Det er ikke, fordi området uden for metrostationen gør specielt meget væsen af sig. Røde etagebyggerier i tre-fire etager, en grønthandler, lidt handel på torvet og mennesker, som passerer op og ned ad Skarpnäcks lille hovedgade.
Ikke desto mindre er Stockholms sydlige forstæder nu blevet symbolet på de eskalerende bandeproblemer, som i hastig takt breder sig til steder, som før var mere eller mindre forskånet for volden.
”Fra 10 år siden var det her et af de områder tæt på centrum, som havde mindst kriminalitet og højest tryghed,” siger Mads Lundgaard, der er født i Danmark, uddannet i Sverige og nu kommunalbestyrelsesmedlem i Stockholm for højrefløjspartiet Sverigedemokraterne.
”Men i dag er kriminaliteten eksploderet i den del af Skarpnäck, hvor vi befinder os nu.”
Stockholm er opdelt i 13 såkaldte bydelsområder, og Skarpnäck er med sine 46.000 beboere et af dem. Området Skarpnäck gård, hvor 53-årige Mads Lundgaard tager imod, har godt 11.000 indbyggere. 37,4 procent har udenlandsk baggrund.
”Skarpnäck er Sverige i miniatureformat. Middelklassen er rykket væk fra centrum og tættere på naturen, og så er der det her område, hvor indvandrerne bor, og hvor der bliver mere og mere utrygt. Og ingen gør noget, for svenskerne er så konfliktsky.”
Mads Lundgaard peger i retning af et supermarked længere nede af vejen. Her blev en person skudt og dræbt tidligere i år. Klokken 18.30 en helt almindelig søndag. Skyderiet var bare et i en lang række af opgør mellem kriminelle i området det seneste år, og i hele Sverige blev 46 skuddræbt sidste år. Foreløbig tegner 2022 dog til at blive langt mere blodigt, og antallet af dødelige skyderier i år har allerede overhalet 2021. Men selvom kriminaliteten ligger øverst på listen over de emner, som optager svenskerne frem mod valget, er det faktisk ikke det største problem, mener Mads Lundgaard.
”Nej, og det lyder vanvittigt, men skyderierne er faktisk nærmest normaliseret,” siger han.
”Den tydeligste udvikling de seneste 10 år er, at beretningerne om middelklassebørn- og unge, som bliver røvet af indvandrerbander, bliver stadigt flere. Mord sker jo trods alt ikke hver dag, selvom skyderierne gør. Men røverierne, de er virkelig en kilde til utryghed.”
En rapport fra Sveriges kriminalpræventive råd, Brå, viste sidste år, at antallet af anmeldte røverier mod unge under 18 år var fordoblet mellem 2015 og 2019. De mistænkte kommer primært fra socioøkonomisk udsatte områder, 66 procent har udenlandsk baggrund. Blandt ofrene har 77 procent svensk baggrund.
”Hidtil har man troet på, at man hvis man boede i et pænt område og kørte sine børn i bil, når de skulle til fritidsaktiviteter eller i skole, så ville der ikke ske noget. Men i dag er der ikke længere sikkert nogen steder,” siger Mads Lundgaard.
”Fordi Stockholm er så godt forbundet med kollektiv trafik, ser vi hvordan kriminelle fra bestemte områder nu tager på røvertogt i andre bydele.”
Hvordan reagerer folk på udviklingen?
”Svenskere bryder sig ikke om konflikt, så man tilpasser sig. Man kører sine børn til skole og idræt, lader dem ikke være ude om aftenen eller tage offentlig transport. Flere og flere forholdsregler for at undvige volden.”
Udemokratiske moderater
Mads Lundgaard er født i Ribe i Sydjylland, men som ung søgte han mod den svenske domkirkeby Uppsala for at studere statskundskab. Undervisningen og studiemiljøet begejstrede, Mads Lundgaard engagerede sig i ungdomspolitik og flyttede siden til Sveriges hovedstad Stockholm.
”Det er i udgangspunktet et fantastisk land og en fantastisk by. Jeg elsker Danmark, men Sverige er større - på alle måder. Selvom de kun er dobbelt så mange som os, minder det på mange måder mere om USA. Større armbevægelser, simpelthen.”
