Libanon presses af fortid og flygtninge

Libanon har taget imod over en million flygtninge fra Syrien. Det presser landet, hvor arrene 25 år efter borgerkrigen stadig ikke er helede, til det yderste

”Når jeg lægger mig i sengen, tager jeg et billede af dem alle sammen i mine arme. Så er de hos mig,” siger Imm Aziz. Hendes fire sønner forsvandt under den libanesiske borgerkrig, og hun har ikke set dem siden.
”Når jeg lægger mig i sengen, tager jeg et billede af dem alle sammen i mine arme. Så er de hos mig,” siger Imm Aziz. Hendes fire sønner forsvandt under den libanesiske borgerkrig, og hun har ikke set dem siden. . Foto: Joachim Saxtorph-Poulsen.

På tirsdag er det 25 år siden, at borgerkrigen i Libanon sluttede. For mange libanesere har krigen dog aldrig fået en ende, fordi en af deres pårørende stadig savnes. Flere end 17.000 navne er på listen over personer, som aldrig er blevet fundet, men som menes at befinde sig i massegrave - i nogle tilfælde stadig i fængsler.

25-årsdagen bliver ikke markeret i større grad, for det skrøbelige land har rettet sin opmærksomhed mod andre problemer. Officielt har Libanon taget imod 1,1 million flygtninge fra Syrien - uofficielt siger flere organisationer, at det nærmere er to millioner. Vel at mærke i et land på størrelse med Fyn og Sjælland tilsammen. Dertil kommer, at Libanon ikke har haft en præsident i knap halvandet år, hvilket har paralyseret det politiske liv. Og så er der næsten daglige gadeprotester oven på en skraldekrise, der har efterladt hovedstaden, Beirut, i affald til knæene.

For Imm Aziz er de 17.000 forsvundne det vigtigste problem.

Den 85-årige kvinde bor i den palæstinensiske flygtningelejr Burj al-Barajneh i Beirut. Hun har ikke set sine fire sønner - Aziz, Ibrahim, Mansour og Ahmed - i 33 år. Alligevel tror hun stadig, at de er i live. Derfor har hun gemt den ældste søns Marlboro-pakke, som han ikke fik med sig, da han og de tre brødre blev kidnappet af kristne militsfolk under massakren i flygtningelejrene Sabra og Shatila. Dengang var de mellem 13 og 30 år.

”Når han kommer tilbage, kan jeg sige, at jeg har gemt den for ham. At jeg hele tiden troede på, at han ville komme tilbage,” siger Imm Aziz.

Trods håbet har hun mistet troen på myndighederne.

”Der er ingen præsident her, så hvordan kan vi forvente, at noget som helst sker her? Ingen har tænkt på at få dem tilbage. De snakker bare, men handler ikke,” siger hun.

Udsigterne til, at Imm Aziz og de øvrige pårørende kan få svar på, hvad der er sket med deres kære, er ringe. Magteliten i Libanon har ingen interesse i at finde de forsvundne. Mange af de tidligere krigsherrer har skiftet militæruniformen ud med et politisk liv i parlamentet.

”Ingen, der har magten, er interesseret i, at det bliver dokumenteret, at de har myrdet så og så mange mennesker og fået så og så mange mennesker i fængsel. Så længe de har magt, vil de undgå det,” siger Hanna Ziadeh, seniorrådgiver ved Institut for Menneskerettigheder i Danmark.

Det gælder også de to spidskandidater til det tomme præsidentsæde: Michel Aoun, der er tidligere hærfører og bliver kaldt for ”generalen”, og Samir Geagea, der er leder af det kristne politiske parti og var leder af den daværende milits Lebanese Forces (De Libanesiske Styrker), der stod bag massakren i Sabra og Shatila.

Foto: Joachim Saxtorph-Poulsen

Militslederne har kunnet fortsætte i politik, fordi den aftale, der sikrede afslutningen på Libanons borgerkrig, gav amnesti for forbrydelser begået under krigen.

”Alle de krigsherrer, der spillede en afgørende rolle i kidnapningerne, blev tilgivet. Det forseglede og strammede låget på sagen om de forsvundne mennesker,” siger Hilal Khashan, professor i statskundskab ved det amerikanske universitet i Beirut, AUB.

Men det er et problem, at borgerkrigen og de forsvundne bliver tiet ihjel - for fortiden rummer en vigtig lære, mener Fawwaz Traboulsi, professor i historie og statskundskab ved Libanons amerikanske universitet, LAU.

”De forsvundne gør krigen til et levende minde. Man skal forstå, hvorfor de blev slået ihjel, og hvorfor krigen fandt sted. Krigens minde er ikke kun mordene, men hvad Libanon bør lære af dem,” siger han.

Officielt har skiftende regeringer forklaret den manglende vilje til at finde de forsvundne med, at sekteriske stridigheder kan blusse op igen, hvis man graver i fortiden.

”Men det tror vi ikke på. Vi har set i andre lande, at det at løse problemet med de forsvundne kan bringe forsoning mellem de forskellige grupper,” siger Fabien Bourdier fra Røde Kors, der arbejder med at opspore forsvundne.

Et af disse lande er Bosnien, hvor man etablerede en sandhedskommission, der behandlede Balkan-konflikten fra 1992 til 1995. Her forsvandt op mod 40.000 personer, og over halvdelen er fundet igen. En af dem, der ledte dét arbejde, var Kathryne Bomberger, generaldirektør i den internationale kommis-sion for forsvunde personer, ICMP.

”Den manglende politiske vilje ser man mange steder i verden, specielt når regeringerne er skyld i tvangsforsvindingerne. Men det er essentielt, at regeringen bliver involveret. Ellers er der ingen forsoningsproces,” siger hun.

For Hanna Ziadeh fra Institut for Menneskerettigheder er det vigtigt, at Libanon får en forsoningsproces, som andre lande har haft det.

”Det er det, Libanon ikke har haft, og det er derfor, at krigen ulmer hele tiden,” siger han.