Letland forbyder hammer, segl og hagekors Rusland raser

Hverken hammer og segl eller det nazistiske hagekors er længere tilladt i Letland. Forbuddet kan skade vores samarbejde, advarer Rusland

Niet! Fremover er det ikke lovligt at bruge kommunistiske symboler ved offentlige begivenheder i Letland.
Niet! Fremover er det ikke lovligt at bruge kommunistiske symboler ved offentlige begivenheder i Letland.

Letland tager nu endnu et skridt væk fra sin sovjetiske fortid. I en ny lov, som blev vedtaget i parlamentet i fredags, forbyder politikerne kommunistiske symboler.

Det betyder, at det fremover bliver ulovligt at flage med røde faner med hammer og segl, gå med kommunistiske uniformer og synge kommunistiske sange ved offentlige begivenheder.

I samme ombæring har letterne også forbudt brugen af alle nazistiske symboler. Og den sammenblanding vækker vrede i Rusland.

Det lettiske parlaments beslutning om at ligestille symboler fra et land, der bidrog afgørende til sejren over nazismen, med symboler fra det hadefulde naziregime vækker dyb forargelse, lyder det i en udtalelse fra Alexander Lukashevich, talsmand for Ruslands udenrigsministerium, ifølge det russiske nyhedsburaeu RIA Novosti.

Alexander Lukashevich beskylder Letland for at gøre et blasfemisk forsøg på at omskrive historien om Anden Verdenskrig og tilføjer, at den slags historiske eksperimenter kan ødelægge det bilaterale forhold mellem Rusland og Letland.

LÆS OGSÅ: Sovjetunionens historie samlet i en person

Den nye lov er ifølge avisen The Moscow Times delvist blevet udløst af årlige pro-sovjetiske demonstrationer, som er arrangeret af landets store del russisktalende. Op mod en fjerdedel af den lettiske befolkning er russere.

Demonstrationerne har været en torn i øjet på mange etniske lettere. Den lettiske udlægning af historien er, at landet var besat af Sovjet-magten i fem årtier. Ruslands syn på sagen er derimod, at Sovjets Røde Hær befriede ikke bare Letland, men alle de baltiske lande fra det nazistiske Tyskland.

Men mange indbyggere i de baltiske lande har svært ved at se den store forskel på at være indlemmet i Hitlers Nazi-Tyskland og i Stalins kommunistregime.

Forbuddet mod de nazistiske og kommunistiske symboler blev vedtaget i parlamentet i fredags, uden at nogen politikere stemte imod. Det vil træde i kraft, når præsidenten Andris Berzins formentlig i næste måned underskriver loven.