Magtkamp i blodets og honningens land

Protesterne, der tvang Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, fra magten efter 30 år på posten, har efterladt landet i et politisk tomrum. Forskellige fraktioner kæmper om magten, og ekstremister vinder frem ude på landet, mens befolkningen synker dybere ned i en humanitær krise

Hovedparten af kvinderne i Yemen har intet at sige. I et konservativt samfund som det yemenitiske er det manden, der fører ordet. Når en kvinde skal behandles af en læge, skal lægen have mandens tilladelse. Hvis manden modsætter sig behandlingen, kan lægen intet stille op.
Hovedparten af kvinderne i Yemen har intet at sige. I et konservativt samfund som det yemenitiske er det manden, der fører ordet. Når en kvinde skal behandles af en læge, skal lægen have mandens tilladelse. Hvis manden modsætter sig behandlingen, kan lægen intet stille op.

Nasser Awad misser mod solen og ser ud over den tørre, stenede jord. En Toyota Land Cruiser kører forbi på den støvede vej, bremser og stopper op et stykke væk. Tre ældre mænd stiger ud og vinker opfordrende. Hen over skuldrene bærer de hver deres kalashnikov-riffel.

Det er klanlederen fra nabobyen, forklarer Nasser og hæver forsigtigt hånden til en hilsen.

LÆS OGSÅ: Bortført schweizisk kvinde frigivet efter ét år

Han følger dem uroligt med blikket, mens de skrider rask hen over den udtørrede flodseng, strækker hånden frem og hilser med et fast håndtryk. Nasser og mændene udveksler nogle bemærkninger, før mændene går tilbage til bilen og kører bort i en støvsky.

Han var i godt humør, siger Nasser lettet.

Ellers havde vi været ilde stedt.

Der hersker fred mellem klanerne i Hwairb og Al Mahaned, to småbyer i det sydlige Yemens ørkenlandskab. Når ressourcerne er knappe, er det ikke usædvanligt, at klanerne strides om adgangen til jord og vand, fortæller Nasser.

Men vi er et fredeligt folk, siger han og slår sig ned uden for den lerhytte, hvor familien bor.

Nasser er ikke meget for at tale om de mange våben, bortførelser og afpresningsforsøg, som er blevet synonyme med landets klanstyrede landsbyer. I stedet fortæller han om familiens kamp for overlevelse i det golde terræn. Før dyrkede de hvede på agrene, men nu er det for tørt til blot at dyrke foder til gederne.

Det kan ikke længere betale sig at fodre dem. De penge, vi tjener på at sælge kødet og mælken, går til at købe nyslået græs.

Brød og vand er næsten det eneste, familien lever af, og sulten ligger konstant på lur. For landsbyboerne er den politiske kamp i hovedstaden, Sanaa, meget fjern, men hver eneste dag bliver de mindet om den lovløshed og manglende infrastruktur, som præger landet. Her er hverken rindende vand eller strømforsyning, og skolen til de store børn blev ødelagt under borgerkrigen for snart 20 år siden. Den eneste adgang til lægehjælp er på klinikken, der drives af FNs Flygtningehøjkommissariat i Kharaz, som ligger en times vandring fra byen, hvor Nasser bor med sin familie.

Befolkningen i syd bliver forsømt af magteliten i Sanaa og har måttet sejle sin egen sø i mange år, fortæller Saleh Ahmed, som er vokset op i nabobyen og nu arbejder i Aden.

De voldsomme protester i 2011, som endte med at tvinge præsident Ali Abdullah Saleh fra tronen efter 30 år, har efterladt et politisk tomrum. Flere partier kæmper om magten, mens ekstremister vinder frem ude i landsbyerne. Demonstrationer og opløb afløser hinanden, og store dele af landet er langt uden for myndighedernes kontrol. Sundhedssystemet er brudt sammen, og lov og orden opretholdes ud fra princippet om øje for øje og tand for tand. Det er en del af hverdagen at bære våben, forklarer Saleh Ahmed.

Folk vil hellere undvære mad end gå uden våben.

Vi kalder Yemen for blodets og honningens land. Her oppe i bjergegnene er der ikke tradition for at tale om tingene, siger han.

En anonym hjælpearbejder er født og opvokset i Yemen. Hun åbner døren ind til en af de overfyldte stuer på hospitalet, som Læger uden Græn-ser driver i Khamir, en bjergby 100 kilometer nord for Sanaa. På en briks ved vin-duet ligger en mand i tyver-ne med det ene ben i vejret.

