Lisseth og Nicaraguas andre aprilmødre ønsker at få svar på, hvem der dræbte deres sønner

Den 15-årige Álvaro Conrado var det andet dødsoffer under sidste års demonstrationer i Nicaragua. Lisseth Dávilas søn blev et symbol for protesterne, og hans mor begyndte at samle ofrenes mødre, så de sammen kunne opnå vished og retfærdighed. ”Det er som et mareridt, jeg ikke kan vågne fra,” siger hun

”Jeg taler med min søn hver morgen, for jeg kan ikke acceptere, at han er væk,” siger Lisseth Dávila foran den store mindetavle med fotos af Álvaro Conrado Dávila og sønnens yndlingsting i sin eksmands hjem i Managua. – Alle fotos: James Rodriguez/Panos Pictures.
”Jeg taler med min søn hver morgen, for jeg kan ikke acceptere, at han er væk,” siger Lisseth Dávila foran den store mindetavle med fotos af Álvaro Conrado Dávila og sønnens yndlingsting i sin eksmands hjem i Managua. – Alle fotos: James Rodriguez/Panos Pictures.

”Det gør ondt at trække vejret.”

De desperate ord kom fra den 15-årige Álvaro Conrado Dávila til menneskemængden omkring ham, efter at han var faldet til jorden. Han var blevet skudt i halsen, mens han bar vand hen til den store moderne domkirke i centrum af Managua, Nicaraguas hovedstad, hvor regeringskritiske demonstranter var i færd med at indsamle mad og medicinsk udstyr til studenter, der havde søgt tilflugt i kirken.

Álvaros forældre mener, at han blev skudt af en snigskytte, fordi lægen, der opererede ham, vurderede, at kuglerne havde ramt ham oppefra. Han var iført blå jeans, sneakers og en rød jakke, og det gjorde ham ifølge forældrene til et let mål.

De mistede deres søn den 20. april 2018. Álvaro var det andet dødsoffer under de omfattende demonstrationer, der tog fart to dage tidligere som protest mod en kontroversiel pensionsreform. I forbindelse med beskeden om hans død fik Lisseth Dávila, Álvaros mor, at vide, at Álvaros liv sandsynligvis kunne have været reddet, hvis han var blevet behandlet i tide.

”Sygeplejeren, der sad ved siden Álvaro i bilen, fortalte mig, at hun forgæves bankede på hospitalets dør og bad personalet om at åbne. Portneren sagde, at han havde fået ordre om ikke at lade nogen fra demonstrationerne komme ind. Til sidst kørte de videre til et privathospital, hvor han blev opereret i fire timer, men desværre...,” siger hun uden at afslutte sætningen.

Álvaro Conrado Dávilas smilende drengeansigt pryder badges, som bliver solgt ved regeringskritiske demonstrationer foran Managuas nye domkirke. Den 15-årige teenager blev skudt den 20. april 2018, da han prøvede at bringe vandforsyninger til de universitetsstuderende, som havde søgt ly i Den Ubesmittede Und-fangelses Domkirke fra 1993.
Álvaro Conrado Dávilas smilende drengeansigt pryder badges, som bliver solgt ved regeringskritiske demonstrationer foran Managuas nye domkirke. Den 15-årige teenager blev skudt den 20. april 2018, da han prøvede at bringe vandforsyninger til de universitetsstuderende, som havde søgt ly i Den Ubesmittede Und-fangelses Domkirke fra 1993.

Lisseth Dávila er netop fyldt 40 år og ser på billederne af Álvaro, som hænger på stuevæggen bag hende som et slags mindealter for sønnen, og fortæller, at de er gaver til familien fra bekendte og fremmede.

”Han er flot, ikke?”.

Under billederne og tegningerne af Álvaro står den guitar, der ifølge forældrene var sønnens store interesse – sammen med engelsk og skateboardet, som han plejede at stå på hver lørdag, lige siden han var lille. Álvaro var den ældste af tre søskende, og ifølge Lisseth drømte han om at studere jura, ”fordi han var et sludrechatol og diskuterede og forsvarede sig selv”.

Da Álvaros far besvarede opkaldet fra hospitalet, ringede han først hjem og spurgte, om sønnen ikke var på sit værelse. Så huskede han det. Hvordan Álvaro havde insisteret på at få lov til at slutte sig til demonstrationerne, efter at hans far, som hedder Álvaro Conrado ligesom sønnen, havde forbudt det. Hvordan Álvaro havde sagt, at han kunne løbe hurtigt, hvis politiet jagtede ham.

”Han ventede, indtil vi var gået på arbejde. Om fredagen plejede han at sove længe, fordi han ikke havde undervisning,” siger Álvaros far.

