Macrons sejr i Frankrig gør ham til Europas nye leder

En sejr til Marine Le Pen havde været en sejr til Vladmir Putin, lyder vurderingen især i Berlin, hvor mange nu ser den genvalgte Emmanuel Macron som EU's førstemand

Macron holder tale foran sine følgere i Paris efter at have genvundet magten.
Macron holder tale foran sine følgere i Paris efter at have genvundet magten. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den franske valggyser er udløst, og Europa har åndet lettet op. Emmanuel Macron har fået fem år mere i Elysée-palæet, endog med et komfortabelt forspring, da han som den første franske præsident i 20 år blev valgt til en anden embedsperiode med 58,55 procent af stemmerne mod 41,45 til den nationalkonservative Marine Le Pen.

Da alt kom til alt, var de franske vælgere alligevel ikke villige til at udløse et jordskælv som det, der åbnede dørene til Det Hvide Hus for Donald Trump i 2016 og kastede verden ud i det ukendte. De endte med at foretrække det sikre og genvælge Emmanuel Macron frem for en hovedkulds kolbøtte ud i en usikker fremtid, både for den franske økonomi og retsstat og for Frankrigs plads i Europa.

Et lettelsens suk gik gennem de europæiske hovedstæder, da Beethovens Europa-hymne bragede ud over Champ de Mars-parken søndag aften, mens den storsmilende 44-årige præsident ledsaget af sin hustru og omgivet af en flok børn og unge nåede frem til podiet foran Eiffeltårnet, hvor nogle tusinde tilhængere ventede på ham med vajende trikoloreflag.

Putin taber det franske præsidentvalg

Overskrift i "Der Spiegel"

Tysk avis

Lykønskningerne strømmede ind fra de europæiske regeringsledere for en valgsejr, der beskrives som en sejr for Europa. For med den pro-russiske Marine Le Pen ved roret ville Frankrig have været på konstant kollisionskurs med Europa. Og Ruslands præsident, Vladimir Putin, ville have fået en allieret i et af EU’s kernelande, hvilket kunne splitte den fælles europæiske front mod den russiske krig i Ukraine.

”Putin taber det franske præsidentvalg,” lød overskriften da også i det tyske ugemagasin Der Spiegel efter offentliggørelsen af det franske valgresultat.

”Hvis Le Pen havde vundet valget, ville Putin have vundet sin største sejr, helt uden blodsudgydelse. Det havde være enden på EU, Tyskland havde mistet sin vigtigste partner, og de franske atomvåben var havnet i hænderne på en nationalistisk Putin-fan,” skriver magasinets kommentator Sebastian Fischer.

Også det amerikanske magasin The Atlantic havde allerede inden valgdagen understreget, at ”hvis Macron taber, vinder Putin”. Men The Atlantic gik et skridt videre, for ”i dette øjeblik indtager Frankrig de facto det politiske lederskab i Europa og udfylder tomrummet efter Angela Merkel”, skriver bladets kommentator, Thomas Chatterton Williams, som dermed lader forstå, at Emmanuel Macron ikke kun indtager en lederposition i kraft af det franske EU-formandskab frem til den 30. juni.

Han er også den eneste virkelige leder, kontinentet har tilbage. Og de mange lykønskninger fra de europæiske stats- og regeringsledere og fra EU-topppen skal også ses i dette lys.

”I disse stormfulde tider har vi brug for et stærkt Europa og et Frankrig, der arbejder fuldt og helt for en uafhængig og strategisk Europæisk Union,” lyder det på Twitter fra EU-præsident Charles Michel.

EU’s strategiske uafhængighed er netop nogle af stikordene til Macrons vision for EU’s fremtid, ikke mindst militært. En vision, han har argumenteret for gennem hele sin første embedsperiode, men i vid udstrækning for døve ører, især i Tyskland, hvor daværende forbundskansler Angela Merkel ignorerede hans i hendes øjne vidtløftige forestillinger om et tættere europæisk forsvarssamarbejde.

Men krigen mod Ukraine har sat Macrons forslag i et ganske andet lys, og Angela Merkel er nu afløst af Olaf Scholz som tysk forbundskansler - uden forgængerens pondus og tilmed ramt af tiltagende hjemlig og international kritik af en kaotisk håndtering af den tyske regerings løfter om våbenleverancer.

Med fem år mere på den franske præsidentpost og en sejr over højrenationalismen i Frankrig er det nu Emmanuel Macron, der er den erfarne del af det fransk-tyske partnerskab.

Tv-stationen ZDF’s kommentator, Theo Koll, advarer om, at Olaf Scholz i Macron vil finde ”en talentfuld konkurrent om positionen som Europas nummer et”. Men for Sebastian Fischer i Der Spiegel skal den tyske forbundskansler vænne sig til at være juniorpartner i det fransk-tyske samarbejde og ”lade Macron føre an i stedet for at lægge ham hindringer i vejen, som Angela Merkel gjorde”.

Emmanuel Macron vil som noget af det første netop tage til Berlin for at signalere, at den fransk-tyske motor nu kører på fuld kraft. Men hans ambitioner om at spille førsteviolin kan imidlertid blive hæmmet af en hjemlig scene, hvor valgsejren ikke er helt så klokkeklar, som tallene ser ud til på papiret.

Emmanuel Macron var ikke blevet færdig med at trykke hænder foran Eiffeltårnet, før det kom til demonstrationer allerede søndag aften i Paris, men også i flere byer i provinsen med de første ”ud med Macron-råb”.

Rigtig mange franskmænd blev hjemme på sofaen i stedet for at stemme i søndags. Og det had, som har fulgt den liberale præsident gennem næsten hele den foregående embedsperiode, er ikke gået væk. Spørgsmålet er, hvor meget en potentielt eksplosiv hjemlig scene vil svække den franske præsidents europæiske ambitioner.