Prøv avisen

Lynn blev født med to køn: Det tog mig 20 år at blive fri for skam

Først som 20-årig fandt Lynn ud af, at hun var født med to køn, men havde fået det ene fjernet ved fødslen. Hendes barndom og teenageår var præget af selvhad: ”Jeg angreb min egen krop i de år, skar i mig selv og forsøgte at tage livet af mig selv. Jeg havde en masse selvhad og kunne ikke acceptere, at min krop var så sårbar, og at alle interesserede sig for den og ikke for mig,” siger den 33-årige ingeniør, der i dag betegner sig som generelt glad. – Foto: Tobias Stern Johansen

Tyskland er på vej til at indføre et tredje køn, og det glæder den 33-årige Lynn fra Berlin. Først som voksen fandt hun ud af, at hun er født tvekønnet, men at lægerne bortopererede det ene køn. Hendes opvækst har været præget af selvhad, selvmordsforsøg og en grundlæggende følelse af ikke at passe ind

Da Lynn var ni år, anede hun bogstaveligt talt ikke, hvor hun hørte til. Da den lille pige en dag skulle i svømmehallen i den tyske by Augsburg, var der noget i hende, der sagde, at hun hørte til i mændenes omklædningsrum. Det føltes mest naturligt. Hun gik derind, og hun husker, hvordan mændene kiggede underligt efter hende, indtil en ældre herre bøjede sig over hende og sagde ”du hører vist ikke til her”. Rødmende gik hun over til kvindernes omklædningsrum, men den korthårede pige med det runde, drengede ansigt blev her mødt af de samme skeptiske blikke som hos mændene. En kvinde bad hende pænt om at skifte i en af de separate båse.

”Det gjorde mig så skamfuld,” siger den i dag 33-årige ingeniør, som har boet de seneste 12 år i Berlin.

”Hele min barndom og ungdom handlede om skam. Jeg var usikker på mig selv, jeg følte mig magtesløs, for jeg passede ikke ind, men jeg kunne ikke sætte ord på, hvad der var galt,” siger hun.

Hun kalder sig blot for Lynn og vil ikke have sit fulde navn i avisen. Det er en følsom sag for hende at stå frem i medierne og fortælle om en opvækst som tvekønnet. Men lige så vigtigt er det, at navnet Lynn kan bruges om både mænd og kvinder, for Lynn er lidt af begge dele. Hun blev født med både penis og vagina, testikler og ovarier. Selvom hendes tilfælde er meget sjældent, deler hun skæbne med de skønsmæssigt op mod 1,7 procent af Jordens befolkning, som fødes med kønstræk, der ikke passer ind i den gængse inddeling i han- og hunkøn.

I Tyskland har forældre hidtil ved fødslen skullet afgøre, om deres barn enten var en han eller en hun, og det har ifølge eksperter ført til megen ulykke for interkønnede børn. Det er derfor en kæmpe sejr for de interkønnede, at den tyske forfatningsdomstol for nylig afgjorde, at Tyskland skal indføre et tredje køn, som blandt andet vil optræde på fødselsattester, mener Lynn. En afgørelse, som både den katolske bispekonference og den største sammenslutning af protestantiske kirker i Tyskland betegner som ”forståelig”.

”Jeg er meget glad for den beslutning. Der er mennesker, især mænd, som siger, at der ikke findes noget tredje køn. Den logiske konsekvens af den holdning er og har alt for længe været, at børn bliver udsat for voldsomme overgreb, som skal gøre dem til et bestemt køn. Men sådan fungerer virkeligheden sjældent. Så jeg håber, at den lov betyder, at forældre ikke længere bliver presset til at træffe en beslutning, som medfører store lidelser for barnet,” siger hun.

Lynn ved, hvad hun taler om. Hendes forældre valgte ved fødslen, at hun var af hunkøn, og lægerne fjernede derefter hendes penis samt testikler og ovarier. Hvorfor hun fik fjernet begge dele, har hun aldrig kunnet få nogen forklaring på. Forældrene fortalte hende aldrig, hvordan hun var født, men hun kunne tidligt fornemme, at hendes krop var anderledes end andre børns. Fra hun var ni år og frem til 17-årsalderen blev hun hver tredje måned undersøgt af læger, og hun blev i samme periode opereret syv gange i skridtet, selvom hun muligvis var sund fra fødslen.

