Prøv avisen

Måling efter sidste tv-opgør: Obama vandt

Præsident Barack Obama og den republikanske præsident kandidat Mitt Romney mødtes for sidste gang i nat dansk tid til tv-duel før valget den 6. november 2012. Foto: RICK WILKINGPOOL Denmark

En skrap og krigerisk præsident hentede ifølge de amerikanske seere en smal sejr i live-duel

Barack Obama slap bedst fra den sidste tv-transmitterede præsidentduel, hvor han natten til tirsdag dansk tid debatterede med udfordreren Mitt Romney i Florida.

Sådan lyder vurderingen fra de amerikanske vælgere i en såkaldt flash-måling foretaget af tv-stationen CNN.

48 procent af de adspurgte tv-seere mener, at Obama løb med sejren, mens 40 procent peger på Romney som vinder.

59 procent af tv-seere mener desuden, at Obama gjorde det bedre end forventet, mens 44 procent sagde det samme om den republikanske udfordrer til præsidentembedet.

CNN-målingen er foretaget blandt knap 500 amerikanere, som er registrerede vælgere og som fulgte Obama bekrige sin modstander på udenrigspolitiske emner såsom det iranske atomprogram, borgerkrigen i Syrien og terrortruslen mod USA.

I en tilsvarende måling fra forrige debat i New York viste stort set dødt løb mellem de to kandidater.

Men Obama havde dog forbedret sig siden første tv-duel, hvor kun 25 procent af de amerikanske vælgere udråbte præsidenten som vinder. Hele 67 procent pegede derimod på Romney - og siden da har republikaneren stået stærkt blandt vælgerne.

Flere meningsmålinger har de seneste dage vist et stort set uafgjort præsidentkapløb.

Nattens debat var derfor udråbt til en afgørende ordduel, der skulle overbevise tvivlerne i befolkningen med blot 14 dage tilbage til valgdagen.