Den ældre halvdel af befolkningen i Italien husker med nøjagtighed, hvor de befandt sig en lørdag eftermiddag i slutningen af maj for 30 år siden. Den 23. maj 1992 blev undersøgelsesdommeren Giovanni Falcone, hans hustru og tre medlemmer af deres politieskorte dræbt ved et bombeattentat på motorvejen mellem Palermos lufthavn og byens centrum.
Det var langtfra første gang, at den sicilianske mafia, Cosa Nostra, slog en myndighedsrepræsentant ihjel. Men drabet på Falcone havde en særlig demonstrativ kraft. To måneder senere blev hans tidligere kollega Paolo Borsellino og fem politifolk dræbt af en bilbombe. Og året efter gennemførte Cosa Nostra bombeattentater mod kirker og andre symbolske mål på det italienske fastland. Trods adskillige retssager er baggrunden for mafiaens terrorkampagne aldrig blevet helt afklaret.
”Desværre giver mindet om Falcones død alt for ofte kun anledning til højtideligheder og tom retorik. Jeg mener derimod, at man bør søge efter den sandhed, vi endnu ikke kender. Man bør ikke betragte det som fortid, men som en del af nutiden,” siger Salvo Palazzolo, mafiaspecialist ved den italienske avis La Repubblicas redaktion i Palermo på Sicilien.
I 1992 var Palazzolo en ung jurastuderende, der lige var begyndt at arbejde som journalist. Han var aktiv i den katolske studenterforening og lærte i den forbindelse præsten Giuseppe Puglisi at kende. Don Puglisi forsøgte med uddannelsestilbud og sportsaktiviteter at skabe alternativer til den dominerende mafiakultur for de unge i Brancaccio, et fattigt kvarter i Palermos østlige udkant. Den indsats vakte så stor irritation, at Don Puglisi i september 1993 blev dræbt foran sin gadedør med et nakkeskud. Det var de lokale mafiabosser i Brancaccio, brødrene Filippo og Giuseppe Graviano, der havde bestilt drabet. Det var også Graviano-brødrene, der skaffede sprængstof til attentatet mod Falcone, gennemførte drabet på Borsellino og organiserede attentaterne på fastlandet.
”Don Puglisi udviklede gennem læsning af retsakter og egne iagttagelser en meget præcis analyse af Brancaccio og indså, at kvarterets mafiaklan havde nogle særlige forbindelser. Han talte om det under vores møder, men vi forstod det ikke. Så Don Puglisi døde, fordi han stod alene og ikke blev forstået.”
Mafiakrigen og maxiprocessen
For at råde bod på sin manglende støtte til præsten, der blev saligkåret i 2013, har Palazzolo nu udgivet en bog om brødrene Graviano, ”I fratelli Graviano”, der blev anholdt på en restaurant i Milano i januar 1994 og stadig sidder i fængsel.
Bogen, som tilføjer flere brikker til et større politisk-historisk puslespil, tager udgangspunkt i den såkaldt store mafiakrig på Sicilien i 1980’erne. Dengang erobrede mafiaklanen fra provinsbyen Corleone under ledelse af Salvatore Riina overherredømmet i organisationen, som mafiafamilierne i Palermo traditionelt havde delt mellem sig, og dræbte enhver, der var imod de nye magtforhold. Mafiakrigen kostede tusindvis af menneskeliv – omtrent lige så mange som 30 års konflikt mellem protestanter og katolikker i Nordirland – men fik også flere mafiosi fra de tabende klaner til at bryde organisationens tavshedslov, l’omertà, og samarbejde med politiet for at redde livet og hævne sig.
Det gjorde det muligt for Giovanni Falcone at skrive anklageskriftet til den såkaldte maxiproces mod Cosa Nostra, som blev indledt i 1986. Det lykkedes at føre bevis for, at en stor del af de omkring 500 tiltalte indgik i en hemmelig organisation med optagelsesceremonier, regler og hierarki. Der kunne således etableres forbindelser mellem mange forskellige forbrydelser, også langt tilbage i tiden, hvorfor Falcones anklageskrift ofte er beskrevet som et siciliansk modstykke til Lev Tolstojs ”Krig og fred”.
Graviano-brødrenes far, Michele, var blandt Corleone-klanens allierede, men blev dræbt i 1982 af et medlem af en de tabende klaner. Det styrkede brødrenes loyalitet til Riina. Sammen med et andet ungt medlem af en traditionsrig mafiafamilie, Matteo Messina Denaro fra Castelvetrano på det vestlige Sicilien, fik de ansvaret for at føre organisationens svar på maxiprocessen ud i livet. De politikere, som havde nydt godt af mafiaens evne til at samle stemmer og derfor var blevet opfattet som garanter for straffrihed, skulle presses til at udvande reglerne for vidnebeskyttelse og isolationsfængsling, som udgjorde en trussel mod organisationens fremtid. Riina krævede, at man skulle kunne opnå strafnedsættelse ved at tage afstand fra mafiaen uden at behøve at vidne.
”I de senere år har der været en kampagne, også uden for mafiøse miljøer, til fordel for idéen om afstandtagen. Men det er en uacceptabel idé. For de afbryder kun samarbejdet med myndighederne, ikke med deres kontakter i og uden for organisationen. Filippo Graviano siger, at han tager afstand fra mafiaen, men dommerne tror ham ikke og mener, at han stadig dyrker sine forbindelser. Derfor er det nødvendigt at isolationsfængsle personer som Graviano-brødrene. Messina Denaro har gemt sig for myndighederne siden juni 1993, selvom staten er mobiliseret på højeste niveau for at fange ham. Hans styrke består ikke i en hær af mordere som i 1980’ernes Palermo, men i fortidens hemmeligheder. Det samme gælder for Giuseppe Graviano, der fra fængslet bliver ved med at sende signaler for at afpresse nogen,” siger Salvo Palazzolo.
