Macron: Frankrig og USA står bag Ukraine

Under fransk statsbesøg i Washington lover Biden og Macron usvækket støtte til Ukraine i krigen mod Rusland.

Skyggerne af præsident Joe Biden og præsident Emmanuel Macron i søjlegangen uden for Det Hvide Hus. "Vi vil aldrig presse ukrainerne til at gå ind på et kompromis, som de ikke ønsker, fordi de er så tapre", sagde Macron ved deres fælles pressemøde.
Skyggerne af præsident Joe Biden og præsident Emmanuel Macron i søjlegangen uden for Det Hvide Hus. "Vi vil aldrig presse ukrainerne til at gå ind på et kompromis, som de ikke ønsker, fordi de er så tapre", sagde Macron ved deres fælles pressemøde. Foto: Pool/Reuters.

USA og Frankrig vil aldrig presse Ukraine til at gå ind på et kompromis, som landet ikke ønsker.

Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på et pressemøde i Det Hvide Hus i Washington sammen med USA's præsident, Joe Biden.

- Frankrig og USA står sammen om at støtte Ukraine mod Rusland. Vi vil være med til at skabe fred, når tidspunktet er rigtigt, siger Macron.

Han gør det samtidig klart, at krav om territorium vil blive afgjort af Ukraine.

Efter et langt møde i Washington torsdag sagde Biden og Macron, at, de er enige om en række fælles politiske og økonomiske initiativer, som skal styrke det vestlige demokrati globalt.

De to ledere nævnte foruden Rusland også udfordringer fra et stadigt stærkere Kina og fra Iran.

- Vi bekræfter, at Frankrig og USA sammen med alle vore Nato-allierede, med EU og G7 står stærkere end nogensinde mod Ruslands brutale krig mod Ukraine, sagde Biden. Han kaldte russernes krigsførelse for "ufatteligt brutal".

Den amerikanske præsident sagde, at han ville være parat til et møde med præsident Vladimir Putin, "men kun hvis det drejer sig om at få afsluttet krigen".

Biden gjorde det klart, at Rusland vil blive draget til ansvar for veldokumenterede krigsforbrydelser.

I forhold til Kina vil amerikanerne sammen med deres europæiske allierede fortsat imødegå Kinas menneskerettighedskrænkelser og dets udfordringer af internationale love og regler.

Til gengæld vil USA søge mere samarbejde med kineserne i kampen mod klimaforandringer.

Biden har valgt at tage imod Macron som den første udenlandske leder, der er inviteret på et statsbesøg i Washington, siden den amerikanske præsident blev indsat for snart to år siden.

Macron kom til magten i 2017. Siden er kommet en strøm af internationale initiativer fra præsidentpaladset i Paris, hvilket har gjort den franske præsident til en af de mest aktive globale ledere.

/ritzau/Reuters