Prøv avisen

Må man bage et krucifiks?

Den spandske kunstner Javier Krahe lavede i 1977 en "bagt krucifiks" i sit private hjem. Nu anklages han for blasfemi. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Spansk kunstner anklaget for blasfemi, fordi han bagte krucifiks i ovnen

Hører det under den kunstneriske frihed, eller er det blasfemi, når man bager et krucifiks i ovnen?

Dette spørgsmål skal en domstol i Madrid tage stilling til. Og hvis domstolen finder den 68-årige komponist og digter Javier Krahe skyldig i at have hånet og spottet en religion og fornærmet medlemmerne af et trossamfund, vil det være første gang, nogen kendes skyldig, efter at paragraf 525 i straffeloven i 1995 blev udvidet til at omfatte blasfemi.

Egentlig skulle den hjemmevideo, hvori den meget aparte opskrift på bagt krucifiks findes, slet ikke have været vist offentligt. Videoen blev optaget i Javier Krahes eget hjem sammen med en gruppe venner i 1977. Men i 2004 viste den private TV-kanal Canal Plus netop det omtalte klip fra videoen i et portræt af Javier Krahe.

Selv siger Krahe, at han var uvidende om, at klippet blev vist. Han siger også, at han ikke har været ude på at fornærme nogen, og at han godt forstår, hvis troende kan føle sig fornærmet.

Alligevel nægter han at give en undskyldning, fordi videoen var en improvisationsøvelse og ikke var beregnet til offentliggørelse men til at vises hjemme hos venner.

I det klip, der har fået det religiøse studiecenter Tomás Moro til at rejse sagen, forklarer Krahe, mens kameraet kører, hvordan man anretter krucifikset i et fad med smeltet smør og på en bund af kartofler og løg og derefter sætter fadet i ovnen.

I en udtalelse skriver Tomás Moro-centret, at alene retssagens gennemførelse er en sejr for forsvaret af religiøs frihed i Spanien. Centret kræver Javier Krahe dømt til at betale et beløb på 146.000 euro, fordelt på dagbøder på 400 euro igennem et helt år. Canal Plus kræves idømt samme dagbøder men kun i ni måneder for at have viderebragt det efter centrets mening blasfemiske videoklip.

En stor del af den spanske kunstnerverden bakker op om Krahe og hans ret til at udtrykke sig frit. Deriblandt rocksangeren Miguel Ríos, der kalder retssagen for farlig.

"Vi er på vej tilbage til pre-demokratiske tider", som han udtrykker det.

Også provokunstneren Leo Bassi støtter Krahe. Bassi er flere gange blevet anmeldt af katolske grupper for blasfemi, men retssagerne er hver gang endt med frifindelse. Krahe selv betegner retssagen som absurd.

"Man anklager mig for ting, jeg ikke har gjort", siger han til dagbladet El País.

Jeg har ikke optrådt i tv, mens jeg bagte et krucifiks. Optagelserne stammer fra en film, der blev lavet om mig, men jeg ikke har haft nogensomhelst indflydelse på, at tv bragte klip fra filmen, siger Krahe, der bebuder, at han vil søge kunstnerisk asyl i Frankrig, hvis han dømmes for blasfemi.

Afgørelsen ventes indenfor de nærmeste dage.