Prøv avisen

Livet i byen kan være et springbræt for kvinder

Livet i byerne i Den Tredje Verden giver kvinder mulighed for at organisere sig, som her i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, hvor både yngre og ældre demonstrerer mod undertrykkelse af kvinders rettigheder. – Foto: .

KVINDER I BYEN: Livet i byen giver kvinder mulighed for at organisere sig og frigøre sig fra undertrykkende kønsroller, konkluderer ny rapport fra FNs Befolkningsfond. Danske eksperter har deres forbehold

22-årige Shimu er fraskilt og tjener selv sine penge i et velbetalt job i Bangladeshs hovedstad, Dhaka. Begge dele ville være utænkeligt for en ung kvinde som hende, hvis hun stadig boede i den landsby, hun er opvokset i.

Men livet i Dhaka har tilladt hende at bryde med de traditionelle kønsroller, som tvang hende ind i ægteskabet, og hun ved i dag, at hun ikke behøver at gøre, som hendes slægtninge siger.

Det er mere trygt her. Og jeg kan tjene til føden og leve og tænke, som jeg har lyst, siger hun.

Shimu var 12 år, da hun blev gift. På landet i det nordlige Bangladesh, hvor hun kommer fra, er der tradition for, at brudgommen og hans familie kræver en medgift i form af penge eller varer.

Den 17-årige mand, som friede til Shimu, var villig til at gifte sig med hende uden medgift, og Shimus familie sagde ja på den betingelse, at brudgommen ville vente to år med at tage hende med hjem, eftersom hun var så ung. Det accepterede han, og de to blev gift.

Men i løbet af et par måneder krævede Shimus ægtemand alligevel en medgift. Det ville gå ud over hans rygte, hvis han ikke fik nogen, sagde han. Da han fandt ud af, at hendes familie ingenting havde at give hende, ville han have Shimu med det samme. Og sådan blev det.

Jeg ved ikke, om jeg havde lyst til at gå med ham eller ej. Han var min mand, og derfor var det min pligt at gå, hvor han sagde, jeg skulle gå, siger hun.

Ægtemanden boede sammen med hele sin familie, og Shimu blev sat til at ordne det meste af arbejdet i hjemmet. Hendes mand behandlede hende dårligt og bebrejdede hende, at han aldrig havde fået en medgift. Da hun fødte en søn, blev svigerfamilien for en kort tid venligere stemt. Men det gik hurtigt over. Hendes mand begyndte at slå hende med et bambusrør og truede med at sætte hende på porten, så han kunne gifte sig med en kvinde med penge.

En dag slog han hende på åben gade, og det blev for meget for Shimu. Hun forlod ham og vendte tilbage til sin fars hus. Der var ikke noget arbejde i landsbyen, og hun havde brug for penge til at forsørge sin dreng. Hun rejste derfor til Dhaka, hvor hun fik job på en af landets mange tekstilfabrikker, mens familien passede hendes søn.

Tekstilindustrien beskæftiger to millioner bangladeshere, mange af dem er tilflyttere fra landet, og fire ud af fem er kvinder.

I dag kan Shimu selv forsørge sin søn, og hun har fået mod til at tage tilbage til landsbyen og lade sig skille fra sin mand.

Jeg er ikke så tynd længere, jeg har mere selvtillid, og jeg kan sende penge hjem, så min søn kan gå i islamisk skole og få sig en uddannelse, siger hun.

Shimu er bare en af tusindvis af kvinder i Den Tredje Verden, som flygter fra tvangsægteskaber, vold, seksuelt misbrug eller anden form for undertrykkelse. Som i Shimus situation bringer det ofte kvinderne fra landet til byerne.

De snævre, traditionelle familiemønstre, som sjældent falder ud til kvindernes fordel, trives nemlig i langt højere grad i landsbyerne end i de større byer.

Langtfra alle historier ender så godt som hendes. Mange kvinder havner i prostitution eller underbetalte rengøringsjob, som ofte også fører til seksuelt misbrug.

Men bylivet giver alligevel kvinderne nogle muligheder for at frigøre sig fra familiens krav og organisere sig i kvindegrupper, som gør en stor indsats for at styrke kvinders rettigheder i Den Tredje Verden.

Derfor bør verdenssamfundet rette blikket mod byerne i udviklingslandene, hvis kvinderne skal løftes ud af fattigdom og undertrykkelse. Det er nemlig her, det største potentiale findes, lyder det i en rapport fra FNs Befolkningsfond (UNFPA), som blev offentliggjort i onsdags.

Forskningschef og medforfatter til rapporten George Martine er ikke i tvivl om, at byerne giver kvinderne nogle potentielle fordele, som langt overstiger ulemperne.

