Libyen forsøger at blive et land med grænser

Hundredtusinder af mennesker passerer hvert år gennem Libyen på deres vej mod Europa. EU vil uddanne 500 libyske kystvagter ud over de nuværende 93 for at få landet til selv at standse flygtningestrømmen. Det skal ske med hjælp fra italienske fartøjer

 Menneskesmuglere har indtil nu kunnet operere stort set uhindret fra den libyske kyst og i det libyske farvand, fordi landets kystvagtstjeneste har været lige dele udygtig og korrupt og har lukket øjnene for smuglernes aktiviteter. I nogle tilfælde, som her, har kystvagten dog hjulpet med at redde bådflygtninge, efter nogle af de primitive både, bådflygtningene var bragt ombord på, er begyndt at synke. Her bringes overlevende ind til havnen i Tripoli.
Menneskesmuglere har indtil nu kunnet operere stort set uhindret fra den libyske kyst og i det libyske farvand, fordi landets kystvagtstjeneste har været lige dele udygtig og korrupt og har lukket øjnene for smuglernes aktiviteter. I nogle tilfælde, som her, har kystvagten dog hjulpet med at redde bådflygtninge, efter nogle af de primitive både, bådflygtningene var bragt ombord på, er begyndt at synke. Her bringes overlevende ind til havnen i Tripoli. . Foto: Mohamed Ben Khalifa/AP/Ritzau Foto.

Libyen har de seneste år været sidste stop for titusinder af mennesker på deres vej fra krig eller mistrøstige levevilkår i Afrika eller Mellemøsten, før de begav sig over Middelhavet mod Europa.

Efter den tidligere hersker oberst Muammar Gadaffis tilfangetagelse og død i 2011 har Libyen været kastet ud i borgerkrig og uden en samlende regering og myndighed. Landets grænser har været porøse som en si, og det har gjort det let for menneskesmuglere at bringe mennesker ind gennem ørkenen sydfra og bringe dem videre til landets lange kyst mod Middelhavet i nord.

Militsgrupper strides stadig og kæmper om magten, og de institutioner, som normalt opretholder lov og orden i et land, er enten ikke-eksisterende eller part i konflikten.

Der er for eksempel flere korps af kystvagter, og kun et af dem er loyalt over for den FN-støttede regering. Menneskerettighedsgrupper har rapporteret, at både med migranter er blevet overfaldet af mænd i uniformer fra kystvagten.

Det er blandt andet på den baggrund, at EU til sommer optrapper indsatsen for at uddanne den libyske kystvagt i håb om, at det vil resultere i, at Libyen får en effektiv grænsekontrol til havs. Uddannelsen af de libyske kystvagter skal gøre dem handlekraftige og bedre rustet til at stoppe flere smuglerbåde og redde flere bådflygtninge, inden de forlader libysk farvand og dermed forhindre, at bådflygtningene ender i Europa.

Meget få både bliver i dag stoppet af libyerne selv, og den libyske kystvagt svarer sjældent, når der kommer nødopkald fra de skibe med flygtninge, som især sejler ud fra Sabratha-kysten i nærheden af hovedstaden Tripoli. I stedet bliver flygtningene reddet, når de kommer ud i internationalt farvand af de fartøjer, der befinder sig tættest på, ofte fra en hjælpeorganisation som Læger Uden Grænser, og sejlet til Italien.

133 libyere har siden oktober været gennem et EU-træningsprogram, og i løbet af sommeren vil det tal nå op på 500 libyere, oplyser en flådeofficer i Operation Sophias hovedkvarter. Operation Sophia er EU’s flådeprogram i Middelhavet, målrettet farvandet mellem Libyen og Italien.

Italien har lovet libyerne en stribe nye fartøjer til kystvagten, og den italienske indenrigsminister, Marco Minniti, sagde efter et møde i Rom i marts med den FN-støttede libyske regeringsleder, Fayez al-Sarraj, at skibene kommer, når libyerne er færdige med uddannelsen, senest til sommer.

