Prøv avisen

Leicester er beordret i lockdown efter mange nye smittetilfælde

Britisk militærpersonale indsamlede mandag prøver fra gør-det-selv-test fra borgere i Leicester. Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix

Mens Storbritannien så småt er ved at genåbne, beordrer regeringen Leicester til at lukke butikker og skoler.

Den britiske regering lukker Leicester ned. Det sker, fordi byen har et langt højere antal tilfælde af coronavirus end andre steder i landet.

Det oplyser sundhedsminister Matt Hancock sent mandag aften.

Tiltaget i Leicester er regeringens første store forsøg på at bremse et udbrud med lokale foranstaltninger snarere end med nationale foranstaltninger.

Storbritannien er i færd med gradvist at løfte den nationale nedlukning, hvor ikke-livsnødvendige butikker nu igen er åbne, ligesom at der er varslet yderligere lempelser 4. juli.

Men nu har Leicester og det omkringliggende område altså fået besked på at gå i den modsatte retning.

Sundhedsminister Matt Hancock fortæller, at infektionsraten over de seneste syv dage ligger på 135 tilfælde per 100.000 indbyggere i byen. Det er tre gange så mange tilfælde som i den by med anden flest tilfælde.

Den seneste uge har Leicester således tegnet sig for ti procent af alle positive tilfælde i Storbritannien.

- Som følge af det voksende udbrud i Leicester kan vi ikke anbefale, at lempelsen af den nationale nedlukning, som finder sted 4. juli, også kommer til at gælde for Leicester, udtaler Hancock i en erklæring til parlamentet.

Fra tirsdag skal alle ikke-livsnødvendige butikker i Leicester ifølge ministeren lukke. Det gælder også skoler fra på torsdag.

Ministeren tilføjer, at børn fortsat er i lav risiko, men at de sandsynligvis spreder virusset.

Matt Hancock opfordrer samtidig folk til at undgå alle ikke-nødvendige rejser til og fra Leicester samt al ikke-nødvendig transport i byen.

Leicester ligger i amtet Leicestershire i det centrale England og har omkring 417.000 indbyggere.

Hele Leicestershire er omfattet af den nye nedlukning.

Storbritannien er det land i Europa, der har været hårdest ramt af coronapandemien målt på antallet af dødsfald. Ifølge Johns Hopkins University er der registreret 43.659 coronarelaterede dødsfald i Storbritannien.

/ritzau/Reuters