Liz Truss tror på markedskræfterne. Men markedet tror ikke på hende

Storbritanniens konservative regering aflyser sænkning af topskat, efter at markedet reagerede negativt. Partiet er i frit fald i meningsmålingerne, hvilket presser premierminister Liz Truss og finansminister Kwasi Kwarteng

Presset mod Liz Truss bliver kun forstærket af, at De Konservative er frit fald i meningsmålingerne
Presset mod Liz Truss bliver kun forstærket af, at De Konservative er frit fald i meningsmålingerne. Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix.

Et døgn kan være lang tid i politik.

Det har den nye britiske premierminister Liz Truss måttet erkende.

I disse dage er De Konservative samlet til det årlige landsmøde i Birmingham.

Det foregår blot fire uger efter, at Liz Truss vandt kampen om at blive ny konservativ leder – og dermed premierminister – efter at Boris Johnson blev presset til at gå af.

Men nu mærker Liz Truss selv den varme ånde i nakken.

Sammen med sin finansminister Kwasi Kwarteng har hun lanceret en politik, som i grundtræk handler om mindre stat og mindre skat, hvilket er blevet døbt Trussonomics.

Argumentet har været, at det vil skabe mere vækst i samfundet, hvilket skulle opveje de reducerede skatteindtægter.

Så sent som søndag formiddag oplyste Liz Truss til BBC, at regeringen ville holde fast i de skattelettelser, som den bebudede ni dage tidligere.

Hendes insisteren kom på trods af, at markedet reagerede negativt og sendte det britiske pund ud i frit fald og skabte kaos på realkreditmarkedet, hvor frygten for stigende renter fik realkreditinstitutter til at trække en lang række lånetilbud fra markedet.

Men mindre end et døgn efter, at Liz Truss hårdnakket holdt fast i regeringens politik, kunne finansminister Kwasi Kwarteng ligeledes på BBC fortælle, at man nu dropper den planlagte sænkelse af topskatten fra 45 til 40 procent for folk, der tjener over 150.000 pund – svarende til en årsindtægt på 1,3 millioner kroner.

”Det står klart, at afskaffelsen af topskatten er blevet en distraktion fra vores overordnede mål om at håndtere de udfordringer, som vort land står over for,” skriver Kwasi Kwarteng efterfølgende på Twitter.

Han har kun haft fire uger som finansminister, men britiske medier spekulerer allerede nu i, hvor længe han kan blive på posten.

Han annoncerede skattelettelserne, som var en del af Liz Truss’ valgkamp for at blive ny konservativ leder, uden at konsultere finanstilsynet, Office for Budget Responsibility, som det ellers er kutyme. Dermed var der heller ikke en prognose for, hvad konsekvenserne af skattepakken ville være for økonomien.

Det igangværende landsmøde skulle være en fest for den nye regering, men har i stedet udviklet sig til at blive en omgang brandslukning. Sent søndag måtte Liz Truss og Kwasi Kwarteng således holde krisemøde.

På det tidspunkt var utilfredsheden blandt deres partifæller gået fra at ulme til at bryde ud i lys lue. De tidligere ministre Grant Sharps og Michael Gove fører an i det interne oprør.

Som Michael Gove har sagt i et tv-interview, ”så er det ikke konservativ politik at bruge lånte penge til at finansiere skattelettelser”. Selv traditionelle konservativt orienterede medier er stærkt kritiske.

Presset mod Liz Truss bliver kun forstærket af, at De Konservative er frit fald i meningsmålingerne. Partiet står til at få 21 procent af stemmerne, mens oppositionspartiet Labour er oppe på 54 procent.  

Statskundskabsprofessor Matthew Goodwin taler om, at opbakningen til De Konservative er kollapset.

Mens Boris Johnson ved valget i 2019 sikrede De Konservative et absolut konservativt flertal ved at få traditionelle Labour-vælgere til at stemme konservativt, går kursen nu den anden vej.

For Liz Truss er udfordringen at holde sammen på den konservative parlamentsgruppe. Til hendes fordel taler, at med partiets elendige opbakning i meningsmålingerne har ingen konservative mod på et hurtigt valg.

På den anden side har Liz Truss valgt at omgive sig med ”ja-sigere”. Flertallet af parlamentsgruppen havde hellere set en anden leder – og stort set ingen af dem, der støttede modkandidaten Rishi Sunak, har fået centrale ministerposter.

Hun har med andre ord ignoreret det gamle ordsprog om, at man skal holde sine venner tæt på sig – og sine fjender endnu tættere.

Over weekenden kunne flere medier endvidere berette, at Kwasi Kwarteng, efter at han forrige fredag havde præsenteret den såkaldte minifinanslov, var til en champagnereception hos en velhavende finansmand, der forvalter store formuer. Værten var Andrew Law, som efterfølgende har indrømmet, at han som andre har scoret enorme gevinster på at spekulere i, at pundet ville falde som følge af regeringens politik.

For Liz Truss og Kwarteng er der en vis ironi i, at de to har en indædt tro på det frie marked, men nu fremstår handlingslammede, fordi selvsamme marked ikke har tiltro til dem og deres økonomiske politik.