”Det var altid det samme. Jeg kom ind, blev bedt om at tage tøjet af og lægge mig ned, blev undersøgt mellem benene, ofte mens andre læger kiggede på. Det gjorde mig dødsens bange og skar sig ind i psyken, for jeg spurgte mine forældre, hvorfor jeg skulle undersøges, om jeg var syg? Og de sagde, nej, jeg var ikke syg. Men hvorfor skulle jeg så igennem alt det?”, siger hun.

Mød Lynn, og hør hende fortælle om sin fødsel, og hvad det har betydet for hende at være født som interkønnet:

Hun er langtfra den eneste interkønnede, der formentlig uden grund har været igennem operationer som barn. En rapport fra Amnesty International fra maj 2017 konkluderede, at både Tyskland og Danmark udfører operationer på raske interkønnede børn for at ”normalisere” deres køn. Det til trods for at blandt andet Europarådet, FN og Institut for Menneskerettigheder fraråder indgreb, dels fordi man krænker barnets ret til fysisk integritet, dels fordi man risikerer at påføre det fysiske gener og forstyrre dets evne til at udvikle egen kønsidentitet.

”Jeg havde mange smerter på grund af de mange ’skønhedsoperationer’. Noget gik galt, og så skulle jeg igennem endnu en operation, som også gik galt. Altsammen uden anden grund end at undgå at konfrontere samfundet med dette anderledes køn. Det er hårdt for en teenager, for hvem kønnet i forvejen er forbundet med en del skam. Og de spurgte mig aldrig, hvad jeg selv ville,” siger hun.

Det var ikke bare lægerne, der skar i hende. Lynn smøger højre ærme op og viser en lang række af små hvide ar på tværs af underarmen, som alle har været syet.

”Jeg angreb min egen krop i de år, skar i mig selv og forsøgte at tage livet af mig selv. Jeg havde en masse selvhad og kunne ikke acceptere, at min krop var så sårbar, og at alle interesserede sig for den og ikke for mig. Min krop var forræderen i alt det her.”

I børnehaven foretrak hun at lege med drengene. Hun holdt af fysiske aktiviteter og af at nørkle med teknik, men sendte samtidig lange blikke efter pigerne. Som 14-årig fortalte hun sine forældre, at hun var lesbisk. Forældrene reagerede ved at spørge hende, om hun hellere ville være en mand. Deres spørgsmål chokerede hende.

”Jeg forsøgte jo virkelig at være en kvinde, og samtidig var min krop stærkt tiltrukket af kvinder. De troede tydeligvis, de havde valgt det forkerte køn til mig,” siger hun.

Forældrene fortalte hende dog stadig ikke om, hvordan hun var blevet født, og undersøgelserne fortsatte, indtil hun fyldte 17 år. Så satte hun hælene i og flyttede hjemmefra. Hun var efter eget udsagn psykisk nedbrudt og blev indlagt i psykiatrien. Som 20-årig fandt hun en god terapeut, som kontaktede hendes forældre og fik fat i dokumenter om hendes fødsel. Først da fandt Lynn ud af, at hun var født med to køn.

”Det var skræmmende, for jeg anede ikke, at der var noget, der hed interkønnet, og jeg følte mig som et misfoster. Men samtidig gav alting pludselig mening: følelsen af ikke at passe ind. Nu havde jeg det sort på hvidt. Og med tiden blev jeg beroliget. Gennem terapien lærte jeg, at min krop er superfin og et godt sted at være, og jeg fandt fred i tanken om, at jeg både er interkønnet og tiltrækkende,” siger hun.

Lynn har aldrig fundet ud af, hvad formålet med undersøgelserne dengang var. Hun har forsøgt at tale med sine forældre om dem, men forældrene har det svært med hendes kønsidentitet, og hun har ikke længere kontakt med dem, siger hun. Hun har heller ikke kunnet finde dokumenter om de undersøgelser, hun blev udsat for som barn, fortæller hun. Det er oplevelsen hos mange interseksuelle, bekræfter en talsperson fra den tyske forening Intersexuelle Menschen. Mange dokumenter er blevet destrueret efter en frist, nogle arkiver er næsten umulige at søge i, og endelig kan dokumenter være skaffet af vejen, idet klinikker frygter sagsanlæg, lyder forklaringen.

