Prøv avisen

Du behøver ikke elske din ægtefælle

Et professionelt forælderskab uden romantik med fokus på børnene bliver stadig mere populært. Foto: Iris

I stedet for at blive skilt vælger stadig flere ægtepar at leve platonisk sammen af hensyn til børnene

Valeri Tate vidste, at der ikke var noget ægteskab tilbage syv år efter brylluppet.

I hvert fald ikke i traditionel forstand. Sammen med manden Clark havde hun prøvet parterapi, men der var ikke noget at gøre: Det intime imellem dem var dødt.

Som terapeut havde hun dog set alt for mange tilfælde af børn, der led frygteligt under forældrenes skilsmisse, så hun og Clark besluttede sig for at blive sammen, men holde op med at bruge energi på at redde ægteskabet.

De blev ”mentalt separeret”, men ellers fortsatte hverdagen som før.

”Det var et fokusskifte i, hvad det var, vi kæmpede for,” forklarer hun til den britiske avis The Guardian. 

I stedet for at kæmpe for at få romantikken til at blusse op, begyndte de at fokusere på at få hverdagen til at fungere.

I dag spiser de fortsat sammen, og de holder ferier og oplever ting sammen som en almindelig familie, men de har bare fjernet den tyngende fornemmelse af udelukkende at blive sammen for barnets skyld, som mange andre par kæmper med.

Der er ingen skyld, ingen vrede, kun et professionelt forælderægteskab.

Denne måde at adskille romantik og familieliv er i stigning mange steder i verden, skriver The Guardian. Det kommer blandt andet til udtryk i stadig flere hjemmesider såsom Modamily.com, Coparenting.com og FamilyByDesign.com. 

De har alle specialiseret sig i at bringe mænd, der gerne vil være fædre, sammen med kvinder, der gerne vil være mødre - uden at de skal have et romantisk forhold. De skal ’blot’ være forældre sammen.

Den tendens har blandt andet den amerikanske professor Judith Stacey undersøgt i bogen ’Unhitched’ (ugift).

En af hendes konklusioner er, at den slags sammensatte og ikke-romantiske ægtepar ofte er langt mere stabile end den traditionelle slags, for begge parter er mere indstillet på at give, hvad det kræver for at være en god forælder. De er den sande definition af et planlagt ægteskab.

Det er den amerikanske terapeut Rami Aizic og hans ’forælderpartner’ et godt eksempel på. Inden han fik et barn med sin partner, gik de gennem længere tid i terapi sammen for at være sikre på, at de – udelukkende som forældre – var det perfekte match.
 
Det samme er forfatteren Rachel Hope, som har skrevet bogen ’Family by Choice: Platonic Partnered Parenting’ (Selvvalgt familie: Platonisk, sammensat forælderskab). Hun har to børn med to platoniske venner. Og det fungerer perfekt.

Der er selvfølgelig åbenlyse mulige problemer med denne konstruktion, erkender Valeri Tate.

For hvordan reagerer børn på, at deres forældre helt åbent ikke elsker hinanden? Hvordan skal børnene selv lære om kærlighed, når de ingen rollemodeller har? Og hvordan får forældrene mødt deres seksuelle behov?

Der er dog ingen forskning, som tyder på, at børn har behov for, at deres forældre elsker hinanden. Børn har dog et markant behov for, at forældrene elsker dem, og for at vokse op i et stabilt, varmt og rimelig konfliktløst miljø.

Men det er ikke afhængigt at forældrenes kærlighed til hinanden, siger forskningen.

”Det er måden, vi behandler hinanden på, der gør hele forskellen,” som Valeri Tate siger.