En parentes i historien
Det oprindelige motiv for drabet på Falcone var hævn. I januar 1992 stadfæstede Italiens højesteret livstidsdommene fra maxiprocessen, selvom mafiaens ledelse havde fået garantier om det modsatte fra deres politiske kontakter. Graviano-brødrene og Messina Denaro blev i februar sendt til Rom for at gennemføre et skuddrab mod ham på gaden.
I de samme dage indledte anklagemyndigheden i Milano en korruptionssag. Anholdelsen af en socialistisk lokalpolitiker, der havde forsøgt at skylle pengesedlerne ud i toilettet, da politiet greb ham på fersk gerning i at modtage bestikkelse fra et rengøringsselskab, førte forbløffende hurtigt til afsløringen af, hvordan hele Italiens partisystem var finansieret af returkommissioner på offentlige entrepriser.
Det udløste et politisk jordskred. To år senere fandtes ingen af partierne, der havde regeret uafbrudt i 50 år.
Mens skandalerne rullede, ændrede mafiaen pludselig planer i foråret 1992. Graviano-brødrene og deres medsammensvorne blev kaldt hjem fra Rom. Cosa Nostras målsætninger indskrev sig nu tilsyneladende i en større plan – som om organisationen blev ført af en usynlig hånd for at påvirke det igangværende systemskifte. Bomben mod Falcone sprang, mens parlamentet i Rom var ved at vælge republikkens præsident. Det forhindrede den kristendemokratiske regeringsleder Giulio Andreotti i at blive valgt til præsident. Senere blev Andreotti retsforfulgt for sine mafiaforbindelser, men slap for straf på grund af anklagernes forældelsesfrister.
I januar 1994 afblæste mafiaen i sidste øjeblik et planlagt attentat på Det Olympiske Stadion i Rom, som kunne have kostet mange menneskeliv. Tre dage senere meddelte mediemogulen Silvio Berlusconi, at han var klar med sit eget parti, Forza Italia, som sidenhen vandt parlamentsvalget. Dagen efter Berlusconis meddelelse blev brødrene Graviano anholdt.
”Attentaterne i 1992-93 var en parentes i en større historie, hvor mafiaen har forsøgt at overtage statens rolle,” mener Salvo Palazzolo.
”Ikke kun på Sicilien, men også i Norditalien og udlandet er der stor efterspørgsel på mafia, navnlig i erhvervslivet og blandt politikere. Den fungerer som en slags servicevirksomhed, der kan skaffe stemmer, rejse kapital og løse bureaukratiske problemer. Men mafiaen er også stadig det, de første angrende mafiosi fortalte til Falcone: En ideologi og en tro baseret på magt og relationer.”
Sandheden i det usagte
Da brødrene Graviano blev anholdt, var de ugifte og barnløse. Men efter to års isolationsfængsling blev de gift og fik med få måneders mellemrum hver en søn, begge døbt Michele – selvom de hverken havde ret til intimt samvær med deres ægtefæller eller adgang til kunstig befrugtning.
”Jeg kan ikke forklare det. Det er et personligt, intimt anliggende. Og jeg takker Gud,” har Giuseppe Graviano udtalt under et retsmøde i 2020.
”I deres breve fra fængslet fra den periode nævner de ofte gudstjenester og en præst. Det er aldrig blevet bevist, at denne præst rent faktisk har hjulpet dem med at smugle prøveglas ud. Men uanset hvad kan man iagttage en fordrejet religiøsitet. De mener at være renfærdige og at have Gud på deres side. Så derfor er der stadig meget at gøre. Navnlig kirken har en stor opgave med at fortælle folk, at kristendom og mafia er absolut uforenelige,” mener Salvo Palazzolo.
Et andet mysterium vedrører Graviano-familiens finanser. Sønnerne tilbragte de første år af deres liv i en luksusvilla i sydfranske Nice og gik siden på de bedste skoler i Rom. Allerede i 1970’erne var den gamle Michele Graviano begyndt at investere klanens akkumulerede kapital i lejligheder, bingohaller og andre kommercielle aktiviteter. Så sent som i sidste uge anholdt politiet 41 medlemmer af klanen, der sigtes for at opkræve beskyttelsespenge fra de erhvervsdrivende i kvarteret, som aldrig anmelder det. Politiet vurderer, at Brancaccio-klanen alene på narkotikasalg i det østlige Palermo tjener 30 millioner kroner om året, som så gennem stråmænd og hvidvaskning kanaliseres ind i den legale økonomi.
Uden at blive alt for konkret har Giuseppe Graviano i retten og i aflyttede samtaler i fængslet nævnt familiens investeringer i store norditalienske selskaber. Men han hævder at have haft tre personlige møder med Berlusconi, der tilbage i 1975 grundlagde investeringsselskabet Fininvest.
”Bortset fra de mange løgne og påstande, som er umulige at verificere, er budskabet klart nok: Et eller andet sted er der andre, velbevarede hemmeligheder. Sandheden ligger i det, der ikke bliver sagt,” siger Salvo Palazzolo.