Prøv avisen
Interview

Maj 1968 var slutningen, ikke begyndelsen på en omvæltning

Serge July, medstifter af det venstreorienterede franske dagblad Libération (Befrielse). Foto: Cardenas/AP Photo/Scanpix

Frankrigs 1968-oprør markerede ikke startskuddet til en samfundsomvæltning, men afslutningen på en nødvendig moderniseringsproces af det franske samfund, der begyndte efter Anden Verdenskrig, mener Serge July, grundlægger af dagbladet Libération og en af lederne af Frankrigs maj ’68

”Frankrig keder sig”.

Denne overskrift i dagbladet Le Monde den 15. marts 1968 er gået over i historien som et symbolsk fejlskud. Præcist en uge senere begyndte det franske ’68-oprør med besættelsen af Nanterre Universitetet i udkanten af Paris, og det kom, antyder symbolikken, som et lyn fra en klar himmel.

Et søvndrukkent, traditionelt Frankrig blev vækket af en ungdomsrevolution, der byggede barrikader af splintrede traditioner og rykkede samfundets grundlæggende værdier op som de brosten, de kylede efter politiet, da det franske ’68-oprør kulminerede i maj med gadekampe og generalstrejke.

Serge July er ikke enig. Han var 25 år i 1968 og en af dem, der blev udpeget som ’68-oprørets ledere sammen med Daniel Cohn-Bendit. ”Røde Danny” blev siden en fremtrædende politiker for De Grønne, blandt andet i Europa-Parlamentet. Og Serge July grundlagde et af Frankrigs mest indflydelsesrige dagblade, Libération, og blev en efterspurgt kommentator.

Nu er han pensionist og kun middelmådigt interesseret i maj ’68. Og han deler ikke dette syn på ungdomsoprøret som en samfundsomvæltning, der borede hul i en samfundsskude, som lige siden har taget vand ind.

”Frankrig kedede sig ikke. Og maj ’68 var ikke begyndelsen på noget. Det var afslutningen på en sekvens, der varede 10 år og begyndte under Algierkrigen og afkoloniseringen. I 1968 havde Charles De Gaulle (tidligere fransk general og præsident, red.) været ved magten i 10 år, og regimet var slidt. Han repræsenterede en autoritær styreform, der ikke længere svarede til et samfund, som havde undergået kæmpemæssige forandringer siden Anden Verdenskrig,” siger Serge July.

I 1968 var han selv mellemskolelærer i filosofi og boede sammen med sin hustru i en lækker lejlighed, ejet af svigerfaderen, i Marais-kvarteret bag rådhuset i Paris.

”Min hustru var bibliotekar på Nanterre Universitetet. Faktisk var det hende, der låste dørene op, så de studerende kunne komme til at besætte øverste etage. Hun ringede til mig og sagde, at jeg skulle komme, for der var noget stort i gang,” fortæller Serge July, som forlod både lejligheden, hustruen og sit job for at slutte sig til 22. marts-appellen og Cohn-Bendit i Nanterre.

Besættelsen af universitetet var udløst af en protest mod anholdelsen af flere demonstranter under en Vietnam-demonstration. Men også af et krav om, at drenge og piger skulle have lov til at besøge hinanden på kollegieværelserne, hvilket var forbudt.

Nøgleordet i fransk politik var modernisering. Der skulle bygges nye, moderne byer med boligblokke i beton og plads til bilerne. Der blev anlagt motorveje og bygget moderne fabrikker i en økonomisk vækstperiode, der havde varet i næsten 30 år og fik navnet Les Trente Glorieuses, De Glorværdige 30 År, med fuld beskæftigelse og et privatforbrug uden sidestykke.

”Frankrig var blevet forandret fra et landbrugsland til et industrisamfund. Men Les Trente Glorieuses var allerede ved at være slut. I 1968 var der for første gang i lang tid arbejdsløshed, og den allerførste arbejdsformidling var lige blevet dannet. Der var massiv social uro. Op igennem 1960’erne oplevede vi de sidste store minestrejker, som var ekstremt voldsomme,” siger Serge July.

”Samtidig var Frankrig et konservativt og autoritært land. Det var kun tre år siden, at gifte kvinder havde fået lov til at arbejde uden at skulle vise en skriftlig tilladelse fra deres mand. Vi hørte Beatles og Rolling Stones, og der var hele Nouvelle Vague-bølgen i filmkunsten. Men i 1968 var der stadig filmcensur, og de fleste skoler var stadig delt i pigeskoler og drengeskoler.

