De velhavende bliver kørt ind på ladet af en Toyota. Andre må ligge sammenbøjede på bagsædet af en tuk-tuk, en lille tre-hjulet motorcykel-taxa, eller blive båret ind af familiemedlemmer til fods.
Patienterne på Læger uden Grænsers lille traumecenter i Kunduz, en provinsby på størrelse med Aarhus i det nordlige Afghanistan, kommer ofte fra landsbyer, der ligger 80-100 kilometer væk. Men de hører trods alt til de heldige. Mange opgiver på forhånd at begive sig afsted.
Folk ved meget langt væk, at der er et sygehus, hvor de kan søge hjælp, men de kommer kun, når der virkelig er noget på spil. Hvis de har skudsår eller åbne læsioner fra en trafik- eller bombeulykke. Noget, de har en fornemmelse af, at de kan dø af. De kommer ikke med en brækket ankel, siger Kjeld Hougaard, pensioneret ortopædkirurg fra Aarhus, som netop er vendt hjem efter to måneders arbejde i Kunduz.
LÆS OGSÅ: Lang vej til et humant Afghanistan
Ifølge en ny undersøgelse fra den internationale hjælpeorganisation Læger uden Grænser har en stor del af de afghanere, der bor på landet, stadig meget vanskeligt ved at få den rette hjælp, hvis de er syge eller kommet til skade. Pålidelige sundhedsklinikker og sygehuse ligger for langt væk, og det er farligt at opsøge dem. Et brutalt eksempel er ægteparret, som nåede helskindet frem til sygehuset, hvor kvinden fødte en datter, hvorefter familien blev sprængt i luften på vej hjem af en vejsidebombe.
Fortællingen om Afghanistan går mere og mere på, at krigen er ved at være slut. Det er den også for os i udlandet. Men den er det ikke for afghanerne, og vi har ikke opnået den succes med sundhedsvæsenet, som mange hævder, siger Renzo Fricke, koordinator for Afghanistan i Læger uden Grænsers internationale kontor.
Interview med flere end 800 patienter og pårørende på et af Læger uden Grænsers fire sygehuse i Afghanistan viser ifølge organisationen, at omkring 40 procent af patienterne har været udsat for kampe, landminer, kontrolposter eller chikane på vejen til sygehuset. Den enorme usikkerhed betyder, at mange afghanere bliver i deres landsbyer og dør af deres sygdomme. Hver femte af de patienter, Læger uden Grænser interviewede, kendte et familiemedlem eller en nær ven, som var død, fordi vedkommende ikke fik behandling for sin sygdom.
Renzo Fricke peger på, at virkelighedens sundhedsvæsen står i skarp modsætning til det rosenrøde billede, som de vestlige lande gerne vil tegne af fremskridtene i Afghanistan. En meget citeret rapport fra Verdensbanken anslår for eksempel, at 85 procent af befolkningen nu har adgang til sundhedshjælp i modsætning til ni procent i 2001, men så store fremskridt er grebet ud af luften.
Vi siger ikke, at det hele er en fiasko. Der er bestemt sket forbedringer, men der mangler meget endnu, siger han.
Læger uden Grænser mener, at sammenblandingen af militær og civil hjælp har en stor del af skylden for problemerne i sundhedssektoren.
Udlandet har ofte taget mere hensyn til deres militære og politiske mål end befolkningens basale behov, siger Renzo Fricke.
Jessica Barry, talskvinde for International Røde Kors, siger til den amerikanske avis The New York Times, at Røde Kors også oplever, at der er meget vanskelig adgang til sundhedshjælp i Afghanistan. En Røde Kors undersøgelse viste i 2009, at 68 procent af afghanerne ikke følte, at de fik den sundhedshjælp, de havde brug for.
Afghanistans vicesundhedsminister Ahmed Jan Naeem sagde i går i et interview med den arabiske tv-station Al Jazeera, at han anerkender, at der stadig kan være forhindringer for at opsøge lægehjælp, men han mener også, at de interviewede patienter kan have deres egen interesse i at tegne et dystert billede.
Hvis man kommer fra en afsides liggende landsby, vil man måske gerne have nogle flere penge til klinikker tættere på en, sagde han.