Liu Xiaobo tabte den sidste kamp i sit kinesiske fængsel

Den kinesiske litteraturprofessor, systemkritiker og modtager af Nobels fredspris Liu Xiaobo er død i en alder af 61 år

Den kinesiske litteraturprofessor og modtager af Nobels Fredspris Liu Xiaobo er død af leverkræft i en alder af 61 år.
Den kinesiske litteraturprofessor og modtager af Nobels Fredspris Liu Xiaobo er død af leverkræft i en alder af 61 år. Foto: AP.

”Jeg har ingen fjender og nærer ikke noget had.” Mange husker sikkert ordene fra det bevægende øjeblik, da den norske skuespiller Liv Ullmann i 2010 læste den tale, som årets modtager af Nobels fredspris selv var forhindret i at holde. På podiet stod i stedet en tom stol som symbol på fraværet af Liu Xiaobo, der sad i en kold fængselscelle i Nordkina.

Tidligere i dag døde den 61-årige litteraturprofessor, forfatter og systemkritiker af kræft på et hospital i byen Shenyang, stadig i fangenskab i lighed med den tyske journalist og pacifist Carl von Ossietzky, der af nazisterne blev forhindret i at modtage Nobels fredspris i 1936 og senere døde som en ufri mand.

Fredsprisen var ellers den første af slagsen til en kineser, men den blev mødt med fortørnelse og vrede af kommunistpartiet, der har været uforsonlig til det sidste. Trods internationalt pres blev Liu Xiaobo nægtet udrejse af Kina, og først for nylig er relationerne med Norge blevet genoprettet.

Den skingre kinesiske reaktion stod i skærende kontrast til Liu Xiaobos mangeårige, fredelige kamp for menneskerettigheder og demokrati. Som han skrev i sin berømte forsvarstale, der egentlig var beregnet til at blive læst den juledag 2009, da han stod foran dommerne i Beijing:

”At gøre en ende på magtens monopol og et bestemt partis særlige privilegier er kun at forlange af det herskende parti, at det giver magten tilbage til folket og endeligt etablerer et frit samfund, for folket, ved hjælp af folket og af folket.”

Og tilføjede han:

”I de 20 år fra 1989 til 2009 er de meninger, som jeg har udtrykt om politiske reformer i Kina, til stadighed blevet formuleret som gradvise, fredelige, velordnede og kontrollable.”

Han fik ikke lov til at læse sin tale i retten, men blev i stedet idømt 11 års fængsel for ”opfordring til omstyrtelse af statsmagten”. For når det kommer til krav om frivillig afgivelse af magten er Kinas Kommunistiske Parti ubøjeligt, og derfor måtte Liu Xiaobo straffes hårdt.

Året efter fik han så Nobelprisen for sin langvarige, ikke-voldelige kamp for menneskerettighederne i Kina, og først ved den lejlighed blev talen, der var smuglet ud af Kina, læst op.

I december 2008 blev Liu Xiaobo afhentet af politiet. Det skete to dage før offentliggørelsen af manifestet Charter 08, der var et usædvanligt direkte krav om ytrings- og religionsfrihed og et demokratisk Kina. Manifestet, der blev offentliggjort på 60-årsdagen for FN’s Menneskerettighedserklæring i 2008, talte for en fri, føderal og demokratisk kinesisk stat. Det var inspireret af det tjekkoslovakiske Charta 77, der havde den tidligere dissident, præsident og Nobelpristager Vaclav Havel som medforfatter.

Som Havel var Liu Xiaobo intellektuel og forfatter. Han blev født i 1955 i Changchun i Jilin-provinsen i det nordlige Kina. Han kom fra et intellektuelt hjem, men under Kulturrevolutionen tilbragte han nogle år på landet i Indre Mongoliet og senere i Jilin.

Efter Kulturrevolutionens afslutning studerede han litteratur på Jilin Universitet, og i 1982 blev han optaget på Beijing Normal University, hvor han tog en mastergrad i litteratur, hvorefter han begyndte at undervise på universitetet. Han giftede sig med Tao Li, som han fik en søn sammen med i 1985. Parret blev senere skilt, og hun og sønnen emigrerede til USA.

Som litteraturprofessor på Beijing Normal University fik Liu Xiaobos skrifter og bøger betydelig indflydelse på det intellektuelle miljø i sidste del af 1980’erne. Han var følte et ansvar over for nationen og påtalte dets mangler i ofte provokative vendinger. Han var eksempelvis en skarp kritiker af Kinas konfucianske arv og argumenterede for, at Kina skulle vestliggøres.

De personlige omkostninger skulle dog snart blive høje.