”Den dag vågnede han tidligere end normalt. Men vi forstod ikke, at han var på vej til demonstrationerne,” mindes hans ekskone, Lisseth Dávila.

Et par dage efter Álvaros død trak regeringen den kritiserede pensionsreform tilbage. Men demonstrationerne fortsatte, nu mod præsident Daniel Ortega selv, styrets omfattende korruption og magtfuldkommenhed. Studerende besatte universiteter, hvor de byggede barrikader mod politiet og regeringsvenlige militser. Protesterne skulle udvikle sig til de største, siden den tidligere socialistiske sandinistleder for 11 år siden igen kom til magten.

Det er familie og venner, der har givet de sørgende forældre tegninger og fotos af Álvaro Conrado Dávila, som nu mindes i sin fars hjem, hvor også den dræbtes højt elskede guitar hænger på mindevæggen.
Det er familie og venner, der har givet de sørgende forældre tegninger og fotos af Álvaro Conrado Dávila, som nu mindes i sin fars hjem, hvor også den dræbtes højt elskede guitar hænger på mindevæggen.

For oppositionen blev Álvaro snart symbolet på statens vold under demonstrationerne. Hans smilende, drengede ansigt kiggede ned fra plakater, blev solgt som souvenirs og bar brænde til demonstranternes vrede.

Efterhånden som dødstallet blandt demonstranterne steg, begyndte Álvaros ord om, at ”det gør ondt at trække vejret” at blive et slogan, der repræsenterede den nicaraguanske oppositions kollektive sorg i sange og kampråb.

Mindst 325 mennesker er døde under de månedlange protesterne ifølge det lokale center for menneskerettigheder, Cenidh. De fleste dødsofre var unge mænd ligesom Álvaro. Ifølge blandt andre Amnesty International og Cenidh blev de fleste ligesom Álvaro skudt med stor træfsikkerhed i hovedet, halsen eller brystet. Og ligesom Álvaro døde flere af dem, efter at hospitalernes døre blev låst for næsen af dem.

I dag er graffitier det eneste minde om de voldsomme protester i Managuas gader. Siden slutningen af september sidste år er ethvert optræk til demonstrationer hurtigt blevet slået ned af politiet. Pickupper med politipatruljer i sort tøj står klar rundt omkring i hovedstaden, mens titusinder er flygtet til nabolandene, og foreløbig kun 200 ud af mindst 700 politiske fanger er blevet frigivet i løbet af de seneste uger.

”De arrangerer motocross-løb på strandpromenaden, indvier parker og forsøger at give indtryk af, at alt er normalt igen. Tror de, at vi efter al den sorg og smerte vil fortsætte, som vi plejer?”.

Lisseth Dávila bliver tavs et øjeblik. En motorcykel gasser op uden for den åbne dør, bliver stille i et par sekunder og brummer forbi døren igen. Eftermiddagsheden er kvælende.

”Efter den 20. april er jeg nok blevet lidt skør,” fortsætter hun om sin egen mistænksomhed.

”Jeg taler med min søn hver morgen, for jeg kan ikke acceptere, at han er væk. Jeg ønsker at se ham, at mærke ham, høre ham. Det er en forfærdelig følelse. Som et mareridt, jeg kan ikke vågne op fra.”

Blandt de hundredvis af dødsfald under protesterne mellem april og september sidste år er kun et par stykker ifølge ngo’en Cenidh blevet efterforsket, så det har ført til deciderede retssager. Lisseth Dávila har flere gange bedt om oplysninger om, hvordan det står til med efterforskningen af hendes søns død, men uden held.

Kort efter Lisseth Dávila besøgte anklagemyndigheden første gang, måtte hun erkende, at det ville blive en lang kamp at finde Álvaros mordere. Hun besluttede, at hun ikke ville lade sig opsluge af sorg og magtesløshed, men begyndte i stedet at samle flere af de andre mødre, der havde mistet børn under demonstrationerne. Inspireret af de berømte mødre fra Plaza de Mayo i Buenos Aires, hvis børn forsvandt under Argentinas militærdiktatur, gik de sammen og organiserede sig for at fortsætte jagten på juridisk retfærdighed. De kaldte foreningen for Madres de Abril, aprilmødrene.

”Flere og flere sluttede sig til og delte deres historier, vi græd sammen, diskuterede, hvordan vi ville gå videre og opnå retfærdighed for vores sønner. Jeg troede aldrig, jeg ville komme til at kende andre med lignende erfaringer som mig selv. Nu er vi som en stor familie,” fortæller Lisseth Dávila.