Min far skød mig, siger han og ser ud ad vinduet.

En masse stålpinde holder Bade Salehs smadrede knogler i benet på plads. Fluer summer omkring i værelset, og den unge mand skærer ansigt, da han sætter sig op i sengen.

Vi skændtes, og han ville smide mig ud af huset. Jeg nægtede at gå derfra, og så truede han med at slå mig ihjel. Jeg troede bare, han ville skræmme mig, da han tog sit våben frem.

I to måneder har Bade Saleh ligget på den lille hospitalsstue. Han håber bare, han kommer til at gå igen.

Min far græd, da han forstod, hvad han havde gjort. Vi har talt i telefon sammen flere gange, men han tør ikke komme på besøg.

Det er ikke aktuelt at melde hændelsen til politiet:

Nej, sådan foregår det ikke. Familien holder sammen. Desuden har politiet ikke noget at skulle have sagt på disse egne, siger den unge mands læge, siger hjælpearbejderen.

Bjergegnene nord for Khamir kontrolleres af den shiamuslimske oprørsbevægelse al-Huthi, som også har overtaget flere landsbyer syd for byen. Khamir er med sine 80.000 indbyggere endnu ikke faldet i oprørernes hænder, men ekstremisterne rykker stadig nærmere. På husfacader og mure ses rebellernes rød-grønne flag med al-Huthis slagord: Allah er stor, død over Amerika, død over Israel, fordøm jøderne, magt til islam. Mangeårige stridigheder mellem regeringstropper og al-Huthi-militser har drevet hundredtusindvis af mennesker på flugt.

Men for tiden er der våbenhvile.

Ballade er godt for forretningen, siger Muhammed al Hashar, som sælger våben fra en varevogn på hovedgaden i Khamir.

Med munden fuld af kat-blade fortæller han, at en kalashnikov-riffel koster, hvad der svarer til 8000 kroner, mens en håndgranat koster omkring 220 kroner.

Muhammed er ikke alene i Khamir er der et dusin våbenbutikker. Den nærmeste ligger nogle meter væk. Her passer en 13-årig dreng butikken, mens faderen beder.

Affald ligger i dynger i den 0gamle stenby Khamir. Fnatbefængte hunde med rabies løber omkring i gaderne, og stanken af urin blander sig med duften af nybagt brød. Alle internationale hjælpeorganisationer har forladt området grundet sikkerhedssituationen og den store fare for at blive bortført. Selv det lokale sundhedspersonale bliver truet på livet, fortæller hjælpearbejderen.

Vi har intet at stå imod med, når klanerne stormer ind med deres våben, siger hun opgivende.

Al-Huthi-oprørerne drager nytte af det politiske kaos, der råder i landet, og vinder frem i de utilgængelige bjergegne med løfter om skoler, klinikker og bedre veje. Mange byer som for eksempel den lille samling stenhuse i Osman-dalen cirka 20 kilometer fra Khamir er helt afskårne fra omverdenen. Den eneste vej ned i dalen er en bugtende grusvej, som løber langs klippekanten. I bedste fald tager rejsen tre timer, men når det regner, er vejen ufremkommelig.

Rasmie Ahmed og hendes otteårige datter Bashair Kasem sidder under en presenning uden for skolebygningen i landsbyen. Pigen hoster og er bleg.

Alle er ligeglade med os. Der er ingen transport, ingen butikker og end ikke nogen klinik. Mange gravide kvinder dør på vej til hospitalet, og endnu flere dør i barselsseng derhjemme, siger Rasmie og væder sin datters feberhede pande.

Kvinderne bærer niqab og lange, sorte kjoler. Selv småpigerne dækker deres ansigter til, og drenge, der ikke er mere end 11-12 år gamle, sidder med våben i skødet. Skønt det er kvinderne, som kommer til skolebygningen med deres syge børn, er det mændene, der fører ordet. Hjælpearbejderen, som er kommet dertil med hospitalets mobile klinik, fortæller om unge piger, som bliver bedøvet og voldtaget på bryllupsnatten, om komplicerede forløsninger og graviditetsforgiftning.

Manglen på lægehjælp og uvidenhed er de vigtigste grunde til underernæring, siger lægen og rækker en af kvinderne en pakke med energirigt peanutbutter.

