Macron og Johnson skændes om dødelig trafik til England

Et dårligt forhold mellem Frankrig og Storbritannien gør indsats i migrantkrise vanskelig, mener analytikere.

En punkteret gummibåd ligger på en strand i Dunkerque tæt ved den franske havneby Calais, dagen efter at 27 migranter mistede livet i et forsøg på at nå til Storbritannien. Årligt stævner tusindvis af migranter ud i overfyldte og synkefærdige både i håb o
En punkteret gummibåd ligger på en strand i Dunkerque tæt ved den franske havneby Calais, dagen efter at 27 migranter mistede livet i et forsøg på at nå til Storbritannien. Årligt stævner tusindvis af migranter ud i overfyldte og synkefærdige både i håb o. Foto: Johanna Geron/Reuters.

Ligene af de 27 mennesker, der døde under forsøget på at krydse Den Engelske Kanal, var knap nok bjærget, før skænderiet er i gang om, hvem der har skylden for tragedien.

De 27 migranter ville til England, men omkom, da deres lille båd sank ud for den franske havneby Calais onsdag.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, peger en anklagende finger mod Frankrig.

- Vi har haft vanskeligt ved at overbevise nogle af vores partnere, særligt franskmændene, om at gøre tingene på den måde, som vi mener, at situationen fortjener, siger Johnson på et pressemøde torsdag.

Den kritik medførte en skarp kommentar fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Han understreger, at de to lande har et fælles ansvar for krisen.

I et telefonopkald med Johnson onsdag aften advarede Macron mod at "udnytte en tragisk situation politisk". Det fremgår det af en meddelelse fra Elyséepalæet.

- Når man ser, hvad der skete i går, kan man ikke lege med det og udnytte det, siger en kilde tæt på den franske præsident.

- Man bliver nødt til at tage det her alvorligt.

Flere analytikere ser forholdet mellem Frankrig og Storbritannien som det dårligste i årevis. Det vanskeliggør en indsats i den migrantkrise, der er taget til i år.

- Det er ekstremt alvorligt. Det er svært at se, hvordan Frankrig og Storbritannien kan arbejde sammen om vigtige emner, når forholdet er så dårligt, siger John Springford fra tænketanken Centre for European Reform.

Den britiske utilfredshed kommer torsdag til udtryk i flere britiske aviser, der bringer fotos af en anden gruppe migranter, som er kommet sikkert over kanalen til Storbritannien.

Billederne viser migranterne bære en gummibåd ud i vandet lige foran en fransk patruljebåd.

- Hvorfor stoppede Frankrig dem ikke?, lyder det på forsiden af dagbladet Metro.

Efter onsdagens ulykke presser briterne igen på for at begynde på en fælles patruljering langs den franske kyst. Men det har Frankrig tidligere afvist som værende en krænkelse af landets suverænitet.

I år har omkring 25.700 mennesker krydset Den Engelske Kanal ved det sted, hvor den er smallest.

Dødstallet efter onsdagens ulykke kan være højere end 27. Torsdag blev endnu et lig bjærget, men vedkommende er ikke identificeret endnu. Det er uklart, om den afdøde var om bord på den båd, der forliste onsdag.

/ritzau/AFP