Et år efter kæmpeeksplosionen ved Beiruts havn kan Rita Makhoul føle udmattelsen og depressionen, når hun går ned gennem den libanesiske hovedstads gader.
”Alle libanesere har været påvirket af eksplosionen, og det er en kæmpemæssig forbrydelse, der er blevet begået mod os, som de ansvarlige stadig forsøger at undvige,” fortæller den 41-årige chefkonsulent, som sammen med mange af sine landsmænd derfor går på gaden i dag for at vise sin utilfredshed med myndighedernes inkompetence på årsdagen for katastrofen. Eksplosionen af et gigantisk lager med 2700 tons ammoniumnitrat kostede mindst 217 mennesker livet og sårede flere end 6500. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch skyldtes katastrofen kriminel uagtsomhed, der blev udløst af handlinger og manglende indgriben fra højtplacerede embedsmænd.
Ifølge Rita Makhoul er det alle libanesere, uanset baggrund eller politisk ståsted, man vil se deltage i protestmarchen i dag.
”Selv dem, der var kritiske over for protesterne imod regeringen og korruption i oktober 2019, deltager i dag, fordi de virkelig har fået nok. Vi kan alle forenes om at søge retfærdighed for denne forbrydelse, og vi vil ikke lade de ansvarlige slippe af sted med det,” siger hun over en telefonforbindelse fra Beirut.
Eksplosionen, som også har forværret landets økonomiske krise, har gjort levevilkårene og fremtidsudsigterne endnu mere usikre for libaneserne i dag, end de var i forvejen. Derfor rejser flere ud af landet for at arbejde. En af dem er den 36-årige Nizar, som af personlige årsager ikke ønsker at få sit efternavn i avisen. Han er sammen med sin kone lige flyttet til Dubai for at arbejde som maskiningeniør og var en af de sidste af sine venner, der var tilbage. Han havde svært ved at forestille sig en fremtid med børn og familie i Libanon.
”Det bliver hårdere og hårdere for den almindelige libaneser at skabe sig et liv, og når du lever under disse forhold, har du ikke tid til at tænke på andet end basale ting som at få mad på bordet,” fortæller han fra Dubai.
Nizar mener, at der er for stort et pres på hans landsmænd til, at de kan løse problemerne selv. Han håber på et seriøst politisk pres fra international side imod korruption og de fastkørte politiske strukturer, så der kan blive dannet en ny regering, der vil være i stand at gennemføre reformer.
31-årige Wael Hajj har lidt flere forhåbninger for libanesernes egne handlemuligheder. Han bor i et af de områder nær havnen, der blev hårdest ramt af eksplosionen.
”Ødelæggelserne gjorde stort indtryk på mig, og det var hårdt at se, at alt det, jeg kendte, var væk. Selvom det bliver genopbygget, er det aldrig helt det samme,” siger ingeniøren.
Wael Hajj var hurtigt ude på gaden for at hjælpe de sårede efter eksplosionen, og midt i krisen oplevede han en følelse af fællesskab blandt det libanesiske folk, som har givet ham en vis optimisme og et håb for fremtiden:
”Eksplosionen bragte folket tættere sammen. Da den ramte, strømmede folk ud på gaden, og alle forsøgte at hjælpe hinanden og de sårede, og selv ved genopbygningen samledes folk og hjalp hinanden med mad og sikkerhed. Der var en stor fællesskabsfølelse.”
At opleve dette fællesskab og se, hvordan landet langsomt genopbygges, lader også til at have givet ham et håb for forandring.
”Situationen omkring økonomien og regeringen ser ikke ud til at blive forbedret i den nærmeste fremtid. Det eneste håb, der er tilbage for Libanon nu, er folket,” fortæller Wael Hajj, som mener, at en mulig løsning kunne være at hjælpe flere unge mennesker med at blive involveret i politik.
Rita Makhoul fortæller, at det, der giver hende håb, er, at hun allerede kan se en forandring siden demonstrationerne tilbage i 2019:
”Der er en anderledes mentalitet i dag. Folk ønsker forandring for landet og har en anden måde at tale om situationen i dag.”