Det er stadig vinter i det centrale Italien, og det regner. 32-årige Luciano Breccia løber i ly, ryster vandet af sig og ser ud over familiens jorder. Til den ene side er der oliventræer, til den anden marker, der skal sås til med korn, når foråret kommer, men for ham er dét ikke drømmen.
”Jeg kan godt lide at arbejde med oliventræerne og gør det hvert år sammen med min far, men at forsøge at leve af jorden, som landmand, vil være den sidste udvej. Det er ikke dét, jeg drømmer om. I 1960’erne rejste folk fra land til by. I dag er der mange unge, som er nødt til rejse den anden vej. De gamle bor i byerne, mens de unge vender tilbage til bedsteforældrenes jord, men jeg håber stadig at få arbejde som jurist og nå at skabe mig en karriere,” siger Luciano Breccia.
Der er både bitterhed, afmagt og nogen opgivelse at spore i stemmen, når han taler om forsøgene på at få sig et job, men han har ikke givet op – endnu. Efter fem år på universitetet, 18 måneder i ulønnet praktik på advokatkontorer og nu et par år med ad hoc-opgaver, der for det meste også har været ulønnede eller meget dårligt betalte, har han besluttet at læse videre.
”Jeg har tænkt mig at tage en master, selvom det koster penge. Min familie vil hjælpe. Jeg må specialisere mig. Måske er det dét, der skal til, den kvalifikation mere, som kan give mig et arbejde,” forklarer han.
Eller rettere, et fast job med en løn, man kan leve af.
”For arbejde er der nok af, men siger du til chefen, at du mener, at du skal have for eksempel bare 1000 euro i løn om måneden, så siger de ciao (farvel). Og der er mange andre, der vil gøre det gratis bare for at få erfaringen og i håb om, at det hen ad vejen kan føre til et rigtigt arbejde,” fortæller Luciano Breccia.
Han blev født i Rom, men har altid boet i Viterbo, en stor provinsby godt en times kørsel nord for hovedstaden. Han er den første i familien, der har taget en universitetsuddannelse.
Faderen var betjent, før han blev pensioneret, og sønnen ville også gerne ind til politiet, måske blive fuldmægtig eller kommissær, men den ambition har han opgivet. Der er for mange om buddet.
I stedet har han nu taget advokatvejen, selvom udsigterne ikke er meget bedre der. Han var til den sidste skriftlige eksamen i december for at få advokatbestallingen.
”Nu går jeg og venter på resultatet, det kommer først til juni, og så skal jeg op til fem mundtlige prøver.”
Men selvom han bliver beskikket, ser det svært ud.
Før var det et godt job, fortæller han. For 20-30 år siden var der prestige i at være advokat, og man kunne leve af det.
”Men sådan er det ikke længere. Det er umuligt at få et fast arbejde. De eneste, jeg kender, som har fået det, er sønner af advokater, der går ind i familiefirmaet. Ellers må man starte for sig selv, men det kræver jo, at man kan få klienter nok. Der er nogle høje skatter og faste udgifter, der skal betales.”
Har du tænkt på at skifte spor?
”Ja. Når man læser på universitetet, så tror man, at alt er godt: ’Når jeg bliver færdig, så skal jeg endelig arbejde. Så vil jeg dét eller dét.’ Men det er slet ikke nok, uddannelsen er kun et udgangspunkt. Jeg har sendt så mange ansøgninger og synes, at der burde være nogen, der gav mig en mulighed for at vise, hvad jeg kan. Men jeg har aldrig fået svar, er aldrig blevet kaldt til samtale.”
Hvordan påvirker det dig?
”Det er ikke en måde at leve på, og man forsøger ikke at gå ned med flaget. Det er ikke kun frustrerende. Det ryster en, for hvorfor er jeg ikke i stand til at finde et job? Jeg er nødt til at finde mig et arbejde, hvor jeg kan realisere mig, ellers er der ikke noget andet, der giver mening,” forklarer Luciano Breccia.
Han har søgt utallige jobs, ikke kun som jurist, men også alt muligt andet og i hele landet. Receptionist, kontorassistent, bankjob, men uden held.
”Fordi jeg ikke har nogen forbindelser. I Italien er det sådan, i alle forhold. Fra politik til et simpelt job som assistent på et kommunekontor. Du skal have nogen, der hjælper dig, anbefaler dig og får dig ind,” fortæller han.
”Det er faktisk ret alvorligt, fordi det bliver anset for normalt. I Italien er korruptionen det normale. Og nepotismen. Du kan bare søge på nettet, så kan du se, at alle ministrenes børn for eksempel, de har alle fået en rolle at spille. Jeg kender flere, som har fået arbejde, kun fordi de havde forbindelserne, og jeg lægger mærke til det, fordi jeg ikke selv har det. Jeg kommer ikke i betragtning overhovedet.”
Hvordan har du det med det?
”Dårligt. Jeg er godt nok ikke blevet 50 endnu, men jeg er 32 år og tænker: ’Er det dig, der har gjort noget forkert?’. Jeg er ikke længere ung og stadig ikke etableret. Det værste er, at jeg stadig er økonomisk afhængig af mine forældre, og det blokerer mig. Man kan slet ikke begynde at tænke på at starte en familie.”
Luciano Breccia kommer sammen med en pige, men har ikke en ”fidanzata”, en forlovet, som man kalder det i Italien, når man mener noget alvorligt med forholdet, for ”jeg kan ikke have et seriøst forhold. Jeg kan slet ikke tillade mig den tanke, og det gør mig vred. For skal man have kone og børn, skal man bruge tid med dem, og som jeg har det, ville jeg ikke kunne have ro på mig. Ikke så længe, jeg leder efter et arbejde,” siger han.
Han kan heller ikke få sit eget sted at bo, men bor som mange andre unge italienere stadig hjemme.
”Du kan kun få et lån, hvis du har et fast arbejde. Folk undrer sig, når nogen over 30 stadig bor hjemme. Jeg har venner, der ville hjemmefra, selvom de heller ikke har arbejde, og som flyttede sammen i en lejlighed, men efter et stykke tid så havde de ikke flere penge, og så måtte de flytte hjem igen. For mig giver det ingen mening.”
Under den netop overståede valgkamp var unge som Luciano Breccia i centrum, men han giver ikke meget for politikere.
”De er på en hel anden planet. En kaste, som ikke ved, hvad det vil sige at være en normal person. De taler meget og tager munden fuld, men jeg ser stadigt flere unge uden arbejde,” konstaterer han.
Lige nu går han på et kursus for at blive bedre til engelsk, for lykkes det ikke at finde et job i Italien, vil han måske forsøge i udlandet som så mange andre unge italienere. Hver anden siges at have kufferten parat:
”Men nu bliver jeg foreløbig her og tager en master.”
Hans bedstefar var landmand, og familiens jord ligger der stadig, som en sidste udvej.
”Den seneste høst var god. Der var meget olie i vores oliven, men hvert år er forskelligt, og du kan aldrig vide dig sikker. Vi har kun omkring 250 træer, så det er ikke nok til at leve af.”
Hvad er det bedst mulige, du håber på?
”At kunne stå op om morgenen og vide, hvad du skal. Jeg spekulerer altid, fra jeg vågner, til jeg falder i søvn. Livet er ikke, som det skulle være, og jeg holder aldrig op med at tænke på det. Selv hvis jeg er på ferie, så føler jeg, at jeg spilder tiden. Så drømmen er at kunne gøre noget andet end at tænke på at få arbejde. At få ro i sjælen.”