Giv nu befaling til at fælde cedertræer fra Libanon til mig.
Første Kongebog 5, 20
Allerede for små 3000 år siden var de libanesiske cedertræer, der kan blive op til 40 meter høje, eftertragtede som byggemateriale, som det fremgår af ovenstående besked fra kong Salomo til hans forbundsfælle kong Hiram af Tyrus.
Træerne skulle bruges til det tempel til Guds ære, som Salomo havde sat sig for at bygge i Jerusalem, og han sendte 30.000 mand til at stå for arbejdet. Resultatet blev det første jødiske tempel, der i detaljer beskrives i de følgende afsnit af Første Kongebog:
”Cedertræet til husets inderside var udskåret med blomsterknopper og udsprungne blomster. Alt var cedertræ, der var ikke sten at se.”
I nutiden er det ikke menneskets skovhugst, men en anden faktor, der er pro- blemet for træet, som er på den internationale organisation IUCN’s liste over truede arter.
”Klimaforandringer er et faktum her. Det regner mindre, og temperaturerne er højere,” som Nizar Hani, direktør for al-Shouf-naturreservatet, tidligere i år sagde det til The New York Times.
Ud over at varmere vintre og mindre nedbør i de libanesiske bjerge i sig selv kan tage livet af cedertræerne, betyder det også, at økosystemet omkring træerne forandrer sig og giver bedre plads til arter, der ikke vil det ikoniske træ med det latinske navn Cedrus libani noget godt – og så hjælper det ikke meget, at Libanons store og gamle cedertræer næsten alle står i naturreservater og er beskyttet af en lang række love.
I det ældste og mest kendte af reservaterne med det noget pompøse navn Les Cedars de Dieu (Guds cedertræer) kæmper træerne da også i al stilhed det, der virker som en udsigtsløs kamp.
Det ser ellers imponerende ud i første omgang, når bussen stopper i små 2000 meters højde i bjergene over byen Bcharre – og der allerede ved souvenirboderne og restauranterne står et kæmpestort sandsynligvis over 1000-årigt cedertræ. Imidlertid er det lige før, at træet, som står uden for det 10,2 hektar store og indhegnede reservat, er det mest imposante af alle.
For på en gåtur i selve reservatet bag den stenmur, der stod færdig i 1880’erne på foranledning af britiske dronning Victoria for at beskytte unge cedertræer mod græssende geder, bliver det hurtigt klart, at træerne ikke ligefrem strutter af sundhed. Mange af dem fremtræder underligt asymmetriske, fordi myndighederne har skåret syge grene væk i håbet om at styrke de raske dele af træet. Det betyder igen, at træernes karakteristiske krone med horisontalt voksende grene mangler en del i omfang.
Langs de tre kilometer kuperede stier i området er der også adskillige døde træer, men så sandelig også nogle, der er så mastodontiske, at der ikke er andet at gøre end at læne nakken tilbage og udbryde et: ”wauv”.
Les Cedars de Dieu er som det eneste af Libanons beskyttede områder for cedertræer med på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste. Det har det været siden 1998, fordi reservatet vurderes at rumme de ældste kendte cedertræer i verden.
I begrundelsen refererer Unesco til en tysk botaniker – underligt nok kun benævnt dr. Fass – der i 1960’erne vurderede, at to af træerne var op mod 3000 år gamle, at 10 træer var over 1000 år gamle, mens 363 træer faldt i kategorien ”adskillige hundrede år gamle”.
Med andre ord er de ældste træer samtidige med kong Hiram af Tyrus og kong Salomo, hvilket Unesco da også fremhæver i begrundelsen for at optage området på verdensarvslisten, hvor organisationen skriver, at cedertræerne er nævnt 103 gange i Bibelen, og kalder træerne for ”de sidste tilbageværende vidner fra bibelsk tid”.
