12 procents opbakning og en række tunge ministerier. Inklusive statsministerposten. Sådan så de politiske realiteter ud for Kristeligt Folkeparti så sent som i 2005. Men siden har Norges kristne parti oplevet en dramatisk nedtur, og nu, få dage før mandagens stortingsvalg, risikerer partiet at få sit dårligste resultat siden 1936.
”Ender partiet under spærregrænsen på fire procent, vil det være katastrofalt. Så er der en reel og overhængende fare for, at partiet forsvinder som en national politisk kraft,” siger Vidar Udjus, politisk redaktør på avisen Fædrelandsvennen, der har base i Kristiansand i hjertet af det norske bibelbælte.
Kristeligt Folkeparti har lige nu otte sæder i Stortinget samt fire ministerposter. Men havner man under spærregrænsen ved valget på mandag, ser det sort ud. Også selvom partiet med al sandsynlighed hiver to-tre kredsmandater hjem i det sydvestlige Norge. Kort før skæbnens time er selvransagelsen allerede begyndt. For hvordan kunne det gå så galt?
”Træder man et skridt tilbage, er det i virkeligheden gået ned ad bakke for Kristeligt Folkeparti helt tilbage fra storhedstiden omkring 1997. Ved så godt som hvert eneste valg siden har de gjort det dårligere og dårligere, og nu ser de så ud til at ende under spærregrænsen. Jeg tror, det er udtryk for en generel udvikling, hvor de kristelige temaer som abort, homoseksuelles rettigheder og andet betragtes som utidssvarende i en voksende del af befolkningen,” siger Jonas Stein, lektor i statskundskab ved universitetet i Tromsø.
”Samtidig har man de senere år haft en voldsom debat om, hvorvidt man som midterparti skulle tilhøre rød eller blå blok, og selvom den nuværende leder, Kjell Ingolf Ropstad, vandt afstemningen om den nye retning (mod højre, red.) på landsmødet i 2018, så har det ikke ført til en decideret afklaring i partiet.”
Den store borgerkrig
Netop ”borgerkrigen” i partiet i 2018 dukker op igen og igen, når man spørger til Kristeligt Folkepartis nedtur. For selvom opbakningen ikke ændrede sig markant omkring 2018, var opgøret mellem tilhængere af et samarbejde med henholdsvis venstre og højre side i norsk politik symptomatisk for den splittelse, som længe har ulmet i det 88 år gamle midterparti.
”I virkeligheden har Kristeligt Folkeparti altid været mere orienteret mod indflydelse end ideologi,” mener Emil André Erstad, der er politisk kommentator på avisen Vårt Land, og som har en fortid som ungdomsformand og rådgiver i Kristeligt Folkeparti.
I 2018 forsøgte den daværende partileder, Knut Arild Hareide, at værne om støtten til venstre side i Stortinget, mens udfordreren, Kjell Ingolf Ropstad, drømte om at indgå i norsk politisk højrekoalition. Ropstad vandt ganske snævert afstemningen efter et dramatisk ekstraordinært landsmøde, og i dele af partiet er såret endnu ikke helet.
”Efter at den blå fløj vandt krigen, har man stået stejlt på den meget konservative fremtoning,” fortæller Emil André Erstad og peger på, at Kristeligt Folkepartis storhedstid var karakteriseret ved, at partiet fremstod som et bredt favnende folkeparti – ikke ”et redskab for det kristelige, konservative Norge”.
”Og nu er sagen nok den, at man til dels er blevet et for smalt parti – for mange potentielle vælgere har paraderne oppe over for partiets politik, allerede når snakken falder på homoseksuelles rettigheder eller abortspørgsmålet. Og så er det jo fuldstændig ligegyldigt, hvad man ellers har af politik. Opfattelsen af partiet er simpelthen blevet for smalt.”
Men er løsningen så at bløde op på kernesager som eksempelvis abort?
”Ikke nødvendigvis. Egentlig er abort jo en sag, som mange er optaget af – ikke mindst, fordi venstrefløjen ønsker at udvide grænsen ganske markant, hvilket mobiliserer mange mennesker. Problemet er nok snarere, at partiet selv er uafklaret i spørgsmålet om abort, om man ønsker et forbud eller ej, og det gør det enormt svært at tage ejerskab over sagen. Alt for længe har man lagt låg på de svære debatter internt i partiet, og det har betydet, at man fortsat er i tvivl om, hvorvidt man skal appellere til en bredere vælgergruppe – som man gjorde i storhedstiden i slutningen af 1990’erne – eller være et kristent, konservativt særinteresseparti,” siger Emil André Erstad.
Ifølge politisk redaktør på Fædrelandsvennen, Vidar Udjus, er Kristeligt Folkepartis dårlige meningsmålinger dog udtryk for, at partiets mærkesager ikke optager de norske vælgere, snarere end at mærkesagerne – til en vis grad – er blevet overtaget af andre partier. Det gælder ikke mindst familie- og ældrepolitikken, vurderer han.