Madpriserne er også skudt i vejret siden oprøret i 2011. Mange gravide kvinder dæmper sulten ved at rygge kat.

En svag brise køler hyrderne, som vogter får på bjergskrænterne. Om sommeren forvandles dalen til en stegende gryde.

Nogle kilometer uden for byen bliver den mobile sundhedsklinik standset af en flok bevæbnede klanmedlemmer. Store sten blokerer vejen, og ingen bliver sluppet forbi uden at betale løsesum.

Chaufføren udveksler nogle ord med vejpiraterne og forhandler med dem. HJælpearbejderen sidder tavs og kigger nervøst ned i jorden. Til sidst slipper mændene transporten igennem, og hun fortæller:

For nogle uger siden tog de vores ambulance. Udenlandske frivillige er værdifuldt bytte for klanerne, og vi lever permanent truet. Men det er sjældent, at nogen bliver slået ihjel.

Mørket sænker sig over bjergene, og snart oplyses himlen af farvestrålende fyrværkeri. Vildhundene glammer om kap, mens al-Huthis tilhængere fejrer profeten Muhammeds fødselsdag med knitrende skudsalver.I ørkenlandskabet i syd, ikke langt fra Nasser Awads bygd, er der blevet født to tvillingedrenge i løbet af natten. Moderen er så underernæret, at hun ikke kan amme sine nyfødte børn. Drengene ligger helt stille og hiver efter vejret. I værelset ved siden af på klinikken drevet af FNs Flygtningehøjkommissariat omfavner Nassers hustru, Saida Thabit, sin yngste datter. Den lille pige er kun nogle måneder gammel, hun har betændte luftveje og spiser dårligt.I morgen må hun endelig komme hjem, siger Nasser Awad med et træt smil.

Hans hænder er grove efter et liv med tungt fysisk arbejde. Rundt om hovedet har han viklet et tørklæde som beskyttelse mod solen. Flere gange om dagen går han langs den nedtrådte sti mellem byen og klinikken, og hans blå flipflopper er slidte efter de lange vandringer. Vinden, der blæser ind fra Det Røde Hav, pisker støv op, der lægger sig som en hinde over hans øjne.

Han fortæller, at han håber på fred i sit land:

Inshalah, om Gud vil.

Selv hvis vi ønsker at forsvare os, har vi ikke råd til at købe våben, siger Nasser og slår sig ned på gårdspladsen blandt geder, høns og magre katte.

For ham er det en lang venten på forsoning. Uden job, uddannelse og ressourcer har familien ingen muligheder for at påvirke den politiske situation.

Men ikke alle er lige tålmodige.

En mand med et rød- og hvidstribet tørklæde viklet om hovedet kommer hen og begynder at tale. I hånden har han et papir med et billede af det tidligere Sydyemens flag:

Vi vil have selvstændighed igen. Før borgerkrigen var her både skoler og gratis lægehjælp. Nu koster alting penge, siger han.

Hvis ikke snart det bliver bedre, griber vi vore våben og marcherer til Sanaa.

Oversat fra svensk af Sara Høyrup

YEMEN

Det arabiske forår i Yemen

En pragmatisk løsning som denne (vicebiskop, red.) vil betyde, at færre vil overveje at forlade folkekirken, mener generalsekretær i Indre Mission, Thomas Bjerg Mikkelsen.
En pragmatisk løsning som denne (vicebiskop, red.) vil betyde, at færre vil overveje at forlade folkekirken, mener generalsekretær i Indre Mission, Thomas Bjerg Mikkelsen.
Ved fastholdelsen af den statssikrede kristendom fastholder man folket i en løgn om vores alle sammens kristelighed, mener sognepræst Henrik Højlund.
Ved fastholdelsen af den statssikrede kristendom fastholder man folket i en løgn om vores alle sammens kristelighed, mener sognepræst Henrik Højlund.
"Det var næsten ligesom en kult. Der var bønner næsten efter hvert et opkald. Der var en virkelig følelse af kammeratskab, en følelse af fællesskab," udtaler  mormonsk offer for millionsvindel.
"Det var næsten ligesom en kult. Der var bønner næsten efter hvert et opkald. Der var en virkelig følelse af kammeratskab, en følelse af fællesskab," udtaler mormonsk offer for millionsvindel.