Når man først er kommet ind i svensk kultur og har fået svenske venner, er de enormt loyale, fortæller han.
”Man er et hold, alle skal være med, have det godt, man gør tingene sammen. Skaber god stemning. Og så er svenskerne meget flittige. Et hårdtarbejdende folk, som er enormt optaget af at behandle hinanden ordentligt.”
Fra 1998 engagerede Mads Lundgaard sig i Moderaterne, Sveriges store borgerlige parti. I en årrække repræsenterede han partiet i kommunalbestyrelsen i Stockholm og havde en række fremtrædende poster. Men i 2014 fik han nok.
”Deres økonomiske politik minder meget om Venstres i Danmark, og den er jeg stadig glad for. Og det var egentlig heller ikke på grund af indvandringspolitikken, for den er også blevet strammet gevaldigt. Men i 2014 lavede Moderaterne en aftale med de andre svenske partier om at holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse,” fortæller han.
Det socialkonservative Sverigedemokraterne, som blev grundlagt i 1988 af personer med nazistiske og fascistiske forbindelser, havde fået mere end 800.000 stemmer i det pågældende valg, men de andre partier i den svenske Rigsdag betragtede SD som ekstremt og udemokratisk. Derfor valgte man at ignorere partiets mandater og holde det uden for politisk indflydelse.
"Det var så udemokratisk. Både som scient.pol.’er - men sådan set også som dansker - var det totalt uforståeligt. Jeg vil ikke gå på kompromis med mine demokratiske værdier bare for at se god ud i andres øjne,” siger Mads Lundgaard.
”Og mit andet problem var identitetspolitikken. Moderaterne røg med på woke-bølgen, kønsneutrale toiletter og vegetarisk skolemad. Jeg har ikke et ondt ord at sige om moderater på det personlige plan, men jeg følte simpelthen, at partiet blev for følgagtigt, mens Sverigedemokraterne stod mere fast.”
Et anderledes parti
Efter nogle år uden for politikken meldte Mads Lundgaard sig i 2017 under netop Sverigedemokraternes faner. SD var det eneste parti, som i hans optik gik tilstrækkeligt langt på rets- og udlændingepolitikken.
”Men jo sådan set bare så langt, som de fleste danske partier vil gå,” siger han.
”Hvis man stemmer på De Konservative eller Venstre i Danmark, er det helt oplagt at være sverigedemokrat her. I hvert fald bedømt på politikken.”
I svenske medier har en række sverigedemokrater i årenes løb fortalt, hvordan partimedlemskabet har stået i vejen for bestemte jobs, venskaber og sågar familierelationer. Men det har ikke været noget problem for Mads Lundgaard.
”Man har hørt mange forfærdelige historier, så jeg var da urolig for mine svenske venner, som jeg har haft i 25 år. Men der var kun to, der reagerede negativt, og folk ved jo, at jeg ikke er racist. Men hvad jobbet angår, var det næppe karrierefremmende. Jeg er ansat i staten, og der findes stadig et udstrakt berufsverbot i det offentlige. Heldigvis er en min chef ok. Og samtidig er for eksempel kriminaliteten jo eskaleret helt enormt de senere år, hvilket nok har øget forståelsen for, at flere vælger SD til.”
Siden har flere gamle partikammerater taget kontakt til Mads Lundgaard. Ofte for at diskutere eventuelt samarbejde. Også på rigsdagsniveau er tøbruddet totalt, og frem mod valget den 11. september arbejder Mads Lundgaards gamle parti, Moderaterne, for at opnå flertal sammen med Sverigedemokraterne samt Kristendemokraterne og Liberalerne. I de seneste meningsmålinger har SD sågar overhalet Moderaterne og er nu største oppositionsparti. Samtidig er der stort set dødt løb mellem blokkene.
”Forandringen er enorm. For et par år siden svor Moderaterne, at man aldrig ville samarbejde med SD. Men i dag er vi stuerene i flere og fleres øjne. Og det betyder også, at vi, der engagerer os, ikke bliver stigmatiseret i samme omfang, selvom modstanden stadigvæk findes. I Sverige skaffer du dig agtelse ved at være et ’godt menneske’ og lægge afstand til SD. Det elsker svenskerne.”