Da studenter demonstrerede på Den Himmelske Freds Plads i 1989, opholdt Liu Xiaobo sig i USA, men hastede tilbage til Beijing. Her gik han sammen med tre andre i sultestrejke i et forsøg på at forhindre, at det skulle ende i et blodbad. Forsøget på at mægle mellem demonstranter og myndigheder var medvirkende til, at de fleste unge kunne forlade pladsen, inden militæret rykkede ind med våbenmagt natten mellem den 3. og 4. juni.

Det forhindrede, at endnu flere civile blev dræbt, men frem for at vinde hæder, endte Liu Xiaobo selv i fængsel. Han mistede sit arbejde på universitetet, og hans bøger og skrifter blev forbudte eller censurerede i Kina. Han skrev dog ufortrødent videre, og flere af hans bøger udkom i Taiwan og USA.

”Jeg beundrer Liu Xiaobos mod og beslutsomhed. Han er en mild person, og hans analyser er altid rationelle. Da han blev overvåget og forhindret i at forlade sit hjem, anerkendte han alligevel de fremskridt, der er sket i Kina, herunder den større frihed til at udtrykke holdninger,” sagde Jean-Philippe Béja fra det franske Center for Internationale Studier og Research og Liu Xiaobos mangeårige ven, da han blev tildelt fredsprisen.

Hans kinesiske kritikere og vestlige Kina-støtter forsøgte dog at underkende ham som en værdig Nobelprismodtager. Det gjorde de på baggrund af, at Liu Xiaobo blandt andet havde støttet USA’s krig mod terror og de amerikansk ledede invasioner af Afghanistan og Irak. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om han var en ægte, kinesisk patriot, fordi han havde givet udtryk for beundring af den britiske kolonisering af Hongkong:

”Det tog Hongkong 100 år at blive, hvad det er. I betragtning af Kinas størrelse ville det helt sikkert have brug for 300 års kolonisering for at blive, som Hongkong er i dag. Jeg tvivler selv på, om 300 år ville være nok,” skrev han i 1988.

Ifølge Liu Xiaobos venner var det ment som en provokation, men hans kritikere brugte teksten til at så tvivl om hans patriotisme.

I de hektiske måneder op til OL i Beijing i 2008 frarådede Liu Xiaobo i et interview til det tyske magasin Der Spiegel en vestlig boykot af Legene og udtrykte i stedet håb om, at OL ville blive en succes.

Han har i årevis talt Tibets sag og støttet Dalai Lamas krav om selvbestemmelse for det tibetanske folk. Efter det tibetanske oprør i 2008 opfordrede han sammen med andre intellektuelle den kinesiske ledelse til at gå i dialog med Dalai Lama, hvilket som bekendt aldrig er sket.

Da han i 1990’erne endnu engang var i unåde og måtte tilbringe tre år i arbejdslejr, blev han gift med Liu Xia, som skulle blive hans støtte til det sidste. De to havde mødt hinanden allerede i 1982, men blev først gift 14 år senere. På bryllupsdagen fik han udgangstilladelse, og de to spiste frokost sammen, før han blev sendt tilbage til lejren.

”Jeg var meget lykkelig, fordi da jeg blev gift med ham, kunne jeg få lov til at besøge ham i anstalten,” sagde Liu Xia i et interview i 2010.

Hun var selv digter og interesserede sig ikke synderligt for politik, ”men når du er gift med sådan en mand, vil politik interessere sig for dig,” sagde hun ifølge Aftenposten.

Da Liu Xiaobo endte i fængslet i Nordkina, fik han i første omgang besøg af Liu Xia én gang om måneden, men forholdene blev ændret, da han fik fredsprisen. Liu Xia blev sat i husarrest, overvåget døgnet rundt og totalt isoleret fra omverden. De få gange, det lykkedes vestlige journalister at snige sig forbi vagterne og besøge hende, var hun nedbrudt, led af depression og dårligt helbred.

Ifølge rapporterne fik hun lov til at besøge ham på hospitalet i Nordkina, og Liu Xiaobo forsøgte på sit dødsleje at redde Liu Xia ud af Kina. Han udtrykte ønske om at blive behandlet for sin leverkræft i enten Tyskland eller USA, men det var formentlig også et sidste forsøg på at få hende ud af landet.

Heller ikke denne sidste kamp lykkedes det ham at vinde, og hendes skæbne er nu uvis. På sigt er det også vanskeligt at bedømme, hvor stor Liu Xiaobos indflydelse på udviklingen i Kina har været, og hvad hans kinesiske eftermæle vil blive. Selv bevarede han troen, for som han skrev i sin forsvarstale:

”Set fra et objektivt synspunkt er det at begrænse folkets ret til at udtrykke sig som at spærre en flod; fængslets høje mure kan ikke standse friheden til at udtrykke sig.”