Projektet er et af EU’s svar på flygtningekrisen i Middelhavet, og håbet om, at det kan være med til at bremse strømmen af migranter og flygtninge fra Libyen, er ikke blevet mindre efter, at årets første måneder har set en fordobling i antallet af bådflygtninge til Italien i forhold til sidste år.

EU indledte Operation Sophia med det officielle navn EUNAVFOR Med, European Union Naval Force Mediterranean, i 2015. Operationen råder over fem flådeskibe og fem helikoptere og fly, udlånt på skift af medlemslandene.

Mens de to Frontex-operationer Triton og Poseidon i henholdsvis den vestlige og østlige del af Middelhavet skal overvåge grænsen, skal Sophia fange menneskesmuglere – eller i det mindste ødelægge deres både, så de ikke kan bruges igen.

Så når flygtningene er reddet fra en af de synkefærdige både, skyder operation Sophia den i sænk, for eksempel fra et hangarskib.

De militære metoder har vakt kritik fra humanitære hjælpeorganisationer, som mener, at EU investerer sine penge helt forkert.

“At se dem komme ind til sidst, med de midler, helt ude af proportion, bare for at brænde tomme flygtningebåde af, er uhyrligt,” erklærede blandt andet et medlem af besætningen på et skib fra organisationen Sea-Watch, Nico Jankowski efter en redningsaktion.

“Det er simpelthen utroligt, at dét er, hvad EU-skattemidler bliver brugt til,” erklærede han i følge organisationens webside, og en blogger samme sted tilføjede, at ”med de midler, der er investeret i EU-flåden, og den kapacitet og effektivitet, den kan have, så er det en skam at se, hvad den bliver brugt til, når hjælpeorganisationerne stadig står alene med redningsaktionerne.”

De private organisationers redningskibe er ofte alene om at komme til hjælp, fordi de ligger tæt på libysk farvand, mens for eksempel den italienske kystvagt og skibe i Triton-operationen først sejler ud, når de bliver bedt om det af den centrale redningstjeneste i Rom.

Redningstjenesten kan dog også sende krigsskibene fra Operation Sophia til undsætning, og de har været med til at redde titusinder af liv. Til dags dato har de også ødelagt 422 både og været med til at få anholdt 109 formodede menneskesmuglere.

Træningen af libyske kystvagter har blandt andet fundet sted på Sophia-fartøjer som det italienske hangarskib Giuseppe Garibaldi, og når de 500 mand er færdiguddannede til sommer, går en ny fase i gang, hvor de skal trænes på de både, de får af italienerne, i libysk farvand.

“Men det kan altså først ske, når de har fået bådene, og når Libyen inviterer os til at komme,” siger flådeofficeren fra operationens hovedkvarter i Rom, og det er ikke sket endnu.

Ifølge ham har Sophia-flåden aldrig været inde i libysk farvand, og i Libyen er der diskussion om, hvorvidt man skal give EU lov til at tage det skridt.

Ud over skibe fra Italien har kystvagten også brug for meget andet udstyr for at komme til at fungere, og EU har bedt libyerne om at komme med en plan for, hvordan de vil organisere kystvagttjenesten, og en liste over det udstyr, de har brug for.

Det har Libyen gjort, men det britiske nyhedsbureau Reuters citerede forleden EU-embedsmænd for at sige, at listen ligner ”en forvirret indkøbsliste”, og at det er tydeligt, at Libyen ”ikke har en plan for, hvordan de vil stoppe smuglerne.”

”Vores mål er ikke at være i libysk territorialfarvand. Vores mål er, at libyerne skal gøre arbejdet dér,” sagde EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, ifølge Reuters forud for et forsvarsministermøde for nylig.

Den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, afslørede ved samme lejlighed nogen usikkerhed ved tanken om at overlade militært udstyr til den libyske kystvagt:

”EU må tænke meget over, hvem vi træner i Libyen, og hvem i kystvagten der kan betragtes som loyale,” sagde ministeren.