Og mens Unescos formulering måske er lidt højstemt, er der i nutidens Libanon stærke følelser på spil for cedertræet, som er noget nær det eneste samlende symbol i et land med 18 anerkendte trossamfund og en nylig langvarig borgerkrig. Træet optræder på landets flag, på landets pengesedler, som symbol for adskillige politiske partier og for landets luftfartsselskab MEA – og da libaneserne i 2005 efter mordet på den daværende premierminister Rafik Hariri gik på gaden og forlangte, at nabolandet Syrien skulle trække sine tropper ud af Libanon, blev det kendt som ”cederrevolutionen”.
Tilbage til cedertræets truede status, for hvad kan der gøres? Den korte version er, at man kan plante nye cedertræer og håbe det bedste.
For selve klimaforandringerne er det svært at kæmpe imod, og i sagens natur er det umuligt for de gamle træer at rykke rødderne op og flytte højere op i bjergene. Cedertræets nuværende komfortzone ligger mellem 1400 og 2200 meters højde, men de mest pessimistiske klima-fremskrivninger opererer med et så anderledes klima, at der ved næste århundredskifte ikke vil kunne vokse cedertræer i under 2000 meters højde.
Det er et særskilt problem i al Shouf-reservatet, hvor Walid Jumblatt, lederen af landets drusiske mindretal, ellers under borgerkrigen 1975-1990 lagde miner ud omkring cedertræerne for at beskytte dem. For så høje er Shouf-bjergene simpelthen ikke.
Længere mod nord i Libanon, hvor bjergene er højere, er bekymringen en anden. Også her har det varmere klima allerede givet bedre betingelser for arter, der ikke vil cedertræet det godt. Der har været flere og mere voldsomme svampeangreb, forskellige arter af møl gør også deres, men det, der for alvor fik panikken til at brede sig, var en indtil 1998 ukendt lille hvepseart.
Året før var mange cedertræer i Tannourine-naturreservatet visnet hen. Synderen viste sig at være den 11 millimeter lille savhveps – eller rettere hvepsens larve, der primært spiste nye cederskud og -nåle. Hvepsen, der fik det latinske navn Cephalcia tannourinensis levede tidligere helt upåagtet, men med de mildere temperaturer voksede bestanden kraftigt og gjorde med sit valg af menu for alvor opmærksom på sig selv.
Den gode nyhed er, at libanesiske forskere hurtigt fandt metoder til at kæmpe imod larven. Ikke desto mindre anslår Nabil Nemer, den libanesiske forsker, der identificerede hvepsen, over for The New York Times, at over syv procent af cedertræerne i reservatet i de seneste 12 år er døde som følge af den lille savhveps-larves appetit.
I Les Cedres de Dieu- reservatet er træerne trods de manglende grene blandt de mest sunde i Libanon, og nogle af skaderne på træerne skyldes ikke klimaforandringer, men lynnedslag.
Til træernes fordel taler også, at de har deres helt egne støtter i form af organisationen Komitéen af Cedertræsskovens Venner stiftet i Bcharre tilbage i 1986.
Af komitéens hjemmeside fremgår det blandt andet, at vennerne i de senere år har ”plantet” seks lynafledere i skoven for at undgå fremtidige lynnedslag – og ikke mindst, at de har plantet 40.000 nye cedertræer.
Resultatet af den indsats vil det tage generationer at se, fordi cedertræer vokser langsomt, men det er på den måde, at libaneserne håber at holde liv i deres nationalsymbol.
For ikke kun cedertræerne i bjergene over Bcharre har venner. Over hele Libanon findes der et væld af organisationer, der gør mere eller mindre det samme, ligesom de libanesiske myndigheder for fire år siden satte gang i en ambitiøs plan om at plante ikke mindre end 40 millioner nye træer, herunder også cedertræer.
Om de planer og indsatser er nok til at redde cedertræerne i Libanon er så spørgsmålet. Nabil Nemer, der ud over at have identificeret savhvepsen også er professor på universitetet i byen Kaslik, tvivler. Han har tidligere sagt til den britiske avis The Guardian:
”Der er godt nok, når man ser på antallet af grupper, der er involveret i arbejdet. Men det er ikke godt nok, når man ser på, hvad der gøres, hvordan det gøres og af hvem.”