Malala hyldede de anonyme helte

Pakistanske Malala Yousafzai modtog i går Europa-Parlamentets menneskerettighedspris

16-årige Malala Yousafzai får Sakharov-prisen for sin oplysningsindsats og kamp for pigers ret til at gå i skole.–
16-årige Malala Yousafzai får Sakharov-prisen for sin oplysningsindsats og kamp for pigers ret til at gå i skole.–. Foto: Vincent Kessler/Reuters/.

Det var en stålsat og skarp Malala Yousafzai, der i går modtog Sakharov-prisen for Tankefrihed 2013 i Europa-Parlamentet i Strasbourg.

Jeg vil gerne dedikere denne prestigefyldte pris til de anonyme helte i Pakistan og i hele verden, som kæmper for grundlæggende menneskerettigheder. Jeg håber, at Europa-Parlamentet vil kigge ud over Europas grænser til lande, hvor folk stadig fra-røves deres grundlæggende rettigheder. Hvor tankefrihed og ytringsfrihed højst er noget, man kan håbe på, sagde 16-årige Malala Yousafzai i sin takketale.

Den pakistanske skolepige, blogger og aktivist har fået tildelt prisen for sin oplysningsindsats og kamp for pigers ret til at gå i skole.

LÆS OGSÅ: Tacloban summer af liv efter tyfonen

De danske europaparlamentarikere stod i kø for at prise den unge pige og hendes kamp.

Hvis Europa-Parlamentet overhovedet skal uddele priser, så må det være på sin plads at give Sakharov-prisen til Malala, som insisterer på retten til at være et selvstændigt individ, på retten til at være menneske, sagde parlamentariker Jens Rohde (V).

Malala Yousafzai er ikke bare en modig pige. Hun er selve symbolet på kampen mod de mørke kræfter. Hun giver lys i mørket for de mange, som lever med trusler om vold og undertrykkelse, medstemte Morten Messerschmidt (DF).

Også Christel Schaldemose (S) er imponeret af den unge piges kamp.

Hun er en inspiration for alle, der kæmper for en mere retfærdig verden. En unik lille pige med et enormt stort mod. Selv i en alder af 46 år tvivler jeg på, at jeg kunne udvise samme mod som hende, sagde Schaldemose.

Som kun 11-årig blev den pakistanske skolepige i 2009 kendt for sin anonyme blog fra Swat-dalen i Pakistan, hvor Taleban-regimet forbød piger at gå i skole.

Her bloggede hun om livet under det strenge regime og kvinders ret til uddannelse.

I oktober 2012 blev hun på vej hjem fra skole skudt i hovedet af en Taleban-sympatisør, hvorefter hun blev fløjet til Storbritannien for at blive opereret.

I dag bor Malala Yousafzai i Birmingham i Storbritannien, hvor hun også går i skole.

Sakharov-prisen for Tankefrihed er Europa-Parlamentets menneskerettighedspris. Ved overrækkelsen, der markerede 25-året for prisens uddeling, havde Europa-Parlamentet desuden inviteret en lang række af de tidligere modtagere.