Snart fik mødrene til ofrene for demonstrationerne i april følgeskab af mødre til ofrene fra maj. Siden fra juni, juli og september. Mødrene skrev og ringede til anklagemyndigheden, de organiserede uddannelsesdage og talte med medierne. Sammen med advokater fra Cenidh begyndte de at indsamle dokumentation for de formodede drab. Men menneskerettighedsorganisationen blev lukket af regeringen den 12. december sidste år. Det gjorde Cenidh til endnu en i rækken af nicaraguanske menneskerettighedsorganisationer, der blev frataget deres juridiske status i november og december sidste år. Dagen efter beskeden stormede det nicaraguanske politi ngo’ens kontor i Managua og konfiskerede computere, kameraer og dokumenter.

Organisationens advokater fortsatte først samarbejdet med aprilmødrene fra hemmelige steder og uden adgang til en stor del af deres materiale. I dag lever 7 af de 15 medarbejdere i eksil. Den advokat, der tog sig af Álvaro Conrados sag, var en af de første til at flygte ud af landet på grund af det, han beskriver som dødstrusler og forfølgelse. Inden da havde han blandt andet været med til at anmelde en række trusler mod Lisseth Dávila og hendes familie.

”De er kommet til vores hus i en bil uden nummerplade og med maskerede ansigter. De har ringet til mig, de truer os på sociale medier. De tror, at de kan skræmme mig til tavshed,” siger den troende katolik og fortsætter:

”Men jeg lovede Álvaro, at vi ville kæmpe til sidste blodsdråbe – om Gud vil. Hvad er der galt med, at en mor ønsker at vide, hvem der skød hendes søn?”.

I dag tæller aprilmødrene omkring 150 medlemmer, og Lisseth Dávila fortæller, at de hele tiden bliver flere. Ingen af deres sager er kommet for retten endnu, så vidt Cenidhs medarbejdere ved.

”Vi får brug for tålmodighed, styrke og mere tålmodighed. Omverdenen skal se, at denne form for forbrydelse ikke går ustraffet hen,” siger Lisseth Dávila.

Forud for årsdagen for Álvaros død på lørdag har hun fået trykt T-shirts med teksten ”det gør ondt at trække vejret” – hendes søns ord, som Lisseth og resten af april-mødrene nu har gjort til deres egne.

Oversat fra svensk af bureauet Translated By Us

Hvem kan stå bag drabene?

En FN-rapport slog i august sidste år fast, at Nicaraguas regering stod bag omfattende undertrykkelse af befolkningen og politiske modstandere.

Rapporten beskriver ulovlige anholdelser, tortur og lukkede retssager i kølvandet på protesterne mod Ortega-styret.

Flere læger, professorer og dommere fortæller desuden, at de er blevet fyret for at have hjulpet eller støttet demonstranter.

Nicaraguas lægeforbund advarede den 25. maj 2018 om, hvordan lægerne blev tvunget til at nægte sundhedspleje til tilskadekomne demonstranter. Ifølge den nu lukkede menneskerettighedsorganisation Cenidh blev omkring 320 læger fyret fra offentlige sygehuse i løbet af 2018 for at have behandlet demonstranter. En statslig undersøgelse har til gengæld slået fast, hospitalerne fik ordrer om at tage imod demonstranter i nød.

Imens har den interamerikanske kommission for menneskerettigheder under Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, i en rapport udpeget politiet og regeringsvenlige grupper som ansvarlige for størstedelen af drabene under demonstrationerne indtil udgangen af maj 2018.

Aprilmødrene har blandt andet på en pressekonference givet udtryk for, at regeringen og deres paramilitære enheder står bag drabene på deres sønner.

Nicaraguas regering har ikke i nogen af tilfældene indrømmet overgreb fra politiet eller overdreven magtanvendelse under demonstrationerne. I stedet har den anklaget kupmagere fra oppositionen for at stå bag volden og forsøg på at vælte regeringen.

I et kommuniké fra slutningen af maj 2018 identificerede regeringen ”oppositionsgrupper med specifikke politiske dagsordener” som ansvarlige for volden. Den har desuden beskyldt menneskerettighedsorganisationer og medier for at promovere en agenda om at vælte regeringen.

Regeringen har nægtet eksistensen af paramilitære enheder og taler i stedet om frivillige politifolk.

Den 27. februar 2019 blev forhandlingerne mellem den nicaraguanske regering og oppositionen genoptaget, otte måneder efter det seneste forsøg på dialog med den katolske kirke som mægler. Blandt punkterne på dagsordenen er blandt andet juridisk retfærdighed for ofrene for demonstrationerne og en fremskyndelse af præsidentvalget. Det førte i begyndelsen af denne måned til, at 50 personer blev løsladt fra de nicaraguanske fængsler, så i alt 200 fanger nu er løsladt, men flere end 500 politiske fanger menes stadig at sidde fængslet efter protesterne, som har drevet omkring 30.000 nicaraguanere på flugt til nabolande som Costa Rica.