Når EU trods betænkelighederne alligevel fortsætter ad den vej, skyldes det udsigten til endnu en sommer, hvor Italien efter al sandsynlighed igen skal tage imod en massiv strøm af flygtninge og migranter.

Situationen i Libyen og på det afrikanske kontinent generelt er på ingen måde blevet bedre, og strømmen af afrikanere, der søger mod nord, ikke mindre. Nogle har fra begyndelsen det mål, at de vil videre til Europa, mens andre føler sig tvunget til at forsøge det, fordi de har krydset stadigt flere grænser uden at finde en måde at leve på og slet ikke kan det i Libyen.

En af de få organisationer, som stadig arbejder i landet, er den internationale organisation for migration IOM, der i sidste uge kom med en rapport, der forsøger at måle flygtninge- og migrantsituationen.

IOM mener som mange andre, at der kan være op mod en million migranter i Libyen, der har en befolkning på seks millioner. IOM har været i stand til at identificere 381.463 af dem fra i alt 38 forskellige lande.

Den største gruppe er fra Egypten, derefter følger Niger og Chad.

”Der har altid været migranter i Libyen, og man kan se på landet som en slags migrationens lagkage,” siger Daniel Salmon, koordinator på projektet.

Han henviser til, at de mange migranter i landet er der under meget forskellige forhold – eller lag.

”Der er for eksempel et meget stort antal, der bevæger sig hurtigt gennem landet, og det gør det meget svært at identificere dem,” siger han.

Daniel Salmon siger, at migranterne ikke nødvendigvis er et problem i Libyen. Som rapporten også fortæller, kan der være områder med spændinger mellem flygtninge, migranter og libyere, men mange andre steder bor og arbejder de uden problemer.

”Arbejdsstyrken er med til at understøtte den libyske økonomi,” siger han og nævner, at der er grupper af egyptere, som har levet og arbejdet i landet i mange år uden flere problemer end dem, alle andre også har.

”Så billedet er ikke, som det ofte bliver malet: at migranter kun har negativ betydning for Libyen.”

Ifølge Daniel Salmon er muligheden for at gøre noget nu større end under Gaddafi, og IOM er engageret i mange projekter, blandt andet med at beskytte de mest sårbare af flygtningene.

IOM har afsløret slavehandel med migranter, og ifølge den nye rapport sidder omkring en procent af migranterne i fængsler og i de berygtede såkaldte safe-houses (sikre huse), hvor menneskesmuglere mishandler dem.

Hvad angår EU’s håb om, at Libyen en dag begynder at stoppe strømmen af flygtninge, siger Daniel Salmon, at ”migranter jo blot er et af de store problemer, som libyerne skal forsøge at løse. Og de ser nok gerne, at det spørgsmål ikke kun bliver set som en libysk udfordring, men som et globalt problem, som hele Afrika og EU skal arbejde med.”

Det vil efter hans mening blandt andet sige at hjælpe og støtte de libyske institutioner, så de kan komme til at administrere, også med en stærkere grænsekontrol og bekæmpning af menneskesmuglingen.

Men samtidig ved at skabe udvikling, så folk får nogle muligheder og noget at leve af ”og ikke bliver drevet ind i illegale aktiviteter”, understreger Daniel Salmon.

En gruppe bådflygtninge venter i Tripoli efter at være blevet reddet, da deres oppuste-lige gummibåd begyndte at synke ud for kysten den 13. april i år. Der var 120 mennesker ombord på båden. 23 af dem blev reddet af den libyske kystvagt, mens 97 personer savnes, herunder 15 kvinder og børn.
En gruppe bådflygtninge venter i Tripoli efter at være blevet reddet, da deres oppuste-lige gummibåd begyndte at synke ud for kysten den 13. april i år. Der var 120 mennesker ombord på båden. 23 af dem blev reddet af den libyske kystvagt, mens 97 personer savnes, herunder 15 kvinder og børn. Foto: Hamza Turkia/Xinhua/Ritzau Foto