"Vi er langt mere frie end vores mødre."
Florencia Vidorets mørke øjne stråler. Den 25-årige argentiner sidder på en solbeskinnet fortovscafé i Buenos Aires' forretnings-centrum tæt ved Rio de la Plata-floden, der adskiller Argentina fra Uruguay. Den unge kvinde arbejder i en blankpoleret skyskraber lige om hjørnet – i den multinationale managementvirksomhed Accentures lokale hovedkvarter. Hun er tilfreds med udviklingen.
"Jeg elsker den forandring, der er sket. Det er ikke fair, at kvinder bliver anset som mindreværdige. Vi kan det hele; have familie, passe karrieren, alt, hvad vi vil," siger Florencia Vidoret, mens armene kører frem og tilbage.
Og der er noget om snakken. De seneste årtier er Latinamerikas kvinder rykket ud på arbejdsmarkedet. En FN-rapport fra 2009 med titlen "Arbejde og familie" påviser en bemærkelsesværdig stigning i erhvervsfrekvensen. I 1990 var andelen af erhvervsaktive kvinder 32 procent. Den andel voksede til 53 procent i 2008. Et voldsomt ryk og en udvikling, der fortsætter i disse år.
Monica Pellegrini er professor i latinamerikansk historie ved Universidad de Buenos Aires. Hun påpeger, at udviklingen er en del af en global trend, der begyndte i 1960'erne.
"Frigørelsen er et produkt af ungdomsoprøret i 1968," siger hun.
"Ungdomsoprøret havde stor kraft i Latinamerika som ideologisk revolution. Pludselig kunne kvinder gå ud og gøre oprør i gaderne. Døren blev åbnet til en helt ny verden," siger den midaldrende dame og tilføjer, at frigørelse var med til at besegle militærdiktaturernes skæbne.
Diktaturerne blev i 1980'erne erstattet med folkevalgte repræsentanter i en række lande – blandt andet i Brasilien, Argentina og Chile. Tre lande, hvor kvinder siden er nået helt til tops. Så sent som den 1. januar i år overtog Dilma Rousseff præsidentposten i Brasilien. Hendes første officielle udlandsrejse gik i begyndelsen af februar til Argentina, hvor præsident Cristina Kirchner tog imod i regeringspaladset, Casa Rosada.
Chile blev fra 2006 frem til 2010 regeret af Michelle Bachelet, som siden september leder FN's nyoprettede Women's Agency, der skal holde øje med kvinders rettigheder overalt i verden.
I Latinamerika er alt i dag muligt for kvinder, men det betyder ikke, at alt er perfekt. Mange kvinder er voldsramte, særligt i mere tilbagestående egne på landet, og det førende erhvervsmedie Ameri- ca Economia påviste i januar, at meget få kvinder er at finde på topposter i de største virksomheder. Ifølge professor i økonomi ved Universidad Diego Portales i Chile Cristina Hube er det dog kun et spørgsmål om tid.
"I de senere år er kvinderne trådt ud af privatsfæren for at indgå i det offentlige rum. De har udviklet sig og har fået bedre værktøjer og evner, men den proces bliver ikke færdiggjort på en enkelt generation," siger hun til America Economia.
Lønforskellene er desuden stadig markante kønnene imellem. Men det generelle billede er ikke til at tage fejl af. På universiteterne i Latinamerika fylder pigerne efterhånden det samme som drengene, mens kvinderne rykker hastigt ind på arbejdspladserne i en region berygtet for machokultur. Og mændene kan da også have svært ved at acceptere udviklingen.
Milena Ventrichi Martins er en af de karrierekvinder, der har set mændene reagere. Den 28-årige brasilianer er i gang med en ph.d. i biologi på Universidade Estadual de Campinas – lidt nord for São Paulo – og som udgangspunkt anser hun ikke sit køn som en ulempe.
"Jeg har præcis de samme muligheder som mænd i min profession, men mange mænd tror stadig, at kvinder er skrøbelige," mener hun.
"Brasilien er dog kommet langt; kvinder har meget mere plads i dag, men store dele af samfundet er stadig sexistiske og diskriminerer. Også mange kvinder, der gerne vil opretholde familiens traditioner," siger hun til Kristeligt Dagblad.
Det er colombianske Graciela Mendoza på 29 år enig i. Hun er regnskabschef i en virksomhed, der hjælper Chevrolet med at opspore stjålne biler. Og hun forklarer, at hun flere gange har oplevet problemer som leder.
"Mange latinske mænd er skeptiske ved en kvindelig chef. Vi skal forberede os lidt bedre end mænd, men så kan man også sagtens komme frem," siger hun og lyder næsten som et ekko af skandinaviske karrierekvinder.
Blandt unge latinamerikanske kvinder er der bred enighed om, at der er stor forskel på dem og deres forældres generation.
"Jeg vil ikke være som min mor. Jeg gider ikke gå hjemme i 40 år. Jeg vil have lige rettigheder, og mine veninder har det på samme måde," siger Graciela Mendoza.
Ifølge historieprofessor Monica Pellegrini rummer udviklingen imidlertid også et stærkt økonomisk incitament, der ikke var nær så påtrængende tidligere.
"I gamle dage klarede familierne sig fint via familiefaderens indkomst. Det er meget svært i dag. Globaliseringen og det moderne forbrugersamfund kræver typisk to indkomster for at tilfredsstille kravene til mobiltelefoner, computere og modetøj," siger hun til Kristeligt Dagblad.
Monica Pellegrini peger dernæst på det evige problem for karrierekvinder.
"Hvor skal de gøre af deres børn? I Latinamerika er børnehaver sjældne, og det kan være dyrt og usikkert at ansætte en barnepige," forklarer hun.
Tilbage i det centrale Buenos Aires er frokostpausen ved at være slut. Titusindvis af jakkesæt og spadseredragter vrimler ind og ud mellem hinanden i smalle sprækker mellem de stejle skyskrabere. Florencia Vidoret rejser sig fra sin stol på fortovscaféen. Hun må tilbage på arbejde. Solbrillerne ligger endnu på cafébordet, mens den unge argentiner ser tankefuldt frem for sig.
"Børn kan bremse din karriere, det er den eneste forskel i forhold til mændene," udbryder hun.
"Jeg vil gerne have børn, men det må være en anden del af mit liv. Accenture og andre store firmaer har programmer, der skal hjælpe kommende mødre med at planlægge karrieren. Vi kan håndtere de to dimensioner," siger hun, inden hun forsvinder med hastige skridt.