Macron sætter sig i førersædet og svinger til højre

Frankrigs nye regering afspejler Emmanuel Macrons ønske om selv at sidde ved rattet i de sidste 20 måneder inden næste præsidentvalg og tvinge den borgerlige opposition til at vælge side mellem præsidenten og Marine Le Pen

I Macrons nye regering, der tiltrådte officielt tirsdag, er der færre fra venstrefløjen og flere fra Republikanerne. Den nye premierminister, Jean Castex (billedet til venstre), har hentet flere nye republikanske ministre ind i regeringen.
I Macrons nye regering, der tiltrådte officielt tirsdag, er der færre fra venstrefløjen og flere fra Republikanerne. Den nye premierminister, Jean Castex (billedet til venstre), har hentet flere nye republikanske ministre ind i regeringen. Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix.

Frankrigs nye premierminister, Jean Castex, kan nok så meget forsikre om, at franskmændene vil komme til at lære ham at kende. Det rokker ikke meget ved opfattelsen af, at Emmanuel Macron har hentet en ukendt og temmelig farveløs regionalpolitiker til Paris med den bagtanke, at han skal skygge mindst muligt for præsidenten selv.

Regeringsrokaden var ventet, efter at præsident Macron i coronakrisens begyndelse havde lovet, at Frankrig skulle vove at forlade den slagne vej, glemme ideologierne og genopfinde sig selv. ”Og det gælder også mig selv,” præciserede han i en tv-tale i april.

Det er ud fra denne alen, at den nye regering bliver vurderet. Om det er en ny version af Macron, der nu sætter sig i førersædet med en ny premierminister som passager, vil vise sig. Til gengæld ser det ud til, at han har tænkt sig at blinke af til højre.

De vælgere, der håbede, at coronakrisen og det nylige kommunalvalg ville skyde røde og grønne spirer i den nye regering, er blevet skuffet. Vel har Macron udnævnt en kendt miljøforkæmper på posten som klima- og miljøminister. Mindre kunne næppe gøre det, efter at kommunalvalget netop har placeret grønne borgmestre i spidsen for nogle af Frankrigs største byer som Lyon, Marseille, Bordeaux og Strasbourg.

Feministiske aktivister gik tirsdag på gaden foran Madeleine-kirken i Paris for at protestere imod, at Gerald Darmanin og Eric Dupond-Moretti tirsdag officielt tiltrådte som henholdsvis fransk indenrigsminister og fransk justitsminister. – Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix.
Feministiske aktivister gik tirsdag på gaden foran Madeleine-kirken i Paris for at protestere imod, at Gerald Darmanin og Eric Dupond-Moretti tirsdag officielt tiltrådte som henholdsvis fransk indenrigsminister og fransk justitsminister. – Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix.

Men med Barbara Pompili som undtagelsen skal den nye regering især trække tænderne ud af den borgerlige opposition i partiet Republikanerne. Emmanuel Macron havde ikke selv noget stort partiapparat i ryggen, da han vandt præsidentvalget i 2017, og håndplukker nu sine ministre hos konkurrenterne både til højre og venstre. I denne hans anden regering, der tiltrådte officielt tirsdag, er der færre fra venstrefløjen og flere fra Republikanerne.

Den nye premierminister var selv medlem af Republikanerne frem til sin udnævnelse ligesom forgængeren, Edouard Philippe. Jean Castex har hentet flere nye republikanske ministre ind i regeringen, deriblandt tidligere sundhedsminister Roselyne Bachelot, som får et comeback som kulturminister.

En af Nicolas Sarkozys tidligere rådgivere har på fransk radio ironiseret over, at man skulle tro, at den tidligere præsident var vendt tilbage til Elysée-palæet og selv havde sammensat den nye regering. Men dette er næppe en gave til det borgerlige Frankrig, konstaterer det konservative dagblad Le Figaro. For som den politiske redaktør ved dagbladet Le Monde forklarer, skal de nye ministre ”opbruge ilten” omkring de borgerlige kandidater, der drømmer om at stille op ved præsidentvalget i 2022.

Fransk politik er i fuld gang med at organisere sig omkring tre blokke: en grøn og rød venstrefløj, en moderat højreblok på midten og National Samling, det tidligere Front National, til højre. Republikanerne skal derfor tvinges til at vælge, om de rykker mod midten til Macron eller ud på den højrenationale fløj til Marine Le Pen. Imellem disse to fløje skal der ifølge Macrons strategi være så lidt politisk plads som muligt.

Med fyringen af indenrigsminister Christophe Castaner, der havde lagt sig ud med politiet ved at bakke helhjertet op om demonstranterne i den franske udgave af Black Lives Matter, kan Macron håbe på at få ro i rækkerne igen. De franske feminister klager omvendt over, at indenrigsministeriet nu skal ledes af Gérald Darmanin, som er i retsvæsenets søgelys efter en beskyldning om voldtægt og sexchikane. Og signalpolitisk har Macron netop erstattet ligestillingsminister Marlène Schiappa, der støttede MeToo-bevægelsen og ønskede at styrke indsatsen mod vold mod kvinder, med Elisabeth Moreno, der udmærker sig ved både at være fra Kap Verde og at have erklæret, at ligestillingspolitik ikke skal ”træde mændene over tæerne”.

Tilbage er udnævnelsen af den kendte og kontroversielle forsvarsadvokat Eric Dupond-Moretti som ny justitsminister. Hvad tanken er med at give nøglerne til det franske justitsministerium til enhver offentlig anklagers mareridt, der har forsvaret både terrorsigtede og korruptionssigtede ministre, er endnu en gåde. Men en kommende retsreform er et godt gæt, og de ansatte i retsvæsenet er allerede rasende over, at deres nye minister er deres mest arge kritiker.

Og i hvert fald signalerer Emmanuel Macron, er den nye regering ikke skal være bange for at have kant.