigt til en kompensation svarende til flytteudgifterne.
”Men jeg har boet i landsbyen i 45 år, og jeg vil blive ulykkelig, hvis jeg skal flytte,” siger den 55-årige Sin, som arbejder som sikkerhedsvagt.
Han har et ni kvadratmeter værelse med en lille have, og han behøver ikke som mange andre i Hongkong at dele sit værelse for at få råd til husleje.
”Jeg er meget glad for at bo her, og jeg håber, jeg kan få lov til at blive boende, til jeg dør.”