Solen står højt på himlen, og på et tag i Barbour-kvarteret i Beirut, Libanons hovedstad, suger seks store solpaneler grådigt dens stråler til sig. Via kabler transporteres solvarmen ned på 4. sal, hvor en omformer laver den til strøm, der bliver lagret i to batterier.
Solpanelsystemet tilhører 33-årige Karim Hakim. Panelerne, han fik installeret for et år siden, producerer nok strøm til at dække hans behov langt størstedelen af tiden. Selvom han går op i klimaet, har bæredygtighed det ikke været afgørende for hans beslutning.
”Det handler om komfort – med solpanelerne har jeg altid strøm,” siger han, mens han hælder stærk tyrkisk kaffe op i små kopper og byder på dadler og valnødder på sin skyggefulde altan.
Karim Hakim er langt fra den eneste libaneser, der er tyet til solenergi i jagten på en stabil strømforsyning. Med 300 solskinsdage om året er landet, der ligger ud til Middelhavet, som skabt til den bæredygtige energiform, men interessen var længe om at fange an. Selvom det nationale elselskab, EDL, længe har været berygtet for sin kronisk ustabile og dyre forsyning, klarede libaneserne sig ved at supplere med dieseldrevne generatorer.
Det ændrede sig i 2019, hvor Libanon blev ramt af en voldsom økonomisk krise.
Først skabte brændstofmangel lange køer foran tankstationerne. Så fjernede regeringen subsidieringen, hvilket gjorde en ende på køerne, men samtidig sendte priserne på himmelfart: For et år siden kostede 20 liter benzin 40-45.000 libanesiske pund (190-200 danske kroner), mens prisen i dag er over 600.000 pund (2840 danske kroner) – en femtedel af minimumslønnen.
Konsekvensen er, at folk ikke har råd til at bruge deres generatorer. Og fordi EDL’s forsyning samtidig er blevet så elendig, at der mange steder kun er strøm i kontakterne én time i døgnet, lever folk ganske enkelt uden.
Svaret for flere og flere har, som for Karim Hakim, været lige uden for vinduet.
Har du penge, kan du få
De sidste par år har Libanon oplevet et veritabelt boom i solenergi. Tal fra LCEC – en organisation for grøn energi og vand, der rådgiver regeringen inden for området – viser, at den samlede kapacitet for installeret solenergi i landet voksede fra bare 0,33 megawatt i 2010 til knap 90 megawatt i 2020.
”Vi har i årevis presset på for at fremme solenergi, men der var kun få, der tog skridtet. Nu er der et reelt behov, for folk har ikke længere nogen sikker strømforsyning,” siger Reem Irany, projektleder hos LCEC.
En virksomhed, der har mærket den stigende efterspørgsel, er Me Green, der har været etableret i Libanon siden 2010. Me Green installer solsystemer for både private og virksomheder, og forretningsudvikler Lara El Khoury fortæller om en ”eksplosion” i antallet af henvendelser. I år forventer Me Green at fordoble sit kundetal.
”Folk ledte efter en løsning – og solen er gratis; den kan ingen stjæle fra os,” siger hun med en galgenhumoristisk latter med henvisning til landets korrupte elite, som Verdensbanken har givet skylden for Libanons økonomiske morads.
Men selvom solen er gratis, er solpaneler det så langt fra.
Karim Hakims system har kostet ham omkring 35.000 kroner. En gedigen udgift i et land, hvis valuta har mistet langt over 90 procent af sin værdi, og hvis gæld i 2021 nogle steder blev vurderet til at udgøre 495 procent af bruttonationalproduktet.
Flere banker begynder at tilbyde grønne lån med en lav rente, men det forslår ikke langt, for også prisen på solsystemer er skudt i vejret de sidste par år.
Det skyldes dels de høje transportpriser, der kom med coronapandemien. Og dels krigen i Ukraine, der har skabt en stigende efterspørgsel på bæredygtig energi i Europa. Samlet set er priserne steget med op mod 70 procent på tre år, vurderer Lara El Khoury.
Der er brug for en national politik
Boomet i solenergi medfører også problemer.
Både Lara El Khoury og Reem Irany fra LCEC fortæller, at branchen er plaget af uprofessionelle selskaber, der har lugtet hurtig profit og installerer produkter af dårlig kvalitet med kort levetid og som i visse tilfælde kan være livsfarlige, fordi batterier kan bryde i brand.
Og så er den stigende interesse for solpaneler blandt private libanesere ikke bæredygtig på sigt. Som Marc Ayoub, koordinator for Energi- og sikkerhedsprogrammet på Det Amerikanske Universitet i Beirut, har sagt til libanesiske L’Orient Today:
”Solenergi er en langsigtet løsning og bør ikke installeres på den kaotiske måde, det bliver lige nu i folks hjem (…) I stedet for, at hver husstand installerer private solpaneler, bør landet have en national politik for at forsøge at levere et stort antal kilowatt til større områder."
At staten skal tage ansvar, giver god mening, men det vil kræve mere end en politisk beslutning.
EDL’s net er ustabilt, fuldt af huller og smadret efter årtier med mislighold og korruption, og overalt hænger slidte eller ødelagte elledninger og kabler som tunge guirlander fra bygninger og master. Reem Irany medgiver, at der er behov for en massiv kapitalindsprøjtning udefra, før det nationale elselskab kan gøre sig håb om at levere varen.
”EDL har viljen og den tekniske kapacitet, men mangler pengene,” siger hun.