Senest har partiet været i vælten fordi, fremtrædende medlemmer taler om markant øget repatriering og det muslimske hovedtærklæde som "en voldtægt på Sverige".
I valgkampen er Sverigedemokraterne blevet kritiseret for at, at partiets eneste løsning på Sveriges udfordringer er ideen om markant øget repatriering. Altså hjemsendelser, som skal ske ad frivillighedens vej. Samtidig har flere fremtrædende sverigedemokrater været i vælten, som da partisekretær Richard Jomshof omtalte det muslimske hovedtørklæde som "en voldtægt på Sverige".
Selvom fremtrædende medlemmer af partiet insisterer på, at ekstremismen hører fortiden til, dukker med jævne mellemrum yderligtgående og racistiske udtalelser fra partiet op. Er I vitterligt stuerene?
”Jeg kan bare sige, at jeg kender alle i toppen af partiet, og jeg oplever ingen forskel på at snakke med en gennemsnits-sverigedemokrat eller en gennemsnitsdansker. En gang i mellem får vi nogle medlemmer, som man absolut ikke vil ha med i et parti, men hvis man er meget utilfreds med samfundsudviklingen, så udtrykker man sig nogle gange mindre heldigt,” siger han.
”Og så tiltrækker partier på yderfløjene jo altid kedelige typer. Men jeg hader racister, og jeg er aldrig stødt på en racist hos SD. Til gengæld er jeg overbevist om, at vi er de eneste, der kan gøre noget ved de enorme problemer, Sverige står over for.”
Venstrefløjens svigt
Ansvaret for ”Sveriges problemer” placerer Mads Lundgaard ikke så overraskende hos sine politiske modstandere på venstrefløjen. De mener, hævder han, at socioøkonomiske årsager ligger til grund for den kriminalitet og de parallelsamfund, som er blandt de helt store temaer i den svenske valgkamp.
”Socialdemokraterne og de andre snakker kun om samfundets svigt, ikke om indvandringens størrelse og problemerne med integration. Og gør du det alene til et klassespørgsmål, bliver løsningen bare flere penge til det offentlige.”
Men du afviser den forklaring?
”Ja, fuldstændigt. Jeg er overbevist om, at det har med kultur at gøre. Både indvandrernes, men også svenskernes,” siger Mads Lundgaard.
”Svenskerne tror, at hvis man er i Sverige længe nok, så bliver man svensker. Men sådan fungerer det bare ikke, beklager. Ser vi på lande som Somalia, Irak, Syrien og Afghanistan, så har de nogle helt andre værdier, end vi har her i Sverige. For Sverige stikker ud, når det kommer til individualisme, religion, ligestilling og synet på familie. Så bare fordi du pludselig lander her, får du jo ikke automatisk svenske værdier.”
En anden forklaring på, at udfordringer med ungdomskriminalitet, radikalisering og parallelsamfund er vokset, er, at gammelsvenskerne er konfliktsky, mener Mads Lundgaard.
”Majoriteten af svenskerne vil for alt i verden undgå konflikter. Og man skal sætte grænser for noget, er der nogen der bliver sure. Det er ubehageligt, så i stedet åbner man en ungdomsklub mere. Det er en løsning, hvor slipper for at revurdere sin opfattelse af verden og kan blive ved med at være et såkaldt godt menneske. Det er enormt svensk. Der skal helst vær god stemning. Problemet er bare, at du ikke læser problemerne med flere penge eller venlige gloser,” siger han.
”Sverige har i dag nået et punkt, hvor jeg aldrig kunne drømme om at få børn og lade dem vokse op her. Det er sørgeligt men sandt.”
Men tror du på, at udviklingen kan vendes?
”I mine mørkere stunder kan jeg godt tænke, at det bliver svært. Rigtig svært. Men svenskerne kan også rykke, når der virkelig er behov for det. Bare se på Nato-processen. Sverige er ikke tabt, som nogen ynder at sige. Der er alt for mange gode folk, som vil i den rigtige retning. Men klokken er fem i tolv, det er den virkelig.”