Lettere at yde hjælp til selvmord

Vejledende regler præciserer nu, hvornår pårørende i England og Wales må hjælpe en dødssyg person med at tage sit eget liv

Lettere at yde hjælp til selvmord
Foto: Sinar 2.

Sund fornuft eller en farlig udvikling? Reaktionerne er meget forskellige, efter at statsanklageren for England og Wales i går offentliggjorde nye retningslinjer for, hvornår pårørende kan undgå at blive retsforfulgt, hvis de hjælper en dødssyg person med at begå selvmord.

Groft sagt er det i orden at hjælpe en person med at begå selvmord, hvis den pågældende selv er myndig og har bedt om hjælp.

Derimod vil det udløse retsforfølgelse, hvis personen er under 18 år eller ikke mentalt er i stand til at træffe en beslutning på et informeret grundlag. Det samme gælder, hvis der er klare økonomiske motiver til at hjælpe en person med at tage sit eget liv – eller hvis man hjælper en person, som fysisk er i stand til selv at udføre handlingen. Så er straframmen op til 14 års fængsel.

– De nye retningslinjer ændrer ikke på loven om hjælp til selvmord. De åbner ikke døren for aktiv dødshjælp, og de tilsidesætter ikke parlamentet. Men anklagemyndigheden har nu en klar ramme for, hvilke sager der skal sendes til retten, forklarer den øverste statsanklager Keir Starmer.

De nye og mere klare retningslinjer er udløst af den skleroseramte Debbie Purdy, som i dag sidder bundet til en kørestol. Han trak myndighederne i retten for at få sikkerhed for, at hendes mand ikke risikerede fængselsstraf, når hun fandt, at hendes liv ikke længere var værd at leve.

Uden den garanti ville hun føle sig presset til at rejse alene til selvmordsklinikken Dignitas i Schweiz, mens hun fysisk stadig var i stand til det – men før hun mentalt var klar til at sige farvel til denne verden.

– Jeg er overvældet og lykkelig for denne sejr. Omar og jeg kan nu fortsætte vores, liv siger hun til BBC.

Men den glæde deler handicaporganisationen Scope ikke.

– Mange handicappede er skræmte over konsekvenserne af afgørelsen, og det med god grund. Der er en reel fare for, at disse ændringer vil resultere i, at handicap-pede bliver presset til at gøre en ende på deres eget liv, advarer Richard Hawkes fra Scope.

Den anglikanske Church of England har udsendt en erklæring, hvor den på den ene side tager afstand fra hjælp til selvmord, men på den anden side byder det velkomment, at pårørende ikke pr. automatik bliver retsforfulgt for at følge en persons sidste vilje.

De nye regler gælder kun for England og Wales. Skotland og Nordirland har egne regler.

norum@kristeligt-dagblad.dk