”I mine øjne handler tilbagegangen først og fremmest om, at partiets mærkesager ikke længere rammer vælgerne, som synes, at meget af det er overflødigt. Dog er der en betydelig andel af befolkningen, som ikke ønsker at udvide den nuværende ret til abort, og det kan vise sig at være et afgørende kort for partiet i slutspurten,” mener Vidar Udjus.
Bibelbæltet brister
På landsplan giver meningsmålingsinstitutterne Kristeligt Folkeparti mellem 3,6 og 4,4 procent. Og selv i det sydvestlige Norge, der traditionelt har udgjort partiets hjerteland, og hvor kirkelivet stadig er omdrejningspunktet i mange bygder, har man tabt terræn.
Det gælder blandt andet i Evje. Her kunne partileder Kjell Ingolf Ropstads far, Bjørn, i velmagtsdagene regne med omkring 40 procents opbakning. Og så sent som i 2015 var Kristeligt Folkeparti større end Højre, Fremskridtspartiet og Centerpartiet til sammen. Men i dag er opbakningen til partiet stort set halveret. Nogle vælgere er søgt mod Centerpartiet eller Fremskridtspartiet, andre mod små, kristne partier, og nu beder de trofaste KrF-støtter til, at partiet i det mindste klarer spærregrænsen.
”Det er næsten ikke til at tro, at Kristeligt Folkeparti nu er nede omkring spærregrænsen. Men der er gode folk i partiet, og jeg tror på, at det kan vende,” siger Alf Andersen, som altid har stemt på partiet, til avisen Aftenposten.
Lykkes det ikke at klatre op over de vigtige fire procent, er Vårt Lands politiske kommentator Emil André Erstad overbevist om, at partiet – på ny – står ved en skillevej.
”Så udbryder der borgerkrig igen. Der vil naturligt opstå en potentielt rigtig voldsom diskussion af, hvad der gik galt, hvem der gjorde noget forkert, og hvordan man undgår at havne i samme situation som de danske kristendemokrater. Det er det, der er skrækscenariet,” siger han.
”Jeg hører fra kilder i toppen af partiet, at der må ske en grundlæggende transformation efter valget, såfremt partiet skal overleve. Men de siger samtidig, at man ikke kan gøre det nu, for så bliver man i for høj grad synonym med krisen og får sværere ved at rejse sig efterfølgende.”
Ifølge Kjell Ingolf Ropstad, den 36-årige børne- og familieminister samt leder af Kristeligt Folkeparti siden 2019, skyldes den aktuelle krise ”nogle krævende processer i partiet de seneste år”.
”Men jeg oplever, at der nu er samling omkring partiet og vores mærkesager. Vi oplever, at KrF’s kerneområder, såsom valgfrihed for familier, en værdig ældreomsorg og solidaritet med verdens fattige er sager, som engagerer mange. Vores opgave bliver så at vise vælgerne, at det er KrF som har den bedste politik på de her områder. Men det kræver, at vi får overbevist nye vælgere, som vi ved er enige med os i meget, om at de skal stemme på partiet,” skriver partilederen i en e-mail til Kristeligt Dagblad.
Hvad vil det betyde for jer og Norge, hvis Kristeligt Folkeparti ikke kommer over spærregrænsen ved valget på mandag?
”Norge har behov for et parti med stærke værdier, og derfor arbejder vi nat og dag for at overbevise vælgerne om, at Kristeligt Folkepartis stemme ikke må forsvinde. Ender partiet under spærregrænsen, så mister Norge det parti, som taler de små og de sårbares sag – uanset om det er ved livets begyndelse eller afslutning. Jeg er overbevist om, at mange vælgere er enige med os i, at vi ikke må blive os selv nok, men at vi skal se ud over os selv og række en hånd frem til dem, der har behov for det. Kristeligt Folkeparti skal være et parti, man kan regne med både nu og i fremtiden,” skriver han.
Ifølge Emil André Erstad er der dog ingen tvivl om, at Kjell Ingolf Ropstads dage som partileder er talte, hvis KrF ikke klarer spærregrænsen.
”I så fald vil jeg tro, at Ropstad går af, og så er man virkelig nødt til at tage sin tilknytning til højre side i norsk politik op til revision.”
Men står der nogen klar i kulissen til at tage over?
”Der er intet, der tyder på, at den forhenværende partileder Knut Arild Hareide ønsker at tage en tur mere. Men selvom Kjell Ingolf Ropstad i offentligheden er blevet fremstillet som den her konservative mørkemand, så er han faktisk – i langt højere grad end sine forgængere – lykkedes med at løfte særligt yngre kvinder frem i partiet. Og det kan meget vel blive en af dem, som skal tegne Norges Kristeligt Folkeparti i fremtiden,” siger Vårt Land-kommentatoren.