Det er et helt nyt syn på udvikling og forholdet mellem nord og syd, som vil blive officielt formuleret ved FN's konference om finansiering af fremtidens udvikling, som begynder i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, i dag.
3500 milliarder dollars om året i de næste 15 år er nødvendige for at nå målene om at udrydde fattigdom og sult i 2030 og sikre sundhed, uddannelse og kønsligestilling for alle, alt sammen på en klimamæssigt bæredygtig måde. Et astronomisk beløb set i forhold til de nuværende omkring 160 milliarder dollars, der årligt mobiliseres i offentlig udviklingsbistand. Og selvom de rige lande skulle indvilge i at opfylde FN-målet fra 1970 om at afsætte 0,7 procent af bruttonationalindkomsten til udvikling, vil det højst føre til en fordobling af den nuværende bistand.
Den nye udviklingsdagsorden repræsenterer derfor et markant skifte væk fra offentlig finansiering af udvikling.
”Den offentlige bistand skal benyttes som løftestang til at mobilisere private midler og skabe betingelserne for, at private investeringer kan skabe vækst, arbejdspladser og skatteindtægter. Alene Afrika har brug for 840 millioner nye arbejdspladser inden for de næste fem år, hvis de nye generationer skal finde beskæftigelse. Det kan offentlig investering ikke selv skabe,” siger Jean-Michel Severino, tidligere vicepræsident i Verdensbanken og medlem af den ekspertgruppe, som har været med til at udtænke de nye verdensmål.
Danmark støtter varmt op om den nye model, som med udenrigsminister Kristian Jensens (V) ord ”flytter fokus fra bistand til udvikling”.
”Den private sektors involvering er interessant,” vurderer også Adam Moe Fejerskov, ph.d.-stipendiat og specialist i udviklingsfinansiering ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
”Men reelt aner vi ikke, hvor mange penge den private sektor kan mobilisere. Jeg tror, at vi voldsomt overvurderer, hvor mange penge der kan komme herfra, og de rige lande prøver nok også at fremhæve denne dimension, fordi det er en finansieringskilde, der ikke koster dem ret meget,” siger Adam Moe Fejerskov.
Et andet spørgsmål er, om disse investeringer reelt vil bidrage til en bæredygtig udvikling.
”Vi oplever, at virksomhederne gerne vil bevæge verden i den rigtige retning. Men der er også brug for regler, der sikrer en reel udviklingseffekt. Erfaringerne fra de seneste år er, at der har været for enøjet fokus på at tiltrække investeringer og alt for lidt fokus på det sociale ansvar, der følger med,” siger Kirsten Hjørnholm Sørensen, politisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke, som selv er til stede i Addis Abeba.
Hun peger blandt andet på tilfælde af jordtyveri, hvor småbønder mister retten til deres jord til store investeringsprojekter, eller utilstrækkelig sikkerhed på arbejdspladserne, som for eksempel førte til sammenstyrtningen af tekstilfabrikken i Rana Plaza i Bangladesh for to år siden.
Udenrigsminister Kristian Jensen er ikke bange for denne faldgrube.
”Det er landene selv, der skal sørge for at have velfungerende retssystemer, der sikrer, at ejendomsret og andre rettigheder respekteres. Det vil vi gerne hjælpe med. Men man skal også huske, at vi ikke kan påtvinge fattige lande samme standarder som hos os. Så får de aldrig en chance for at gennemgå de forskellige udviklingsstadier, vi selv har været igennem,” siger Kristian Jensen.
En anden væsentlig finansieringskilde til de nye verdensmål er en bedre skatteopkrævning i u-landene. Men det er også en af de store knaster, for landene i nord og syd er uenige om, hvorvidt et nyt regelsæt for beskatning af især multinationale virksomheder skal etableres i de rige landes samarbejdsorganisation, OECD, hvor landene i syd ikke er repræsenteret, eller i et nyt organ i FN, som G77-gruppen af sydlige lande kræver.
”Det øgede skatterevenue kommer til at blive den helt store finansieringskilde. Vi ved, at 77 procent af 2015-målene faktisk blev betalt af udviklingslandene selv via skatteindtægter. Derfor er der også store forventninger til, at national beskatning kan skaffe langt den største portion midler til at finansiere udvikling. Men der er helt klart også en konkurrence om eventuelle nye skatteindtægter, og det er en konkurrence, som udviklingslandene lige nu ser ud til at tabe,” siger Adam Moe Fejerskov.
