Livredder på Sicilien: Jeg var bare glad for, at jeg reddede nogle af dem

Tusinder af flygtninge prøver at nå Italiens kyst. I september 2013 druknede 13 ved en siciliansk strand. Livredderen, der reddede fire, er stadig rystet

Davide Roccasalva prøvede i september 2013 at redde bådflygtninge i land ud for en strand på Sicilien. ”Det var hårdt,” siger han.
Davide Roccasalva prøvede i september 2013 at redde bådflygtninge i land ud for en strand på Sicilien. ”Det var hårdt,” siger han. . Foto: Susanne Utzon.

Der står liggestole og farverige parasoller i sandet. Solen skinner, vandet er blåt, og børn løber glade rundt på stranden i Sampieri.

På en bar fejrer en stor gruppe unge en fødselsdag og synger højt, andre spiser sandwich eller is, der smelter hurtigt, og badegæster smører hinanden ind i solcreme.

Intet afslører, at denne strand for knap to år siden var hjemsted for en tragedie, der på det tidspunkt var en af de hidtil værste i historien om bådflygtninge i Middelhavet. Den 30. september 2013 om morgenen lå der 13 lig i strandkanten. Unge mænd fra Eritrea og Somalia, der var druknet på vej ind mod et nyt liv i Europa.

De færreste i Sampieri har i dag lyst til at tale om den dag. Dario, en bartender, siger, at ”det var en forfærdelig dag. Der var folk på stranden, og de kunne se båden derude. Se dem forsøge at svømme ind.”

Han synes, at der kommer for mange immigranter til Italien og Europa - ”ikke fordi jeg har noget imod dem, men fordi vi ikke har forholdene til at tage imod dem. Det er jo et dilemma. Vi er her og spiser is på stranden, mens de dør på vejen. Og de kunne sikkert leve af alt det, vi andre smider ud hver dag”.

Tragedien skete, fordi kaptajnen på den fiskerbåd, der kom med flygtningene, over 100 i alt, tvang dem til at hoppe ud i vandet alt for langt fra land. Og mange kunne ikke svømme.

En af dem, der fik en hovedrolle den dag, var strandens daværende livredder, Davide Roccasalva.

”Der var stærk sø, og vi så en båd ude i horisonten. Og så satte den sig fast. Der er revler, og de har sikkert troet, at de kunne vade ind derfra, men der er revlehuller, hvor vandet er meget dybt.”

”Jeg ringede til politiet, og så gik jeg ud efter dem og begyndte at hive dem ind”.

Han er 25 år, ikke særligt høj eller kraftig, men med stærke armmuskler. Hans kone og lille datter sidder med ved bordet, mens han fortæller. Det er tydeligt, at det er noget, de har talt om mange gange.

”Det var hårdt,” siger han roligt.

”Der var mange i vandet, og jeg kunne ikke gøre andet end at blive ved med at gå ud og hente dem ind. En efter en. Jeg anede ikke, om de var i live eller ej,” siger han.

Et par andre hjalp til, og til sidst kunne de ikke se flere i vandet og gik i gang med at undersøge, om nogle af dem, de havde bragt ind, var i live.

”Der var en tre-fire stykker. Resten forsøgte vi at genoplive, og så kom ambulancerne.”

Tænkte du over, hvem de var, og hvor de kom fra, mens det stod på? Eller bagefter?

”Det var drenge og unge mænd som mig selv. Jeg var bare glad for, at jeg reddede nogle af dem.”

De fleste af dem, der overlevede, stak hurtigt af, inden politiet kom og blev spredt for alle vinde. Tilbage på stranden lå 13 lig, dækket af hvide lagener.

”Og der var udenlandske turister, som blev ved med bare at solbade lige ved siden af. Og en mand, der joggede og lavede slalomløb rundt om ligene. Det var skammeligt,” siger Davide Roccasalva.

Han mener ikke, at tragedien ændrede noget.

”Måske tænker folk lidt over det og husker på det, når det er hårdt vejr”.

Selv fik han angst for at gå i vandet den første tid bagefter og har nu et andet arbejde.

”Reaktionen kom bagefter. Jeg kunne ikke sove og tænkte på det”.

Han forstår ikke den modvilje, som også mange italienere efterhånden har mod immigranter og bådflygtninge.

”Hvis de flygter fra Afrika, må der være en årsag.”

”Det er de uvidende, der tror, at de vil tage arbejde fra os. Men vi skal ikke lukke af. Europa er en samling af lande, og hvis alle ville hjælpe, så var det til at overkomme. Men nu er det os, Italien, der gør det alene. Det er ikke pænt at se på,” siger han.

Davide Roccasalva har aldrig mødt nogen af dem, han reddede den dag.

”Det var så intenst, og jeg kan ikke huske deres ansigter.”

Men hvis én af dem en dag skulle opsøge ham, ”så tager vi en kop kaffe.”

Den italienske flåde er begyndt at bjærge ligene af de omkomne fra tragedien i Middelhavet den 18. april i år. Op imod 900 mennesker frygtes at være omkommet, da en overfyldt flygtningebåd fra Libyen gik ned. Kun 28 overlevede.

Vraget af den 25 meter lange båd ligger på 370 meters dybde, og mange af ligene er stadig i skibets lastrum. Et efter et henter undervandsrobotter ligene ud, de bliver lagt i en ligpose og transporteret til overfladen. En gruppe italienske krigsskibe er samlet over ulykkesstedet, og læger og Røde Kors tager imod ligene, der bliver lagt i kølerum, inden de skal sejles til land.

Det er endnu uvist, hvor de skal begraves. Det er den italienske premierminister Matteo Renzi, der har besluttet, at ligene skal bjærges. ”Hele verden skal se, hvad der er sket,” erklærede han i maj.