Da David voksede op i Malmø i 1980'erne, blomstrede den jødiske menighed, de kunne bære davidsstjerne i byen, og for børnene var der tryghed.
Man blev ikke udpeget som en særlig gruppe, mødt med fordomme i skolen eller råbt efter på gaden, husker han. Sådan er virkeligheden langtfra længere i Sveriges tredjestørste by 20 kilometer øst for København.
I 2014 var der ifølge politiet 137 anmeldelser af antisemitiske hændelser i Region Skåne, mens Det Jødiske Samfund i Danmark i alt meldte om 53 hændelser samme år i hele landet.
Problemet er ifølge mange lokale vokset år for år, mens politikernes reaktion ofte har været at negligere det eller relativere udfordringen som en del af et generelt problem med racisme i Sverige. I 2006 havde det jødiske samfund omkring 1300 medlemmer i Malmø. I dag er der cirka 500 tilbage.
”Da jeg var dreng, var Malmø et fredeligt sted at vokse op. I dag er næsten alle mine barndomsvenner flyttet, og de få, der er tilbage, tør ikke sige, at de har jødisk oprindelse. Prisen er simpelthen for høj, og derfor holder vi os mest for os selv,” siger David, der i dag er 29 år og stadig bor i byen.
Han ønsker ikke at opgive sit fulde navn, men har sagt ja til at fortælle sin historie på en mennesketom mexicansk restaurant i det centrale Malmø, hvor ingen andre kan høre, hvad han siger. David ruller sin skjorte op og viser den davidsstjerne, han har tatoveret på sin højre underarm. Om sommeren går han med lange ærmer.
”I begyndelsen af 1990'erne under den første intifada (palæstinenesisk opstand, red.) skete der langsomt noget i byen. Vi hørte om, at der blev råbt efter folk med davidsstjerne eller kalot, og alt, Israel gjorde, skulle vi jøder stå til ansvar for. Med socialdemokraten Ilmar Reepalu som borgmester blev den lige linje mellem Israels politik og os legitimeret, og vi skulle tage afstand fra alt, Israel kunne kritiseres for,” siger han.
Reepalu, der var borgmester i byen 1994-2013, anses af mange jøder som årsagen til, at antisemitismen ikke blev slået tilbage. Han har sammenlignet zionisme med antisemitisme og erklærede i 2012, at svenske jøder skulle tage ansvar for Israels politik. Den forhenværende borgmester har desuden sagt, at den jødiske menighed var infiltreret af det indvandrerkritiske, nationalkonservative parti Sverigedemokraterne.
David er i dag gift, arbejder og har to børn i institutioner i Malmø. Han giver Reepalu en stor del af skylden for, at han i dag ikke tør fortælle fremmede, at familien er jødisk. Børnenes navne er nøje udvalgt, så ingen fatter mistanke om deres ophav.
Under anti-israelske demonstrationer i Malmø er der ifølge David blevet råbt nazistiske slagord, der er flere beretninger om børn, der mobbes og kaldes ”jødesvin”, og i varehuset Ikea skilter flere jødiske medarbejdere ikke med, at de taler hebraisk.
”De råber 'heil Hitler' og 'fucking jøder', men ingen reagerer. Når politikerne ikke tager kraftig afstand fra hadet, skaber det grobund for, at antisemitternes tankesæt kan sprede sig, og at holdninger, man normalt ser som ekstreme, bliver almindelige og accepteret. Det er sket i Malmø, og derfor er det ikke længere sikkert at være jøde,” siger han.
David er bange for, at den store gruppe muslimske asylansøgere, der sidste år søgte til Malmø, vil forværre problemerne på længere sigt, og han frygter for de jøder, der stadig skilter med deres ophav. En af dem er rabbiner Shneur Kesselman, der har oplevet, at folk kastede flasker efter ham på gaden.
”Det er bestemt ikke alle muslimer, men særligt en lille gruppe af dem står bag tilråbene, hadet og til tider volden. Nu og her tror jeg ikke, at situationen bliver så meget værre, men hvis ikke man sætter massivt ind for at fortælle de nytilkomne, at jøder i Sverige er almindelige, fredelige mennesker, der skal respekteres, er jeg bange for, hvordan det kommer til at se ud om et par år,” siger David.
