IS lokker kvinder med løftet om frigørelse

Hvis Islamisk Stat skal være netop en stat, så kræver det et samfund, hvor krigerne har et hjem, og til det formål rekrutterer de med en vis succes kvinder fra Vesten

Shamima Begum, 15 år, Kadiza Sultana, 16 år, og Amira Abase, 15 år, brugte i februar vinterferien til at stikke af fra London og rejse via Tyrkiet for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien.
Shamima Begum, 15 år, Kadiza Sultana, 16 år, og Amira Abase, 15 år, brugte i februar vinterferien til at stikke af fra London og rejse via Tyrkiet for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien. .

Tre piger er blevet symbolet på ”kalifitterne” - som er det navn, der er givet til de piger og unge kvinder, som forlader deres liv i Vesten for at tilslutte sig Islamisk Stat og kampen for kalifatet. Islamisk Stat ændrede sin selvforståelse 29. juni 2014, hvor den ikke længere så sig som blot en stat, men som et kalifat - en statsbetegnelse som blev brugt af de osmanniske tyrkere i 1924.

Shamima Begum, 15 år, Kadiza Sultana, 16 år, og Amira Abase, 15 år, brugte i februar vinterferien til at stikke af fra London og rejse via Tyrkiet for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien.

De var alle tre elever, som klarede sig godt i skolen med mere end gode karakterer. De kom fra familier, som var muslimske, men som på ingen måde var ekstreme eller tilnærmelsesvis radikaliserede. Alligevel blev de tre piger besnæret af den islamiske propaganda.

De er nu kalifitter - kvinder som har opgivet deres liv i Vesten for at tilslutte sig Islamisk Stat - fordi de tror på den propaganda, som organisationen med stor succes har spredt gennem internettet. Her adskiller Islamisk Stat sig fra eksempelvis al-Qaeda og Taleban, som ekskluderede kvinder.

”Ligesom deres mandlige modparter, så bliver de lokket af, at de skal være en del af noget, som er større end dem selv, noget som er guddommeligt,” forklarer Nikita Malik. Hun arbejder for den britiske Quilliam fond, hvis mål er at modarbejde ekstremisme, og hun er medforfatter til dens seneste rapport, der netop handler om kalifitter.

En af de markante pointer er, at Islamisk Stat ikke længere bare er en oprørsgruppe, men er ved at skabe en stat, som kræver et samfund med mere end krigere - herunder kvinder, der skal tage vare på hjem og familie. Den eneste uddannelse, kvinder må tage, er til læge. Ellers er deres plads i hjemmet.

”Det tilbyder kvinder en måde, hvorpå de kan frigøre sig fra den sekulære kultur og opfylde deres fundamentale rolle, som de har arvet fra moderen til de troende Sawdah Bint Zam'ah, profetens hustru,” siger Nikita Malik om propagandaen.

Og i Vesten findes muslimske kvinder, der føler sig fanget i et samfund, der hverken forstår eller respekterer dem, fremhæver den konservative baronesse Sandip Verma, der også er viceminister for international udvikling.

”Det er tydeligt, at mange muslimske kvinder i Storbritannien føler sig isolerede, ikke er integrerede, lider af en identitetskrise, klager over anti-muslimsk had, manglende ligestilling og manglende repræsentation, hvilket alt sammen bidrager til deres sårbarhed og kan blive udnyttet til radikalisering,” siger hun.

Hun kommer selv fra en hindu-baggrund i Indien, hvor kvinder også ofte bliver marginaliseret. Men hun ser en forskel til propagandaen fra Islamisk Stat, som har en appel til selv unge piger med god uddannelse i Vesten.

”At kvinder vil forlade deres liv i de demokratiske lande for frivilligt at give sig selv til fremmede mænd for at bære deres børn synes, hvis vi ser bort fra ideologien, ganske mærkværdigt, og vi må arbejde meget hårdere for at ødelægge den tiltrækning, aflive ideologien og tilbyde både tryghed og alternativer,” fremhæver Sandip Verma.