”Mine forældre troede formentlig, at jeg ville vokse op som kvinde og identificere mig selv som sådan, fordi det var det, normerne tilskrev. Men sådan gik det ikke. De har sikkert også oplevet et pres fra lægernes side, fordi det rent kirurgisk er nemmere at få et interkønnet barn til at ligne en pige, så det var det, lægerne som regel anbefalede,” siger Lynn, som er afhængig af at få tilført hormoner til kroppen, eftersom hun hverken producerer testosteron eller østrogen efter at have fået fjernet ovarier og testikler.

Som hun sidder og taler, har hun en stemme og en latter som en kvindes, men da hun rejser sig for at strække benene, er der noget maskulint over hendes fremtoning, som forstærkes af hendes hanekam-frisure og den lidt ranglede krop.

Er du mest mand eller kvinde?

”Jeg vil sige, at jeg er lige midtimellem. Jeg tænker dog mere som en mand end som en kvinde. Jeg vil nødig fremstå sexistisk, men jeg følger ikke mine følelser, jeg er mere praktisk og logisk tænkende. Et eksempel: En god veninde, som skulle giftes, spurgte mig, hvad jeg syntes om den brudekjole, hun havde købt efter at have prøvet utallige. Hendes mand havde ikke så meget at sige, så hun spurgte mig. Men det eneste, jeg havde at sige, var, at den var hvid,” siger hun og ler.

Lynn kalder sig selv for en hybrid, men bruger også betegnelsen hermafrodit, selvom ingen ifølge hende ved, hvad det betyder. Det giver hende anledning til at fortælle mennesker om, hvem hun er. Interkønnet – på tysk intersexuell – bruger hun aldrig, fordi folk fejlagtigt tror, at betegnelsen har med seksuel orientering at gøre. Men man er ikke automatisk biseksuel eller homoseksuel, fordi man er interkønnet, understreger hun. Det eneste, hun ikke vil kaldes, er mand eller kvinde.

Hvorfor er det så vigtigt?

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg var ligeglad. Men det er på en eller anden måde sårende. Alle har et kønsstempel, og de fleste har det godt med det. Du er en mand, det er ikke noget, du behøver tænke over. Køn betyder noget. Det første, vi spørger om, når nogen er gravid, er: Er det en dreng eller en pige?”, siger Lynn, som i dag arbejder som ingeniør og projektleder i en større virksomhed.

Som teenager fandt hun trøst i hård rockmusik, og i dag spiller hun guitar og synger i et rockband.

”Jeg havde en masse vrede i mig, og musikken udtrykker denne vrede. Samfundet lærer os, at aggression er dårligt. Men aggressioner er først og fremmest reaktioner mod, at nogen har overtrådt ens grænser. Disse følelser har brug for et hjem, for hvis de undertrykkes, vil kroppen før eller siden reagere,” siger Lynn og tilføjer, at der stadig er dage, hvor vreden vælder op i hende.

”Det er stadig hårdt at blive konfronteret med, at man ikke passer ind. Det gælder ikke bare offentlige toiletter, hvor jeg både på herre- og dametoilettet oplever at blive bedt om at gå ud. Det gælder enhver formular fra det offentlige, hvor jeg skal skrive, om jeg er mand eller kvinde. Og det sker hver dag på gaden – dog mindre i Berlin, hvor folk er vant til skøre kugler – hvor folk ikke blot kigger én eller to gange, men ofte glor. Nogle gange ler jeg, andre gange bliver jeg vred og siger ’gør dig ikke alt for meget besvær, jeg er hermafrodit, så du får svært ved at placere mig’,” fortæller Lynn, der som voksen har været i flere velfungerende forhold til kvinder, men for tiden er single og afklaret med, at hun ikke skal have børn.

”Men jeg er generelt glad. Jeg lever et virkelig godt liv nu.”