Kvinder har de samme rettigheder i landområderne, men muligheden for at praktisere de rettigheder er bedre i byerne. Her kan kvinderne arbejde uden for hjemmet, danne sociale netværk og udveksle erfaringer med kvinder omkring dem. Mulighederne for uddannelse og arbejde i byerne er et springbræt til at forandre kvindernes traditionelle roller, siger han.

George Martine peger desuden på de mange frivillige sociale organisationer, som når flere kvinder i byerne end på landet.

Kvinderne har i højere grad mulighed for at modtage hjælp og moralsk opbakning fra progressive sociale organisationer og for selv at deltage i organisationer, som kæmper for deres rettigheder, siger han.

Elsebeth Krogh er seniorkonsulent i konsulentfirmaet COWI med speciale i u-landsforhold, menneskerettigheder og kvinders rolle i udviklingsprocesser. Hun er enig i, at byerne giver kvinderne større mulighed for at organisere sig, og det gør kvinderne til en vigtig medspiller i udviklingsarbejdet.

Der er mange kvindeorganisationer, som er opstået af, at kvinder bor tæt sammen, og når man laver bistandsarbejde, er det derfor vigtigt at få øje på de organisationer og bygge videre på dem. Kvindeorganisationerne er gode til at styrke hinanden, diskutere, hvilke rettigheder man har som kvinde, og hvor meget man for eksempel bør have for en handelsvare, siger Elsebeth Krogh, der også har erfaring som tidligere mangeårig international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

For de kvinder, som i forvejen har flair for forretningsliv, giver byerne desuden nogle store fordele.

Jeg har mødt kvinder særligt i Afrika, som er utroligt dygtige økonomer, og de kan få meget ud af at være i en bysammenhæng, hvor der ikke er langt til de steder, hvor man producerer og sælger varerne. Blandt andet har det stor betydning, at de kan spare transporten ind til byen, som er et stort problem, hvis man bor på landet, siger hun.

Elsebeth Krogh er dog skeptisk over for, om byerne kan forbedre vilkårene for de fattigste kvinder, som står uden penge og ofte med en stor børneflok.

Jeg mener ikke, at byen er en ubetinget fordel for de kvinder, som hører til samfundets fattigste. Mange ender med at bo i slumområder, og prostitution er et stort problem i byerne, og derfor spreder aids sig også mere i byerne, siger hun.

Det kræver derfor stor politisk vilje fra de nationale regeringer til at åbne pengekassen for de fattige kvinder, hvis det potentiale, UNFPA taler om, skal frigøres.

U-landsbistanden har været alt for lidt fokuseret på kvinder i byer, og der er brug for en stor indsats, så kvinder i byerne får mulighed for at tage en uddannelse, får adgang til lån til at starte småproduktion og får mulighed for børnepasning, siger hun og påpeger, at landområderne modsat de større byer kan være en økonomisk garant for kvinderne.

I byerne mister kvinderne det sociale sikkerhedsnet, som de har i landsbyen. Studier har vist, at kvinder i afrikanske samfund, som bor i landsbyer, har et meget stærkt, socialt netværk, som fungerer som en stødpude for, hvor slem fattigdommen kan blive, fordi de tager sig af hinanden. I byen bliver de derimod mere isoleret og overladt til sig selv, siger hun.

Og selvom mulighederne i byerne udnyttes, er det ingen garanti for, at kvindernes vilkår bliver bedre, mener socialantropolog Sonja Salminen, der har erfaring fra Indien.

Jeg har arbejdet med kvinder i Indien, som har taget en akademisk uddannelse, men alligevel er udsat for undertrykkelse i ægteskabet. Uanset, om de kommer fra land eller by.

Familien afgør, hvem deres datter skal gifte sig med, og i det øjeblik kvinden havner i et ægteskab, hvor hun er underlagt manden og hele hans familie, kan hun have meget svært ved at hævde sine rettigheder. Ortodoksien ligger stadig i kvinderne og fortæller dem, at man er en dårlig kvinde, hvis man bryder et ægteskab. Ortodoksien kan desuden betyde, at en skilt kvinde ikke har gode muligheder for at udøve sin frihed i byen til for eksempel at gifte sig igen eller simpelthen leve i fred, siger Sonja Salminen.

I UNFPA er man ikke blind for, at Den Tredje Verden står over for en enorm udfordring, når det gælder kvinders vilkår. Og med den nye rapport ønsker UNFPA at slå et slag for, at de nationale regeringer giver bykvinderne betingelser på lige fod med mændene.

Det er vigtigt at påpege, at situationen i byerne ikke er ideel for kvinderne. Byer verden over lever ikke op til det, de kunne tilbyde, og de fleste kvinder i byerne har sjældent adgang til de ydelser, de har brug for. De fleste sidder stadig i småjob, hvor lønnen er ringe, og sammenlignet med mænd modtager kvinder en lavere indkomst, siger George Martine.

Men ikke desto mindre er det som regel bedre sammenlignet med livet og indkomsten på landet, siger han.

johansen@kristeligt-dagblad.dk