Lovgivere i Texas ser på at begrænse stemmemuligheder

Den amerikanske præsident, Joe Biden, kalder forslag om at begrænse stemmeretten for udemokratisk.

Den republikanske guvernør i Texas, Greg Abbott, vil formentlig stemme for at begrænse stemmemulighederne i den amerikanske delstat. (Arkivfoto)
Den republikanske guvernør i Texas, Greg Abbott, vil formentlig stemme for at begrænse stemmemulighederne i den amerikanske delstat. (Arkivfoto). Foto: Eric Gay/Ritzau Scanpix.

Lovgivere i den amerikanske delstat Texas skal stemme om et gennemgribende lovforslag, der begrænser en række muligheder for at afgive sin stemme ved både lokale valg og præsidentvalget.

Blandt andet vil forslaget begrænse muligheden for at brevstemme på forhånd og forbyde drive-in valglokaler. Forslaget vil også reducere den mængde tid, folk har til at stemme på valgdagen.

Et udvalg af statsrepræsentanter og senatorer har lørdag sendt forslaget til begge af delstatens republikansk ledede kamre, hvor der i weekenden skal stemmes om forslaget.

Den republikanske guvernør i Texas, Greg Abbott, har allerede indikeret, at han vil stemme for forslaget.

Tilhængere af forslaget argumenterer for, at loven vil gøre fremtidige afstemninger mere sikre.

Kritikere siger imidlertid, at forslaget gør det sværere at stemme for sorte, latinamerikanere og ikke-hvide, der har tendens til at stemme på Det Demokratiske Parti.

USA's præsident, Joe Biden, mener, at forslaget er "udemokratisk".

- Det er en del af et angreb på demokratiet, som vi har set alt for mange gange før i år. Ofte er det uforholdsmæssigt rettet mod sorte amerikanere.

- Det er forkert og uamerikansk. I det 21. århundrede skal vi gøre det lettere og ikke sværere for hver stemmeberettiget at stemme, siger Biden i en erklæring.

Hvis Texas godkender lovforslaget, slutter delstaten sig til 14 andre amerikanske stater, der alene i år har vedtaget 22 love, der gør det vanskeligere for amerikanere at stemme.

Republikanere over hele USA har udtrykt et ønske om at stramme afstemningsreglerne. Det sker i kølvandet på den tidligere præsident Donald Trumps udokumenterede påstande om valgsvindel ved præsidentvalget i november.

Domstole har indtil videre afvist mere end 60 retssager, der udfordrede valgresultatet fra november.

/ritzau/Reuters