Statslige kidnapninger er intet nyt. USA bortførte en amerikaner på åben gade i Berlin 1991, han havde spioneret til fordel for DDR og blev fløjet til De Forenede Stater, hvor han fik en lang fængselsstraf. Israel overfaldt naziforbryderen Adolf Eichmann ved et busstoppested i Argentina en aften i 1960, og inden han vidste af det, var han i Jerusalem, hvor han et par år efter blev hængt. Og så har der været de såkaldte renditioner, hvor amerikanske agenter opsnapper folk, der er mistænkt som terrorister, og bringer dem til fængsler et andet sted i verden for at forhøre dem på ofte overordentlig ubehagelig vis. Ingen af disse tilfælde har udløst voldsomme sanktioner.
Der er været løftede øjenbryn her og der, og amerikanernes fremfærd udløste demonstrationer. Men Tysklands regering, eksempelvis, var helt stille, da den tidligere spion blev bortført i Berlin. Ingen protester, ingen offentlige udtalelser.
Hvorfor er der så al det postyr omkring et irsk Ryanair-fly, der i begyndelsen af ugen var på vej fra Grækenland til Litauen og blev tvunget til at lande i Minsk, hovedstaden i Hviderusland, der går for at være Europas sidste diktatur? Danmarks ellers forsigtige udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalte hårde ord samme dag. Næste dag indførte EU’s stats- og regeringschefer sanktioner, det ellers kan tage måneder eller år at blive enige om.
Så hvad var der sket? Efter alt at dømme beordrede Hvideruslands trængte præsident, Aleksandr Lukasjenko, mellemlandingen, fordi han vidste, at en politisk aktivist, Roman Protasevitj, var om bord. Protasevitj blev anholdt, og siden har han i en opsigstvækkende video tilstået at have opildnet til optøjer.
Hviderussiske fængsler har heller ikke et godt ry, og en række passagerer blev forsinket i deres videre rejse til Litauen. Men hvordan kan det være, at 27 EU-ledere blev enige så hurtigt, når nu tidligere bortførelser – dog uden tvungne landinger af fly – ikke har udløst den store opstandelse?
Kan det være, fordi Hviderusland, for at sige det rent ud, er stort set uden betydning i Europa? Polen og Ungarn har kunnet arbejde med at afmontere retsstaten og angribe uafhængige medier næsten uforstyrret gennem en halv snes år, fordi de er medlemmer af EU, og det er besværligt at komme efter dem. Tyrkiet er i dag et totalitært styre med en præsident, Recep Tayyip Erdogan, der har afsat og indsat tusinder af politiske modstandere, uden at Vesten har svaret igen, så man kunne høre det; han er jo vigtig for håndteringen af blandt andet syriske flygtninge.
Spørger man iagttagere, der har været tæt på regeringsbeslutninger på begge sider af Atlanten, afvises tesen ikke. ”Jeg forstår, hvad du siger,” som en af dem udtrykker det; men det er ikke hele forklaringen, det er formentlig end ikke hovedårsagen, lyder det.
Nedtagningen af flyet ”var uhyrlig, ikke mindst fordi den truede sikkerheden for utallige passagerer og besætningen,” lyder det fra Mark Medish, der var ruslandsrådgiver for præsident Clinton og USA’s vicefinansminister i 1990’erne.
En anden iagttager taler om, at ”det var et EU-fly på vej mellem to EU-lande. Det var grænseoverskridende, og hvis man ikke greb ind omgående, ville man miste respekt”.
Når hurtige sanktioner var mulige, skyldes det dog også, at Ungarns premierminister, Viktor Orbán, støttede sanktioner. Orbán har ellers haft en svaghed for Lukasjenko – og andre tilsyneladende stærke ledere. Men det her var åbenbart ”for groft selv for ham”, hedder det. Også Cypern, der tidligere har blokeret lignende indgreb, var med.
Grundlæggende, lyder det, har Lukasjenko svækket sig selv. Han står i forvejen med hatten i hånden over for Kreml-lederen, Vladimir Putin, og når de to efter planen mødes i Sotji i morgen, ”vil Rusland tage sig betalt”, mener en informeret iagttager. Denne noterer også, at Rusland har reageret på flyepisoden ved at sige, at det må undersøges, og at der ikke bør drages forhastede konklusioner. På de kanter kan det lyde som en vis distancering.
Men hvad nu med fortiden? Det er, siger Medish, ”sandt, at Amerika og andre har grebet til renditioner af mistænkte eller folk på flugt. Ofte kan disse handlinger fordømmes på juridisk grundlag. De kan i hvert fald tjene som uheldige fortilfælde, der kan åbne for yderligere selvhjælpsaktioner som denne. I det mindste har vi domstole, hvor retsstaten fungerer – det har Hviderusland ikke”.
Medish bliver gerne skarpere endnu. Lukasjenko, siger han, har ”klart associeret sig med flyforbudsdiktaturer som Nordkorea”. Det var måske ikke, hvad præsidenten havde regnet med. Putin kan skrue op for regningen, når de mødes i morgen.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv. i Kristeligt Dagblad.