Yael Dayan var 27 år, da Seksdagskrigen brød ud i 1967. Hun var afmønstret som officer, men meldte sig til reservetjeneste, trak igen i uniform og blev militærjournalist. Hun skrev reportager om krigen til militærets magasin, som hun siden udgav som en krigsdagbog.
”Seksdageskrigen var uundgåelig. Det var ikke en krig, Israel valgte at føre som Libanon-krigen i 1982 eller Gaza-krigene. Det var en krig for Israels overlevelse, vores sikkerhed og grænser. Dengang var vi meget optimistiske over resultatet af krigen. