Prøv avisen

Liberalisering skal standse narkokrig

Fernanco Henrique Cardoxo (tv.) er formand for "Global Commission on Drug Policy" og tidligere præsident i Brasilien. Her præsenterer han resultatet af en underskrifts­indsamling for en ny narkopolitik sammen med Ricken Patel fra interesseorganisationen Avaaz. Foto: Stan HondaAFP.

Verdenssamfundet har i årtier kæmpet mod en af verdens største industrier. Hos de fattige lande har det ført til guerillakrig og destabilisering, og de rige lande er også ramt. Derfor vil statsmænd og intellektuelle nu liberalisere det globale narkomarked

Titusindvis af dræbte i Mexico. Narkoguerillaer, der har bidt sig fast i Colombia. Opiumsbønder, som søger mod Taleban i Afghanistan. Bandekrig i Danmark. Og et globalt marked af titaniske dimensioner, der nærer mafiaen i alskens former.

LÆS OGSÅ: Mexicos modigste kvinde

Den udvikling har afledt en voksende tendens de senere år, hvor især latinamerikanske intellektuelle mener, at man bør liberalisere narkomarkedet, og de får følgeskab af flere og flere økonomer og politikere. Werner Baer er økonomiprofessor ved University of Illinois, rådgiver for Verdensbanken og en hård kritiker af den nuværende kurs.

Krigen mod narko særligt i Mexico er et stort problem. Jeg mener, at man bør legalisere narkotika, siden man alligevel aldrig kommer problemet til livs. Prisen vil falde voldsomt, og det vil ødelægge mafia-organisationer over hele verden, ikke mindst i Latinamerika, siger han.

I juni udkom en opsigtsvækkende rapport under organisationen Global Commission on Drug Policy, der er en speciel alliance af statsmænd, herunder eks-præsidenter fra Brasilien, Mexico, Colombia og Schweiz og top-diplomater såsom forhenværende FN-generalsekretær Kofi Annan og Javier Solana, formand for ESADE-centret for global økonomi og geopolitik. De anbefaler i rapporten FN at satse på behandling og kontrolleret adgang til stoffer:

Den globale narkokrig er slået fejl. 50 år efter FNs Single Convention on Narkotic Drugs, og 40 år efter at præsident Nixon lancerede USAs narkokrig, ser vi et presserende behov for grundlæggende reformer af nationale og internationale (narko) politikker.

Rapporten argumenterer for, at narkokrigen er ufattelig dyr, og at man ved en delvis legalisering kan bruge pengene på forebyggelse og behandling. Efterfølgende udtalte den tidligere colombianske præsident Cesar Gaviria sig med adresse til USAs nul-tolerance politik, der i vidt omfang er implementeret globalt:

Vi håber, at USA i det mindste vil begynde at overveje, om der er alternativer, sagde han.

Lederen af Det Hvide Hus kontor for narkopolitik, Gil Kerlikowske, svarede, at rapporten var vildledende. Afhængighed af stoffer er en sygdom, der kan behandles. Hvis narkotika bliver lettere tilgængeligt, som denne rapport anbefaler, vil det blive sværere at bevare vores samfund sundt og sikkert, sagde han.

To argumenter står stejlt over for hinanden: Vil en delvis liberalisering af narkomarkedet føre til en eksplosion i antallet af misbrugere og en destabilisering af vores samfund? Eller ser vi allerede denne destabilisering som følge af det enorme illegale marked? Modstandere og tilhængere af liberalisering kan begge fremvise statistisk materiale, der underbygger netop deres sag.

Ifølge den seneste årsrapport fra FNs afdeling for narkokriminalitet (UNODC) er forbruget stigende. Rapporten vurderer, at der i 2010 på globalt plan var mellem 149 og 272 millioner forbrugere af illegale euforiserende stoffer. Det er de højeste tal nogensinde. Men en række misbrugseksperter advarer mod at liberalisere markedet. Og tilhængere af narkokrigen peger på, at den globale opiumproduktion er faldet til næsten det halve siden 2007, og at der findes færre arealer til dyrkning af kokain end tidligere.

Det ikke tilfældigt, at især latinamerikanerne efterlyser en ny politisk tilgang til problemet. Millioner af fattige bønder i Sydamerika lever af at producere kokablade til de globale markeder, og narkomafiaen er særdeles magtfuld. I 1980erne var Colombia under hårdt pres, forårsaget af en regulær borgerkrig mod narkokongen Pablo Escobar. Han dræbte politikere og sprængte fly og politistationer i luften, men blev til sidst selv dræbt af den colombianske hær støttet af amerikanske elitestyrker på et hustag i hjembyen Medellin i 1993.

Siden har Colombia udviklet sig i mere stabil retning, men en lang række narkoguerillaer er fortsat aktive. Stofferne flyder stadig nordpå, narkokartellerne lever, og senest har sydamerikanske gangstere fået fodfæste i det vestlige Afrika, der ikke er gearet til at tackle de velorganiserede forbrydersyndikater. Afrika er en god indgang til Europa, der er genstand for en udvidet strategisk satsning, siden europæernes narkoforbrug stiger.

De fleste stoffer flyder imidlertid gennem Mellemamerika mod USA, der er verdens største narkomarked. Med en grænse på 3200 kilometer til supermagten er Mexico verdens vigtigste transitland. USA har presset på for at få Mexico til at sætte hårdt ind, og siden 80 procent af den mexicanske eksport går til USA, er det svært for en mexicansk regering at stå imod. Præsident Felipe Calderón proklamerede narkokrig i 2006. Og det har han fået.

Narkokartellerne slog igen med en brutalitet, der har overrasket de fleste; senest har kartellerne sat primitive kampvogne ind mod regeringstropperne. Krigen har resulteret i over 35.000 døde i de fem år, den har raset, og den er dermed en af Latinamerikas blodigste konflikter nogensinde. Kampene er eskaleret det seneste år, og staten Mexico er under pres i en grad, der har fået Calderón til at åbne for en debat om legalisering af narkomarkedet, siden stofferne alligevel stadig flyder mod nord. Hans forgænger i præsidentembedet, Vincente Fox, gik sidste år skridtet videre.

Hvad vi er nødt til at gøre er at legalisere produktion, salg og distribution, sagde Fox og argumenterede for, at narko-afhængighed og narkorelateret vold skal håndteres på to forskellige måder. Man skal ikke kunne købe narko i kiosken, men måske på apoteket. Måske på recept. Kun volden skal retsforfølges ifølge Fox.

I Mexico står han ikke alene med sin analyse, men de færreste advokerer for en total liberalisering af stofferne. Kontrolleret adgang, siger de.

udland@k.dk