Malaria er tæt på udryddelse i det sydlige Afrika

Store dele af Afrika syd for Sahara kæmper stadig en lang sej kamp mod malaria. Men seks afrikanske lande viser vejen i mål

De to små ø-riger Mauritius og Seychellerne er allerede sluppet helt af med malaria, og nu kan Sydafrika, Swaziland, Namibia og Botswana også gøre sig håb om at udrydde sygdommen, forudser malariaekspert og professor i parasitter ved det sydafrikanske Pretoria Universitet, Leo Braack.
De to små ø-riger Mauritius og Seychellerne er allerede sluppet helt af med malaria, og nu kan Sydafrika, Swaziland, Namibia og Botswana også gøre sig håb om at udrydde sygdommen, forudser malariaekspert og professor i parasitter ved det sydafrikanske Pretoria Universitet, Leo Braack. Foto: Stephen Morrison/EPA.

Symptomerne på den dødbringende sygdom malaria har været kendt og frygtet i over 4000 år. Siden det i slutningen af 1800-tallet lykkedes forskere at udpege myg som smittebærerne, er det dog gået rask fremad med at bekæmpe sygdommen, der i dag er udryddet i store dele af verden.

Den største undtagelse er Afrika syd for Sahara, hvor 9 af 10 af nutidens malariatilfælde bliver konstateret, og hvor knap 3000 børn under 5 år hver dag dør af sygdommen, vurderer FN's børnefond, Unicef.

Men selv her finder der nu også iøjnefaldende positive fremskridt sted. De to små ø-riger Mauritius og Seychellerne er allerede sluppet helt af med malaria, og nu kan Sydafrika, Swaziland, Namibia og Botswana også gøre sig håb om at udrydde sygdommen, forudser malariaekspert og professor i parasitter ved det sydafrikanske Pretoria Universitet, Leo Braack.

”En del af forklaringen er, at de pågældende lande ikke er omgivet af lande med en høj smitteforekomst - i modsætning til et land som Uganda, der er omkranset af Sudan, Tanzania og Rwanda, som alle er lande med en høj smitteforekomst,” siger han.

Fordi afrikanske migranter dagligt og ofte uofficielt krydser de porøse grænser til et land som Uganda, indvandrer der også til stadighed mange malariasmittede. Samtidig kører smittede myg bogstaveligt med i bilerne over grænsen, og også på denne vis bliver parasitterne konstant importeret.

”Modsat ligger Sydafrika placeret i den sydligste spids af kontinentet og har kun to grænser - med stærk kontrol - til Mozambique og Zimbabwe at bekymre sig om. Lignende scenarier gælder for Namibia, Swaziland og Botswana,” siger professor Leo Braack.

I de dele af Afrika, der har en høj smitteforekomst, vækker en ny malariavaccine derfor ekstra optimisme. Den kan beskytte de mest sårbare, siger epidemiolog ved det schweiziske Tropical Institute i Basel, Melissa Penny, der står bag en undersøgelse af vaccinens effekt.

”Vores tal viser, at mellem 6 og 29 procent af malariadødsfaldene blandt børn under fem år potentielt kan undgås, hvis vaccinen bliver brugt sammen med andre kontroltiltag,” siger hun i en pressemeddelelse i forbindelse med undersøgelsens offentliggørelse.

De seks malariafri og næsten-malariafri afrikanske lande er da også fortsat den opmuntrende undtagelse. Hvis flere lande syd for Sahara skal gøre sig håb om at nå lige så langt, venter der et langt, sejt træk ad den kendte forebyggelsesvej med imprægnerede myggenet til befolkningerne, brug af spray indendøre og omgående behandling i sygdomstilfælde, mener Leo Braack.

Alt sammen bestræbelser, der kræver god regeringsførelse, penge og dermed vedholdenhed hos donorlandene.

Namibia, Sydafrika, Swaziland og Botswana har i dag alle færre end 5 tilfælde af malaria pr. 1000 indbyggere, og så godt som ingen dør længere af sygdommen i disse lande.

I Sydafrika toppede sygdommen med 64.622 tilfælde for 15 år siden. De senere år er det gået tilbage til 6000-10.000 tilfælde om året, og den sydafrikanske regering satser på at have udryddet malaria i 2018.