Prøv avisen

Livet gik videre

Rejsende passerer en politibetjent i Los Angeles lufthavn. Efter 11. september har amerikanerne vænnet sig til at acceptere lange køer i lufthavnen og åbner deres tasker, når de går til sportsbegivenheder og koncerter. Men det betyder ikke, at amerikanerne i dag går rundt med eksistentiel angst og psykopatologiske lidelser. – Foto: Jonathan AlcornReuters.

Terrorangrebene i New York og Washington var et chok for amerikanerne og udløste sociale skælv. Men 10 år efter er den nationale psyke uskadt, siger samfundseksperter

Daggry i New York og Washington den 11. september 2001 var badet i sollys fra en knaldblå himmel. Inden klokken nåede at slå 10, var idyllen brutalt brudt af brag og ildkugler og askedækkede mennesker på flugt fra sammensynkende skyskrabere, og Amerika stod forandret tilbage.

LÆS OGSÅ: Når religionernes synspunkter kolliderer

Amerikanernes godt 10 år lange pause fra historien efter den kolde krigs ophør var slut. Terrorangrebet udløste en kraftig trang til selvbeskyttelse, og USA søsatte initiativer, der undergravede borgerrettigheder og satte et mastodontisk nyt sikkerhedsbureaukrati i bevægelse. Det, som fulgte, var et årti med nye krige, økonomisk nedsmeltning og social og politisk splittelse.

Men knuste terrorangrebet amerikanernes tryghedsfølelse og idé om nationens uovervindelighed? Forandrede det selve den amerikanske sjæl?

Svaret er i meget brede træk nej. Det vurderer amerikanske eksperter i psykologi og samfundsforhold.

Ængsteligheden i ugerne og månederne efter angrebet var en normal reaktion på en anormal begivenhed, konstaterer Roxane Cohen Silver, der er professor i psykologi og social adfærd ved University of California i Irvine og medforfatter til flere undersøgelser om psykologiske reaktioner på terrorangrebene.

LÆS OGSÅ: Terrorister vil angribe USA den 11. september

I den første periode var de psykologiske reaktioner stærke, og mennesker over hele landet udviste tegn på dyb angst og posttraumatisk stress. Det udløste skælv i vores sociale struktur og en kollektiv følelse af en ny national sårbarhed, forklarer Roxane Cohen Silver.

Men i dag er den nationale psyke genoprettet, understreger hun.

Ja, vi er forandrede. Vi har vænnet os til at acceptere lange køer i lufthavnen, og vi åbner uden at kny vores tasker, når vi går til sportsbegivenheder og koncerter. Men det betyder ikke, at amerikanerne går rundt med iboende eksistentiel angst og psykopatologiske lidelser. I dag, 10 år efter, er den nationale psyke intakt, siger Roxane Cohen Silver, der også har fungeret som rådgiver for det amerikanske ministerium for national sikkerhed.

Terrorismens formål er psykologisk i selve sin natur, påpeger hun.

Det handler om at indgyde samfundet uro og usikkerhed. Set fra den synsvinkel mener jeg ikke, at angrebene lykkedes. De var en tragedie, der kostede tusinder af menneskeliv og indhyllede nationen i sorg, men på langt sigt har terroristerne ikke vundet. I det store hele er vi stadig et samfund, som trives, siger hun.

Den vurdering bakkes op af Gary Schmitt, der er direktør for programmerne for strategiske studier og amerikansk borgerskab ved den konservative tænketank American Enterprise Institute.

I slipstrømmen på 11. september var vi frygtsomme og usikre, og regeringen så stort på visse borgerrettigheder. Men vi er tilbage til en normaltilstand. Fordi der ikke har været et nyt succesrigt angreb på amerikansk jord, hersker der ikke i dag en følelse af, at vi er nødt til konstant at kigge os over skulderen og ofre vores rettigheder, værdier og moralske standarder på terrorkrigens alter, konstaterer han.

Ligesom Japans angreb på Pearl Harbor, der trak USA ind i Anden Verdenskrig, markerede også 11. september-angrebene en brydningstid med gennemgribende sociale og politiske konsekvenser. De efterfølgende krige i Afghanistan og Irak har kostet godt 6000 amerikanske soldater samt titusinder af civile livet. Mindst 45.000 soldater er vendt kvæstede hjem, og selvmordsraten i militæret er rekordhøj.

Krigene har lænset amerikanerne for milliarder af dollar og udmattet nationen både økonomisk og følelsesmæssigt. Dertil kommer, at en politisk og social splittelse truer nationens sammenhængskraft. Niveauet for den offentlige diskussion har nået et lavpunkt, og det giftige klima i Washington forhindrer politikerne i at at trække landet op af et dybt økonomisk hængedynd. Den stærke fællesskabsfølelse, som samlede amerikanerne i tiden efter terrorangrebene 11. september 2001, synes i dag at ligge begravet dybt i tvillingetårnenes ruiner.

I dag er vi igen hver især optagede af vore egne private liv. Det er på én gang et sundhedstegn og en problematisk afspejlning af, at regeringen ikke formåede at udnytte den samhørighed og stærke nationalfølelse, som angrebene udløste. Vi gik i krig, men vi blev ikke bedt om at yde nogle ofre. En lille gruppe amerikanere i uniform kæmper for resten af os. Det er et problem. En nation i krig må gøre det klart, at borgerne ikke kun har rettigheder, men også forpligtelser. Ellers sker der en slags afkobling fra virkeligheden, siger Gary Schmitt.

11. september 2001 synes imidlertid at have haft en langsigtet psykologisk effekt på den unge generation af amerikanere, der voksede op i skyggen af angrebene og de efterfølgende samfundsmæssige omvæltninger. Det stod klart, da nyheden om, at amerikanske specialstyrker havde fået ram på terrorlederen Osama bin Laden kom en sen aften i begyndelsen af maj, og grupper af jublende unge amerikanere strømmede ud i New Yorks og Washingtons nattemørke.

Det var fascinerende at se og helt i tråd med vores analyser, der viser, at 11. september for den unge generation var et kollektivt traume, der påvirkede deres følelsesliv og formede deres verdenssyn. De er vokset op med et klart defineret fjendebillede, og drabet på Osama bin Laden var om ikke en forløsning, så i det mindste en vigtig milepæl, siger Roxane Cohen Silver.

Hun advarer dog samtidig mod at bruge 11. september 2001 som en optik til at betragte hele det seneste årtis udvikling igennem.

Det er vigtigt at være bevidst om, at det efterfølgende årti faldt sammen med store samfundsforandringer, som terrorangrebet ikke nødvendigvis påvirkede på nogen måde. Det gælder eksempelvis den sociale medierevolution med Facebook og Twitter og smarte telefoner, der har ændret vores måde at tænke og kommunikere på. Samtidig har regeringsmagten skiftet hænder, og der er sket markante politiske omvæltninger, understeger Roxane Cohen Silver.

Når amerikanerne på søndag markerer 10-året for angrebene, vil de fleste derfor formentlig være enige i, at det er for tidligt at gøre det følelsesmæssige vraggods op.

Vi kan kun skønne. Det bliver op til fremtidens historikere at skue tilbage og afgøre, hvad den dato i sidste ende betød for vores kollektive sjæl, konstaterer Roxane Cohen Silver.