Coronapandemien er virkelig oppe i tiden. Den er gået viral.
Vittigheder af den slags har det vrimlet med i det seneste år – på fjernsynet, på sociale medier og på Zoom-møder, hvor chefen måske lige ville løsne den anspændte stemning på hjemmekontorerne med en kikset kommentar om, at smil jo også smitter.
I den grovere ende har galgenhumor og upassende sarkasme også fundet vej som en ustoppelig virus. På internettet florerer et billede af en fiktiv Ikea-samlevejledning til en ligkiste med det svenskklingende navn Kåråna.
Men hvad er der overhovedet at grine ad for tiden, kunne man spørge. En verdensomspændende pandemi har kostet 2,8 millioner mennesker livet, økonomien er truet mange steder på kloden, og fremtiden er uvis for de fleste. Selv standup-komikerne, der lever af at få folk til at klukke, har mistet deres faste scenepublikum som følge af samfundets nedlukning.
Men lige præcis pandemiens alvor gør det ekstra vigtigt at holde humøret oppe, siger amerikaneren Scott Weems. Han er neurolog og forfatter til bogen ’Ha! The Science of When We Laugh and Why’ (Ha! Videnskaben om hvornår vi griner og hvorfor).
”At grine er et værdifuldt modsvar på foruroligende situationer. Det er en sund måde for hjernen at håndtere konflikter på, og så udløser det dopamin. Coronavirus har stadig mange ubesvarede spørgsmål, men vores hjerner har brug for at prøve at forstå, hvad der foregår. Denne forvirring er en naturlig del af livet, og derfor griner vi gerne af de ting i verden, der ikke giver megen mening,” forklarer han.
Ifølge Scott Weems handler humor primært om timing. Komedie er lig med tragedie plus tid, påpeger han.
”Spørgsmålet er så bare: Hvor lang tid? Situationsfornemmelse og kontekst er altafgørende for en god joke, hvis man vil ramme et bredt publikum. Ellers kan man hurtigt komme galt af sted,” pointerer neurologen.
For nylig kom den britiske premierminister, Boris Johnson, i politisk stormvejr, efter at han på et videomøde med sine konservative partifæller havde været i det muntre hjørne:
”Årsagen til Storbritanniens vaccinesucces, mine venner, er kapitalisme og grådighed,” skulle Johnson have sagt ifølge flere britiske medier.
Men den kække bemærkning faldt ikke i god jord, særligt ikke hos oppositionen, der kritiserede Johnson for at være useriøs og ufølsom.
”Premierministeren vil kalde det en forhastet joke, men det er en meget afslørende kommentar, der viser, hvor skæv hans forståelse for denne igangværende krise er,” lød det fra Nick Dearden, direktør i den sociale ngo Global Justice Now, ifølge avisen The Independent.
For et års tid siden fortalte USA’s daværende præsident, Donald Trump, – til manges store forargelse – om sin tro på, at blegemiddel eller desinfektion kunne virke imod coronavirus. Man skulle bare sprøjte det ind i kroppen ”på en eller anden måde”, lød Trumps opfordring på et pressemøde.
Læger og epidemiologer måtte straks ud og advare befolkningen om, at den metode altså ville være livsfarlig.
”Jeg var bare sarkastisk,” bortforklarede Trump sig efterfølgende.
Også en anden tidligere amerikansk præsident George W. Bush har trådt ved siden af, mens han forsøgte at være sjov. I 2004 til det årlige arrangement med pressekorpset i Det Hvide Hus, hvor stemningen gerne er løssluppen, viste Bush nogle billeder, hvor han går rundt i Det Ovale Værelse og leder efter masseødelæggelsesvåben under møblerne:
”Ikke nogen her. Heller ikke her,” sagde han.
Irak-krigen havde kun varet et år på det tidspunkt, og de fleste i salen valgte ikke at grine ad præsidentens selvironiske indslag.
”Det var et eksempel på, når latterliggørelsen sker for tidligt efter den pågældende begivenhed. I dag ville Bush muligvis slippe bedre af sted med det end dengang,” siger Scott Weems om tidsperspektivet.
I New York bor instruktøren Ferne Pearlstein. Hun har med dokumentarfilmen ”The Last Laugh” (Det sidste grin) fra 2016 undersøgt, hvordan humor kan være med til at bryde et tabu som holocaust.
”Humor er de undertryktes middel. En forsvarsmekanisme, som kan anvendes selv i situationer med ufattelig rædsel,” siger Ferne Pearlstein.
I filmen interviewer hun en række holocaust-overlevere om deres forhold til humor. Flere af dem fortæller, at de nok slet ikke havde klaret tiden i koncentrationslejren uden en eller anden sans for humor. Blandt dem er den 97-årige Renee Firestone, en tidligere Auschwitz-fange.
”Kun hvis du er umenneskelig, vil du ikke grine af noget, hvis det er sjovt. Denne indre sans for humor var det, der holdt mig i live,” siger hun i filmen.
Renee Firestone fremhæver også en absurd situation i lejren, hvor hun er til lægetjek hos den berygtede nazilæge Josef Mengele, og han siger til hende:
”Hvis du overlever denne krig, bør du nok få fjernet dine mandler.”
Den bemærkning har hun smilet over i mere end 70 år, fortæller holocaust-overleveren i ”The Last Laugh”.
Ifølge instruktøren er der stor forskel på, om man gør grin med skurkene eller ofrene. Men over tid bliver begge dele mere acceptabelt, siger Ferne Pearlstein.
For eksempel kunne Mel Brooks godt slippe af sted med at latterliggøre nazisterne i musicalfilmen ”Forår for Hitler” fra 1968. Men der skulle gå yderligere tre årtier, før tv-serien ”Seinfeld” i 1990’erne kunne lave sjov med, at hovedpersonen Jerry dyrkede sex, mens den triste holocaust-film ”Schindlers liste” kørte på fjernsynet i baggrunden.
”På nogle punkter er vi i dag mere uforsigtige og har færre grænser, end vi havde tidligere. Men samtidig opstår der nye tabuer, som begrænser privatpersoner, politikere og komikere i, hvilke emner det er acceptabelt at lave sjov med,” siger hun.
”Vores bevidsthed om racisme, kvindehad, homofobi og fremmedhad har afmonteret mange af de grænseoverskridende vittigheder, der for kort tid siden endnu var ren rutine. Den udvikling angribes undertiden som politisk korrekthed, men jeg tror snarere, at det afspejler en voksende forståelse af, hvad der virkelig er sårende,” mener Ferne Pearlstein.
I Australien beskæftiger Ros Ben-Moshe sig til daglig med humorens rolle i samfundet. Hun er lektor i psykologi på La Trobe University i Melbourne og har blandt andet skrevet bogen ”Lauging at Cancer” (Om at grine af kræft).
Lektoren erkender, at vi i Vesten generelt er blevet mere politisk korrekte.
”Men grotesk og morbid humor vil altid blive brugt – fra det antikke Roms vittigheder om korsfæstelser over verdenskrige og finanskriser til nutidens covid-æra. I mørke tider kan det skabe en mental forandring, som hjælper med at mindske intensiteten af smerte,” forklarer Ros Ben-Moshe.
Ligesom med enhver form for humor er der imidlertid behov for følsomhed på grund af humorens subjektive karakter, tilføjer lektoren.
”Hvad én person finder sjovt, kan andre opfatte som groft eller uhøfligt – eller måske forstår de bare ikke det sjove ved joken,” siger hun på videoforbindelsen og afslutter med, at hun gerne vil fortælle mig en intelligent joke om coronavirus.
”Men det vil nok tage dig to uger at fange den,” ler hun.