Ellen Johnson-Sirleaf, også kaldet jernladyen, er både blevet genvalgt som præsident og har modtaget Nobels Fredspris for arbejdet med at bringe forsoning til landet, der fra 1989 og 14 år frem led under en af Afrikas blodigste borgerkrige.
Og at Ellen, som hun kærligt kaldes her, fortsat er kvinden, der skal lede det fattige vestafrikanske land videre, er flertallet af landets kvinder enige om.
LÆS OGSÅ: Vækst i slumturisme deler vandene
Hun har givet kvinderne håb og drømme om en fremtid, som de ikke for ti år siden havde kunnet forestille sig.
Heller ikke ligestillings- og udviklingsministeren, Vabah Kazaku Gayflor er i tvivl. Hun har siden 2003 ledet arbejdet på området, og siden 2005 har ministeriet fået mere indflydelse. Selv kommer den 50-årige kvinde fra fattige kår. I byen Zorzor i den nordlige del af landet, hvor hun voksede op, havde familien kun råd til et eller to måltider om dagen, men alligevel skulle der være råd til at sende hende i skole. For som den eneste kvinde i byen, der nogensinde selv havde gået i skole, vidste Vabahs mor, hvor meget uddannelse betød. At det var under studierne i økonomi og demografi på University of Liberia, at hun blev involveret i politik, lå dog ikke i kortene.
Jeg var meget genert som ung, men jeg fandt ud af, at jeg kunne arbejde med forandringer i samfundet at jeg trods alt havde en stemme. Men borgerkrigen kom i vejen, og i de næste mange år gjaldt det bare om at overleve, siger hun.
Vabah oplevede det meste af den på nært hold. Optakten havde ulmet i årtier, for stor økonomisk ulighed og næsten ingen politisk indflydelse for de 97 procent af befolkningen, der ikke havde en amerikansk-liberiansk baggrund, skabte spændinger. Politisk ustabilitet, enorm korruption og kup fulgte, indtil Charles Taylor i 1989 invaderede Liberia fra nabolandet Elfenbenskysten og begyndte at kæmpe om regeringsmagten mod den siddende leder, Samuel Doe. Kampene og terroren, der varede de næste 14 år, er nogen af de blodigste, som Afrika har set, og de satte også deres spor i Vabah. Hun så mennesker dø og kæmpede som mange andre kvinder på landet for sit eget og sine børns liv. I to år tjente hun penge ved at sælge varer på et marked, men om natten måtte hun og familien sove i udbombede huse og bare håbe, at de ville leve til om morgenen.
Selv i dag lever traumerne lever videre blandt liberianerne, for udbredt straffrihed for de menneskerettighedskrænkelser, der fandt sted, har været med til at holde samfundets sår åbne. Volden gjorde det klart for Vabah, at hun måtte involvere sig i politik efter krigens afslutning, og for at blive klædt på til fredens udfordringer søgte hun og blev optaget på en masteruddannelse i køn og udvikling i Haag i Holland samt et studie i regeringsførelse ved Harvard Universitet i USA. Da krigen sluttede i 2003, og overgangsregeringen tog fat på genopbygningsarbejdet, lå vejen mod Ministeriet for Ligestilling og Udvikling derfor åben for hende.
Jeg fik tilbudt jobbet, men havde ingen ministererfaring. Jeg havde arbejdet i Planlægningsministeriet før, men ikke som politiker. Det var en stor mundfuld for mig at starte, men jeg sagde ja, da jeg troede på, at Ministeriet for Ligestilling og Udvikling kunne gøre en forskel for Liberias kvinder.
Efter en svær start, hvor alle sad på Coca Cola-kasser, da der ingen penge var til stole, er ministeriet nu ved at sætte et solidt fingeraftryk på regeringens arbejde. Der er efter valget planlagt en større reform, hvor alle love skal ses efter i sømmene for at gøre dem kønsneutrale, men Liberia har allerede gennemført en voldtægtslov samt reformeret arveloven. Det betyder, at kvinder nu kan arve deres ægtemænd, men meget mere kan gøres, siger Vabah.
En af de helt store udfordringer for Liberia er krigens skygge. Voldtægter var et udbredt våben mod landets kvinder, men desværre er de ikke stoppet med freden. 12 procent af piger under 17 år er ifølge International Res-cue Committee stadig udsat for seksuelle overgreb i dag, og det er et alvorligt problem for kvindernes muligheder, siger Vabah:
Før krigen var voldtægter ikke et problem. Lokalsamfundet ville udelukke en mand, hvis han forgreb sig på en pige. Under krigen var der dog udbredt straffrihed, og det har forandret vores samfund i dag. Kvinderne lider under dette, og det er en af de ting, som vi virkelig må arbejde videre med efter valget.
En anden stor udfordring er, siger ministeren, at der ikke er taget hånd om de mange unge mænd og drenge, der var soldater under krigen. De voksede op med våben og magt, men i dag er de ingenting og har ikke noget arbejde. Endnu er de ikke blevet hjulpet med deres traumer, men skal der virkelig ske fremskridt i det liberianske samfund, så er det et af de vigtigste områder at arbejde med.
Liberia har som et af verdens fattigste lande andre problemer end pengemangel. Derfor går genopbygningen og udviklingen efter krigen også langsomt, men dog støt fremad. En af de ting, som regeringen ikke har behøvet at betale for, har dog været den stolthed, som mange liberianske kvinder for første gang i deres liv har følt over at have en kvindelig leder. Rundt om i landets skoler drømmer pigerne nu om at blive politikere eller præsidenter, og for voksne kvinder har det betydet, at de pludselig tror på, at de kan kæmpe sig fremad i livet. I et mandsdomineret samfund har det været en omvæltning af de store, forklarer Vabah:
Valget af Ellen Johnson-Sirleaf har givet kvinder håb. De tror pludselig på dem selv, og det er vigtigt. Mange har haft et hårdt, traumatisk liv, men Liberia vil kunne komme fremad, hvis kvinderne er med i udviklingen.
Dog er Vabah optimist, for rundt om i familierne får pigerne nu en bedre start på livet end tidligere. Forældre ser nemlig ikke længere på pigebørn som en byrde, og i landsbyerne er kvinderne inviteret med til at tage beslutningerne frem for at sidde hjemme:
Tidligere var der kun mænd at finde i Palawa-hytterne, hvor beslutninger blev taget. Men i dag er mange kvinder med til at dyrke maden, der forsørger familien, eller sælge varer, som hjælper med at betale for børnenes skolegang. Hvis de påtager sig dette ansvar, så må de også være med i beslutningerne, og det er ved at ske rundt omkring. Forhåbentlig vil detmed tiden det vil betyde flere kvindelige politikere og ledere.