Prøv avisen
Fædre på orlov

Mændene rykker længere ind i børneværelset

Hele opbygningen af kernefamilien med kvinden som den ansvarlige for hjem og børn og manden som den udearbejdende forsørger er i nogen grad et koncept, der hører til det 1900-tallet og industrialiseringen. I bondesamfundet arbejdede begge forældre i det fælles landbrug og deltes i et vist omfang om opgaverne. Børnene var en del af arbejdsfællesskabet,” siger Sonja Blum, specialist i familiepolitik. Illustration: Morten Voigt

Opfattelsen af, hvad det vil sige at være far, er under stadig forandring i store dele af verden. I en række lande forsøger regeringer at hjælpe udviklingen på vej med orlovsordninger

Det er ikke blot i Danmark, at det lige så godt kan være Claras far som mor, der afleverer hende i børnehaven om morgenen. Over hele verden bliver det mere og mere almindeligt at se fædre engagere sig i børnene på lige fod med mødrene, og i en række lande er det ligefrem regeringerne, der skubber på for at få mændene længere ind i børneværelset.

Som forfatterne til 2017- rapporten ”Inequalities in access to paid maternity & paternity leave & flexible work” (Uligheder i adgang til betalt mødre- og fædreorlov og fleksibelt arbejde) fra Londons ældste universitet, UCL, konstaterer: Der er sket en global ekspansion af forældreorloven i slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede.

”Vi ser en politisk prioritering af forældre- og fædreorlov. Det slog igennem især i de nordiske lande i 1980’erne og afspejler et nyt syn på, hvad det vil sige at være far,” siger Tine Rostgaard, professor i komparativ social- og velfærdspolitik ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

”Nu spreder tendensen sig ud over Norden. Fædre vil gerne være mere aktive i forhold til deres børn. Det er hele forståelsen af familien, der ændrer sig. Vi ser det især i lande som Tyskland og Frankrig, hvor staten traditionelt har ført familiepolitik. Undtagelsen er liberale lande som USA og Storbritannien, hvor familieområdet overlades meget mere til den enkelte og det private initiativ.”

Hun peger på, at indførelsen af forældreorlov til mænd på én gang er et forsøg på at skabe mere ligestilling og en anerkendelse af, at faderskabet har forandret sig.

”Børn har fået en anden status i vores liv og får lov til at fylde mere, også på vores arbejdsplads. Det er blevet acceptabelt for mænd at gå op i deres børn, og det kan ovenikøbet gavne deres karriere, at de viser, at de ikke er bange for at bruge og vise den mere omsorgsfulde side af sig selv.”

Den nye faderrolle er på mange måder dog slet ikke så ny endda, men i en vis forstand også en tilbagevenden til funktioner, som manden historisk har været en del af.

”Hele opbygningen af kernefamilien med kvinden som den ansvarlige for hjem og børn og manden som den udearbejdende forsørger er i nogen grad et koncept, der hører til det 1900-tallet og industrialiseringen. I bondesamfundet arbejdede begge forældre i det fælles landbrug og deltes i et vist omfang om opgaverne. Børnene var en del af arbejdsfællesskabet,” siger Sonja Blum, ph.d og videnskabelig medarbejder ved Fjernuniversitet Hagen i Tyskland med speciale i familiepolitik.

Det er først og fremmest i EU-landene, at man har set forældreorloven til mænd gå sin sejrsgang, efter at EU i 2010 indførte et direktiv, der pålægger medlemslandene at stille orlov til rådighed for både moderen og faderen.

Men også i en række andre lande, først og fremmest inden for kredsen af de rige OECD-lande, ser man politiske forsøg på at opmuntre mænd til at engagere sig mere i deres børn.

Blandt andet i Sydkorea og Japan, som har henholdsvis verdens længste og næstlængste forældreorlov til mænd ifølge OECD.

”Vi har at gøre med nogle progressive politikere, som ønsker at skubbe til ligestillingen i deres lande. Noget andet er, at kulturen i befolkningen ikke altid følger trit. Det er typisk tilfældet i lande som Japan og Sydkorea med meget klassiske kønsforskelle,” siger Tine Rostgaard.

I Sydkorea tager cirka to procent af mændene forældreorlov. I Japan cirka 2,6 procent af mændene, viser tal fra 2017-rapporten fra det internationale forskningsnetværk om orlov, leavenetwork.org.

Sonja Blum vurderer, at synet på mændenes rolle i familien også vil ændre sig i lande uden for OECD. Udviklingen er allerede på vej. Der er blot ikke kapacitet til at gennemføre samme, mere eller mindre velbetalte, orlovsordninger.

”Fattigere lande har ikke samme niveau af velfærdsstat og er nødt til at prioritere hårdere i deres sociale tilbud. Men forandringen spreder sig også der,” siger hun.

Hverken i rige eller fattige lande kan borgere eller politikere dog drive udviklingen alene. Hvis mændene i praksis skal være i stand til at tage orlov, kræver det også velvilje fra arbejdsmarkedet, skriver Alison Koslowski, professor ved Edingburgh Universitet med særlig viden om familiepolitik, i en e-mail til Kristeligt Dagblad:

”Der er stor forskel mellem landene ikke blot i de ordninger, de tilbyder, men også i udnyttelsen af ordningerne. Et er, at der eksisterer en lovgivning, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den bliver flittigt brugt. Der er nogle bestemt betingelser, der skal være til stede for, at fædrene tager orloven. For eksempel, at arbejdsgiverne støtter politikken. Især, hvis det er sådan, at arbejdsgiverne erstatter eller supplerer velfærdsstaten.”

Foto: Anne-Sofie Christensen