Færre end hver anden franske vælger fandt det umagen værd at begive sig til stemmelokalerne i søndags. Dette tegn på en historisk stor demokratitræthed i Frankrig har rystet både politikere og iagttagere mindst lige så meget som selve valgresultatet, som ellers er lige så historisk.
Alt tyder på, at den franske præsidents kun ét år gamle parti efter anden valgrunde kommer til at kontrollere tre fjerdedele af det kommende franske parlament. Med 32 procent af stemmerne i første valgrunde er La République en Marche blevet Frankrigs største parti. Og takket være valgsystemet vil det næste søndag udløse mellem 415 og 455 parlamentsmedlemmer ud af 577 i alt.
Den legendariske præsident Charles de Gaulles forfatning er indrettet til at skabe kunstige parlamentariske flertal for at undgå mindretalsregeringer, men en tidevandsbølge som denne opnåede selv ikke generalen i sine velmagtsdage. Bølgen har skyllet næsten enhver opposition ud af parlamentet, og søndag aften lå både Republikanerne, Front National og den yderste venstrefløj med Jean-Luc Mélenchon på deres blødende knæ for at bede vælgerne om i det mindste at sikre et minimum af modsigelse og ikke give Emmanuel Macron fuldstændig frie hænder.
”Vores land har brug for en afbalanceret magt, ikke en magtkoncentration,” sagde lederen af Republikanernes valgkamp, François Baroin, søndag aften.
Men faktisk har vælgerne allerede sørget for at signalere til Emmanuel Macron og hans premierminister, Édouard Philippe, at det overvældende flertal ikke er en blankocheck. Den rekordlave valgdeltagelse illustrerer, at franskmændene ikke er strømmet til valgurnerne i bejstring over den nye præsident.
Ikke alene har kun halvdelen af de franske vælgere afgivet en stemme i søndags. Af denne halvdel er det kun hver tredje, der støttede Emmanuel Macron. Det massive historiske flertal skrumper dermed til mellem en tiendedel og en femtedel af den franske befolkning.
Valgforskere som Brice Teinturier fra analyseinstituttet Ipsos har peget på, at franskmændene er trætte oven på en valgkamp, som reelt begyndte sidste år med højrefløjens og derefter socialisternes primærvalg. Meget tyder også på, at det især er oppositionens vælgere, der er blevet hjemme i forventning om, at valget nærmest var afgjort på forhånd efter Macrons valgsejr ved præsidentvalget.
I det store brede perspektiv har de franske vælgere derfor signaleret, at de giver Emmanuel Macron en chance. En chance for at bringe den fornyelse af fransk politik, han har lovet. Og en chance for at give franskmændene reelle grunde til at tro på fremtiden og nære den optimisme, præsidenten har vakt.
Men de vil se resultater, før de for alvor giver ham deres tillid. Og disse resultater bliver ikke enkle at tilvejebringe. For selvom franskmændene er enige om, at de vil have fornyelse, er de ikke enige om, hvilken fornyelse de vil have. De vil have handling, der kan bringe Frankrig ud af et økonomisk dødvande. Men ved præsidentvalget stemte fire ud af ti vælgere på partier på yderfløjene, fra Marine Le Pen til Jean-Luc Mélenchon.
”Er et flertal nok til at reformere Frankrig,” spurgte dagbladet Le Mondes politiske redaktør, Françoise Fressoz, søndag aften.
I andre lande, med andre politiske kulturer og valgsystemer, ville spørgsmålet måske være irrelevant. I Frankrig er det lige præcis den overvejelse, som præsident Emmanuel Macron og premierminister Édouard Philippe bør have i baghovedet.