Republikanerne i det amerikanske senat havde både præsident Donald Trump, den magtfulde antiabortbevægelse og enkelte demokrater i ryggen, da de tidligere i denne uge satte et lovforslag, der forbyder abort efter den 20. graviditetsuge, til afstemning.
Alligevel fejlede lovforslaget, da kun 51 ud af de nødvendige 60 senatorer stemte for det. Resultatet var ventet, og republikanske politikere erkender mere eller mindre åbent, at formålet med at bringe lovforslaget til afstemning primært var at tvinge demokratiske senatorer, der ved midtvejsvalget senere i år er på genvalg i konservative delstater, til at udstille sig selv som aborttilhængere.
Det nu forliste lovforslag indeholdt undtagelser for kvinder, der er blevet gravide som følge af voldtægt eller incest, eller hvis liv er i fare på grund af svangerskabet. Det indeholdt imidlertid ikke undtagelser for kvinder, der ønsker at afslutte en graviditet med et anormalt foster, som ingen overlevelseschancer har uden for livmoderen.
Forslagets tilhængere mener, at abort sent i graviditeten er moralsk uforsvarligt, muligvis kan mærkes af det ufødte foster og strider mod amerikanernes kerneværdier. Modstanderne argumenterer, at kun én procent af alle aborter i USA udføres efter den 20. graviditets-uge, at proceduren i disse tilfælde oftest har medicinske bevæggrunde, og at enhver begrænsning af retten til abort krænker kvinders reproduktive rettigheder.
Debatten om lovforslaget belyser aspekter af den amerikanske abort-debat, som ofte overses af europæere. Mens lovliggørelsen af abort i de fleste vestlige lande skete igennem en politisk proces, så var det i USA landets højesteret, der i 1973 satte aborten fri, da den i en ekstremt kontroversiel tolkning af forfatningen konstaterede, at abort hører ind under frihedsrettighederne. Det betød, at lovliggørelsen af abort i USA skete med en dommers hammerslag uden først at være blevet debatteret politisk og bakket op af et folkeligt flertal.
Den amerikanske højesteret satte den nedre grænse for, hvornår delstaterne må forbyde abort, til det tidspunkt, hvor et foster bliver levedygtigt uden for livmoderen, hvilket almindeligvis opfattes som 24. svangerskabsuge.
Dermed er den forfatningssikrede amerikanske abortret langt mere vidtrækkende end i de fleste europæiske lande, herunder i Danmark, hvor det er vanskeligt for en gravid kvinde at få tilladelse til en selvvalgt abort efter 12. uge. Foruden USA tillader kun seks andre lande i verden – Kina, Nordkorea, Vietnam, Canada, Holland og Singapore – aborter efter den 20. graviditetsuge.
Syv delstater og forbundshovedstaden Washington har slet ikke sat en nedre grænse, hvilket i princippet betyder, at en gravid kvinde her kan vælge at få en abort helt frem til den dag, hvor hun skal føde, hvis hun ellers imod alle odds kan få en læge til at foretage indgrebet.
Den høje abortgrænse er – foruden mange amerikaneres religiøst og moralsk funderede modstand mod svangerskabsafbrydelse – med til at sikre, at abort sætter følelserne i kog i USA og stadig den dag i dag er et af de emner, som skaber størst splid i den amerikanske befolkning. I stedet for at drøfte rimelige abortgrænser kredser den amerikanske debat om to grundlæggende, modsatrettede idealer: retten til liv kontra retten til et frit valg.
Mens republikanske lokalpolitikere i socialt konservative delstater konstant forsøger at svække abortretten med nye begrænsninger, bekæmper aborttilhængere dem ved at klage til domstolene, og de mange juridiske slagsmål fyrer konstant op under abortdebatten i USA.
Efter valget af Donald Trump til præsident har den amerikanske antiabort-bevægelse fået ny luft under vingerne, og abort ventes at blive blandt de værdipolitiske frontlinjer, når republikanere og demokrater i efteråret kæmper om vælgernes gunst i midtvejsvalget. Der er – som altid – absolut ingen udsigter til en afslutning på USA’s pinefulde abortdebat.