Den store efterkrigsgeneration var blevet optaget på universitetet, og trods nye universitetsbyggerier som netop Nanterre var de videregående uddannelser ikke fulgt med. Og oveni kom så Vietnamkrigen og protestbevægelserne i USA, især på Berkeley Universitetet. Maj 1968 i Frankrig er kulminationen af alt dette, som er gået forud,” siger Serge July.

Situationen eksploderede den 3. maj, da de studerende organiserede en spontan demonstration i Latinerkvarteret, efter at politiet havde ryddet det nærliggende, ærværdige Sorbonne Universitet.

”Den 3. maj var jeg ikke på Sorbonne, men på Boulevard Saint Michel, da demonstranterne begyndte at samle sig. En bus med urobetjente kørte op ad Saint Michel, og en eller anden kastede en sten mod bussen. Andre begyndte at gøre det samme, uden at det var forberedt. Det skete bare,” husker Serge July.

Han var med til at organisere den næste demonstration, den 10. maj. Her kom det til regulære sammenstød mellem de studerende og politiet. Næste morgen vågnede pariserne op til noget, der lignede en krigszone, med resterne af barrikader, opbrudte brostensgader og lugten af tåregas hængende mellem husmurene.

Præsident De Gaulle tog stille og roligt på statsbesøg i Rumænien, mens studenteroprøret antændte den sociale utilfredshed, som eksploderede den 13. maj med en generalstrejke og optøjer foran Peugeot-fabrikkerne i Sochaux i Nordfrankrig. Benzintankene var tomme, og Frankrig lammet. Revolutionen, båret af studenterne og arbejdernes fælles oprør, så ud til at være i gang, og både revolutionsromantikerne og resten af Frankrig så statsmagten vakle.

”Der var da nok en revolutionsromantik over det, men 68 handlede ikke om at vælte statsmagten. Det handlede om at skabe nye samarbejdsformer i stedet for den vertikale, hierarkiske organisering, hvor beslutningerne blev taget ovenfra, uden at lytte til andre,” siger Serge July i dag.

Og revolutionen blev en fuser, der endte lige så brat, som den var begyndt. Fagforeningerne underskrev Grenelle-aftalen om blandt andet lønforhøjelser den 27. maj. Den 30. maj demonstrerede De Gaulles Frankrig i en moddemonstration, der i Paris samlede over 300.000 mennesker. De Gaulle opløste parlamentet og udskrev nyvalg, som han vandt stort i juni. Maj ’68 var slut.

For Serge July står maj ’68 stadig som ”en fantastisk periode, hvor vi satte tankerne og kreativiteten fri”. Men han mener også, at ”arven efter ’68” er temmelig opreklameret.

”Vi hører ofte, at vi skal afskaffe 1968. Men det er stupidt at hævde, at verden kørte af sporet med ’68, og at de studerende lærte mere, dengang professorerne leverede undervisning ex catedra med forbud mod at stille spørgsmål. Berkeley (i USA, red.) er stadig et af verdens bedste universiteter, og 1968 har heller ikke ødelagt Sorbonne. Det var ikke ’68, der ændrede verden. Studenteroprøret har måske accelereret udviklingen, men forandringerne var indtruffet alligevel, for de var i gang under alle omstændigheder,” mener Serge July.

”1968 var en protest mod forbrugersamfundet, og vi har fået et forbrugssamfund som aldrig før. Det var en bevægelse, der krævede individuel frihed, men også kollektiv handling og fællesskab. I den proces, der har skabt verden af i dag, er oliekrisen i 1973 måske vigtigere end 1968. Ikke så meget på grund af olien, men på grund af de mange petro-dollars, som skulle investeres, og som var med til at skabe en magtfuld finanssektor. Og derefter vi fik den neoliberale revolution i 1980’erne, som satte individualismen og den enkeltes økonomiske vinding over kollektiv handling.”

”I dag står vi igen med en verden, der er ved at dø, blandt andet med en delegitimering af de politiske partier. I Frankrig var der sidste år et magttomrum og en utilfredshed med de eksisterende partier, som Emmanuel Macron (den franske præsident, red.) forstod at udnytte. Men vi ser det samme i USA, der også har brug for at genopfinde det politiske system. Republikanerne vil gå vingeskudte ud af Trump-æraen, og demokraterne har endnu ikke rejst sig efter Hillary Clintons nederlag. Der er igen behov for at genopfinde et kollektiv, en sammenhængskraft. Og det kan skabe et nyt momentum hvor verden eksploderer. Som i 68,” siger Serge July.