Georges Bitar og hans familie var hjemme, da pakhuset sprang i luften. Det er stadig uklart, præcis hvad det var, der satte ild i de knap 3000 tons ammoniumnitrat, der i næsten syv år havde ligget stuvet af vejen på havnen i Beirut i Libanon, et stenkast fra familiens hus.
Eksplosionen var den største ikke-atomare eksplosion nogensinde.
Familiens hus blev smadret, og Georges selv endte på hospitalet i to måneder. Han, der i dag er 35 år, vil helst ikke snakke om det, gør et kast med hånden og siger ”khalas” – det er nok.
300.000 mennesker blev hjemløse, mindst 6000 blev såret, og over 200 mistede livet den sommerdag, den 4. august 2020. I ugerne efter gik libaneserne chokerede omkring i gaderne. Fjernede knust vinduesglas og murbrokker, hjalp, hvor de kunne, og forsøgte at genvinde fatningen ovenpå katastrofen.
Kort efter gik en national efterforskning i gang. Målet var at komme til bunds i sagen og placere et ansvar for tragedien, men som to-årsdagen for eksplosionen nærmer sig, venter libaneserne stadig på svar.
”Vi er ikke engang på vej mod at opnå retfærdighed. Retfærdigheden er suspenderet,” lyder konklusionen fra Ghida Frangieh fra den Beirut-baserede juridiske ngo The Legal Agenda (Den juridiske dagsorden).
Som chef for organisationens afdeling for retssager følger Frangieh, der er advokat, efterforskningen tæt. Hun ved, at en undersøgelse af dette omfang tager tid, og at to år ikke batter meget. Men sagen er, fortæller hun, at efterforskningen helt fra begyndelsen er blevet obstrueret fra politisk hold.
Dels står den politiske elite fast på, at højtstående embedsfolk og ministre, nuværende som tidligere, er beskyttet af straffrihed og dermed hverken kan efterforskes, udspørges eller anklages. Samtidig er de to dommere, der har stået i spidsen for efterforskningen, blevet udsat for det ene personangreb efter det andet med det formål at bremse undersøgelserne.
Siden den nuværende efterforskningsleder, dommer Tarek Bitar – der ikke er i familie med Georges – overtog undersøgelsen i februar 2021, har den været sat på pause fire gange. Sidste gang var i december, hvor en række tidligere ministre, han havde indkaldte til forhør, anlagde sag mod ham. Dommer Bitar har ikke kunne genoptage efterforskningen siden, hvilket betyder, at den reelt har ligget stille i nu seks måneder.
”Måden, hvorpå regimet bekæmper efterforskningen, er absurd og totalt uacceptabel. Dybest set er det en fortsættelse af forbrydelsen: Først var folk ofre for eksplosionen, nu er de ofre for, at retfærdigheden ikke får lov at ske fyldest,” siger Ghida Frangieh.
Et monument for eftertiden
To år efter eksplosionens trykbølge hærgede Beirut, er store dele af byen stadig ikke genopbygget. Sorte, gabende vinduesrammer og kollapsede huse er blevet del af hovedstadens dekor – det samme gælder de 50 meter høje faldefærdige kornsiloer på havnen. Siloerne blev voldsomt ødelagte under eksplosionen, og et schweizisk ingeniørfirma har vurderet, at de er i risiko for at kollapse.
Regimet ønsker at rive dem ned, men står det til ofrene for eksplosionen og civilsamfundet bliver siloerne, hvor de er – som monument over katastrofen.
“En nedrivning føles som ødelæggelse af bevismateriale,” siger Ghida Frangieh og understreger, at kampen for siloerne og retfærdighed hænger sammen og trækker tråde til Libanons fortid.
Efter den 15 år lange borgerkrig, der sluttede i 1990, indførte landet en amnestipolitik: Alt blev glemt, og alt blev tilgivet. Beviser blev begravet, fortiden visket ud, og resultatet blev et straffrihedsregime, hvor ingen blev draget til ansvar for krigen og dens forbrydelser. Det er den straffrihedscyklus, civilsamfundet vil bryde med, forklarer Frangieh:
“Vi ønsker ikke at gentage krigens fejltagelser. Vi ønsker at tale. Vi ønsker at huske. Siloerne er kulturarv og del af en kollektiv erindring, der skal bevares for fremtidige generationer.”
Libanon behøver retfærdighed
Til Libanons parlamentsvalg den 15. maj blev 13 nye politikere valgt ind. De kom alle fra partier, der så dagens lys i kølvandet på den folkelige revolution i 2019 og eksplosionen året efter. En af dem, Najat Aoun Saliba fra partiet Taqaddom (Fremskridt), kalder spørgsmålet om eksplosionsundersøgelsen for ”et af de vigtigste” på hendes dagsorden.
”Det er århundredets eksplosion, eller rettere mord, og det forsvinder ikke, før nogen bliver draget til ansvar. Vil jeg arbejde for det? Selvfølgelig. Vil jeg lægge tid i det? Akid – helt sikkert,” siger hun.
Ghida Frangieh tror, at de 13 parlamentarikere kan påvirke debatten, men på spørgsmålet om, hvorvidt hun har tillid til, at et ansvar for eksplosionen kan placeres, så Georges Bitar og de mange andre ofre kan få svar og retfærdighed, er hendes svar mere kryptisk:
”Det handler ikke om at have tillid – det handler om håb. Håb er det eneste, vi har tilbage. Vi har været igennem et traume uden fortilfælde. For dette lands fremtid og mentale velbefindende har vi brug for retfærdighed – en form for afklaring: Var dette en ulykke? Var det en bombe? Var det et missil? Og hvorfor blev ammoniumnitraten ikke fjernet fra pakhuset?”