Prøv avisen

Livet går videre uden for katastrofeområdet

Livet går sin gang, trods Japans voldsomme krise. Her ses en ældre kvinde i et supermarked i byen Tono, hvor hylderne dog er noget mere tomme end normalt. Foto: Scanpix. Foto: DAMIR SAGOLJ

I det sydlige Japan langt fra katastrofeområdet fortsætter hverdagen for japanerne, som organiserer indsamlinger til fordel for ofrene

"Jeg vil ikke sige, vi tager det roligt. Vi har også atomkraftværker tæt på Kyoto, og jordrystelserne fortsætter. De seneste, som nåede 6,1 på richterskalaen, kunne vi tydeligt mærke. Husets lamper svingede. Men hverdagen fortsætter."

Ligesom japanerne, der er konfronteret med den største katastrofe siden Anden Verdenskrig, tager Christian Hermansen tilsyneladende situationen med ophøjet ro.

LÆS OGSÅ:Over 20.000 er døde og savnede i Japan

Han er luthersk-evangelisk missionær tilknyttet missionsselskabet Areopagos og underviser desuden i engelsk på det kristne Kwansei Gakuin Universitet i Kyoto 500 kilometer syd for Tokyo. Her har han boet i 10 år med sin kone, Noriko, og parrets to børn.

LÆS OGSÅ:Stort tema om Japan efter jordskælvet

Her fortsætter hverdagen næsten som sædvanlig. Børnene går i skole, og folk passer deres arbejde. Tv, som bringer oplæsninger af listerne med navne over forsvundne efter jordskælvet og tsunamien i Sendai, er igen begyndt at sende tegnefilm.

"Vi har mad i butikkerne, vi mangler ikke noget. Vi kan heller ikke mærke, at folk i stort tal forlader Tokyo for at bringe sig i sikkerhed sydpå," siger Christian Hermansen.

LÆS OGSÅ:Hele verden beder for Japan på internettet

"Selvfølgelig tænker vi på, om vi også vil blive ramt af katastrofen. Men ifølge eksperterne vil vinden ikke føre atomskyen denne vej. Og i forhold til ofrene omkring Sendai er den almindelige holdning: 'Hvad kan vi gøre?' Vi kan ikke bare sende folk derop. Transportforbindelserne er afbrudt, og de, der oplevede jordskælvet i Kobe i 1996, ved, at det ikke dur at komme anstigende. Men der samles penge ind til for eksempel Japansk Røde Kors i skolerne og på arbejdspladserne, og folk er villige til at melde sig som volontører til for eksempel maduddeling i katastrofeområdet, hvis der bliver brug for det."

"Hvad kan vi gøre," er i det hele taget blevet et af de mest benyttede udtryk i Japan efter jordskælvet.

"Der ligger formentlig en vis fatalisme bag den ro og selvbeherskelse, japanerne udviser," mener Christian Hermansen.

"I de seneste 10 år har vi vidst, at en stor katastrofe kunne indtræffe når som helst. Jordskælvene kommer med bestemte intervaller, og der er gået næsten 100 år siden det store jordskælv i Tokyo i 1923. Skolerne og andre bygninger er jordskælvssikrede. Fra barnsben bliver japanerne opdraget til, at det kan blive nødvendigt at flygte. Skolerne lærer børnene, hvordan de skal reagere, og hvor de skal løbe hen i tilfælde af jordskælv. Alle ved, at der ikke gives sikkerhed eller beskyttelse mod denne trussel."

Christian Hermansen er ph.d. i japanske studier og har tidligere redigeret et tidsskrift om Japans religioner. Bevidstheden om, at landet til enhver tid kan blive ramt af en katastrofe, blander sig med japanernes kulturelle og religiøse baggrund.

"Det er et grundlæggende element i buddhismen og også i den oprindelige shinto-tradition, at 'alt flyder'. Kulturelt set er der et rodfæstet livssyn, der indebærer, at tingene har deres tid. De forsvinder og kommer igen i en anden form. Græsset, som er grønt i dag, vil visne i morgen. Det betyder ikke, at man ikke individuelt kan blive vred over at blive ramt af skæbnen. Og man vænner sig også mest til truslen, fordi man håber, at det er de andre, det vil gå ud over. Men det giver japanerne en vis fatalistisk indstilling til livet; hvad kan man gøre," siger Christian Hermansen.

bpedersen@k.dk