Libaneserne kan søndag stemme ved det første valg siden oprøret i oktober 2019, hvor tusinder af mennesker gik på gaden i en folkelig bevægelse, der krævede radikale reformer og en ende på korruption. Fra Martyrernes Plads i centrum af Beirut kæmpede de i flere uger for at vælte den politiske elite og lykkedes med at få premierminister Saad Al-Hariri til at trække sig fra politik. Der spirede et håb i befolkningen.
Men så kom kæmpeeksplosionen af et lager med ammoniumnitrat på havnen i hovedstaden i august 2020, som kostede mindst 217 mennesker livet, sårede flere end 6500 og gjorde omkring 300.000 libanesere hjemløse. Det var den sidste dråbe i det, som har kastet Libanon ud i, hvad FN betegner som en af de mest alvorlige økonomiske kriser i moderne historie.
Ifølge FN's økonomiske og sociale kommission for Vestasien lever mere end 80 procent af Libanons 6,7 millioner indbyggere i "multidimensionel fattigdom," og landets valuta har siden 2019 mistet mere end 90 procent af sin værdi. I en rapport fra 2021 gør FN den libanesiske stat og dens centralbank ansvarlig for menneskerettighedskrænkelser og for at skabe de forhold, der har ført til landets alvorlige situation.
Nogle libanesere ser valget som en nøgle til forandring, da der af oprøret i 2019 udsprang nye politiske grupper, som i dag står repræsenteret på stemmesedlen i opposition til den ledende politiske elite.
En af dem, der stiller op som kandidat på en af de nye protestlister, er Najat Aoun Saliba. Hun er klimaaktivist, universitetsprofessor i biokemi på Det Amerikanske Universitet i Beirut. Hun går til valg med løfter om at kæmpe mod korruption og for social retfærdighed og kvinderettigheder. Det var kæmpeeksplosionen i august 2020, der motiverede hende til at stille op som kandidat i opposition til den siddende regering:
“Eksplosionen gjorde det klart for alle, at Libanon ikke er et sikkert land at leve i. Vi kan ikke tolerere mere,” siger hun og fortsætter:
“Vi bliver nødt til at blive ved med at tro på, at tingene kan forandre sig. Og hvis dette valg ikke kommer til at skabe nogle drastiske forandringer, vil det i det mindste kunne igangsætte første skridt til den forandring, som vi alle ønsker. Den korrupte elite har siddet på magten i mindst 60 år, og det betyder at, det bliver svært at affeje dem helt. Det er derfor, at en forandring skal ske trinvis.”
På de sociale medier udtrykker flere libanesere håb om, at valget vil frembringe en "sand frelser", som kan føre landet i sikkerhed, og især mange unge ser ud til at sætte lid til den demokratiske proces. De skriver blandt andet: “Vote them out” (stem dem ud),” og opfordrer vælgerne til at sætte krydset på de nye lister, der er udsprunget af oprørsbevægelsen.
Kritikere mener, at den nye opposition er så fragmenteret, at den ikke vil formå at organiserer sig som en samlet front ved valget. Samtidig er op imod 40 procent af vælgerne i tvivl, hvorvidt de overhovedet vil stemme, skriver det libanesiske analyseinstitut Information International.
Den 80-årige Osama Obed, der er pensioneret entreprenør, er en af dem, som ikke vil stemme på søndag, og han fortæller, at flere fra hans familie og mange af hans venner har det på samme måde:
“I mange år har jeg faktisk haft håb for fremtiden. Men jeg kan ikke længere se et håb i det her land. Vi som folk er kun et produkt i hænderne på vores politikere. I går skulle jeg hæve 400 dollars af min opsparing, og jeg fik kun 160 dollars, mens banken beholdt resten. Der er intet at gøre. Vores politikere er meget kreative til konstant at finde på ideer til at tage vores penge,” siger han.
Shbarow Ibrahim på 49 år er taxachauffør og nærer heller ikke det store håb for valget:
“Politikernes uenigheder handler om personlige interesser i at få magten og ikke om at hjælpe landet ud af krisen. De vil have andel i formuen sammen med den herskende politiske elite,” siger han.
Ifølge Libanons nationale pagt, der blev til i 1943 efter uafhængigheden fra Frankrig, og som blev genbekræftet efter borgerkrigen fra 1975 til 1990, skal det multireligiøse lands politiske system opdeles efter religiøse tilhørsforhold. Det betyder, at præsidenten altid skal være kristen maronit, premierministeren sunni-muslim, mens parlamentets formand skal være shia-muslim. Det sekteriske system betragtes som en af årsagerne til, at Libanon ikke magter at gennemføre reelle forandringer.