I 2013 blev socialdemokraten Reepalu erstattet af Katrin Stjernfeldt Jammeh fra samme parti, men det lader ikke til, at skiftet har gjort det nemmere at tale om problemet. Efter to måneders forsøg på at få et interview til denne artikel svarer Socialdemokraterne i Malmø, at de af princip ikke vil tale med danske journalister. Årsagen er, at de har oplevet, at kommunens positive tiltag ikke har fået nok spalteplads.
Så det gør vi her. Som følge af terroren mod synagogen i København sidste år har kommunen blandt andet øget sikkerhedstilskuddet til det jødiske samfund, og man har givet omkring 500.000 danske kroner til, at lokale jøder kan rejse rundt på skoler, fortælle deres historie og nedbryde fordomme.
Et arbejde, der dog er overladt til den jødiske menighed og dermed ikke indgår som en del af pensum eller anden undervisning på skolerne i Malmø.
Ifølge forfatter og journalist Niklas Orrenius, der beskæftiger sig med muslimer og jøders vilkår, er en sådan indsats ellers tiltrængt, og kommunens manglende ageren udstiller i hans øjne den generelle praksis med at lukke øjnene.
”Jeg har talt med en lærer, der underviser i indvandrerbydelen Rosengård. Efter at have hørt elevernes snak om jøder i et stykke tid valgte hun at stå frem, og det skabte store protester. Mange muslimske elever tror, at jøder er som djævlefigurer med store hugtænder, og det bliver skolen og den politiske ledelse simpelthen nødt til at gøre noget ved i stedet for at kaste ansvaret fra sig,” siger han.
Niklas Orrenius fortæller, at mange forældre ikke fortæller børnene om deres jødiske rødder for at undgå, at de fortæller det i skolen og dermed risikerer mobning. Han peger på, at der er mange imamer, der tager afstand fra hadet, men at der stadig fra politisk hold mangler en grundlæggende accept af problemet.
”Nogle politikere tror, at de kan løse problemer, hvis de ikke taler om dem, men det er bizart. Man hører af og til folk sige, at hadet mod jøderne er overdrevet, men i dag skjuler de deres identitet. Hvis det havde været muslimer, der ikke turde gå med slør, er jeg sikker på, at holdningen ville være anderledes. Begge grupper bliver forfulgt, men der er bare en generel modvilje mod at tale om antisemitisme,” siger han.
I de skånske skoler siger Orrenius, at det er udbredt, at elever fra arabiske lande er opvokset med en forestilling om, at jøder er en form for tegneseriemonstre, og at antisemitisme er det normale. Forfatteren mener, at årsagen til, at man bagatelliserer jødeforfølgelsen, er, at mange svenskere ikke kan skelne Israels bosættelsespolitik fra almindelige svenske jøders verdenssyn.
”Hver gang, der bliver bombet i Mellemøsten, kommer der antisemitiske reaktioner i Sverige, og flere bliver overtalt til, at jøder som helhed er onde mennesker. Alt bliver sammenkædet med Israel-Palæstina-konflikten, og da Sverige allerede i 1960'erne tydeligt var på palæstinensernes side, betyder det, at man helt basalt ikke kan opfatte, at jøder også kan være udsatte,” siger han.
Anders Persson, der er ph.d. i statskundskab og lektor ved Linné-universitetet i Kalmar, er enig. Han har speciale i Israel-Palæstina-konflikten og har fulgt med i, hvordan mediernes dækning af situationen i Mellemøsten har påvirket livet for jøder i Sverige. Han mener, at den nuværende strøm af asylansøgere fra de arabiske lande er en trussel mod jødernes fremtid i Skåne.
”Tidligere var problemet i Malmø svenske nynazister, men i dag er det særligt de mange, der kommer fra Syrien med en negativ opfattelse af jøder i bagagen. Det skaber velbegrundet frygt hos jøderne for voksende antisemitisme og vil øge polariseringen i regionen,” siger han.
Anders Persson mener, at forebyggende indsatser som information til asylansøgere om jøderne er en god idé, men at problemet desværre stikker dybere, end at det kan løses med oplysning.
”Vi skal komme asylansøgerne i møde og gå i dialog, men det er ikke nok for de meget rabiate. Der skal vi vise, at vi ikke vil finde os i dårlig behandling af vores jødiske medborgere. Men for, at det kan ske, skal der komme en fundamental kulturændring i Sverige, hvor man anerkender, at jøderne forfølges. Det har lange udsigter.”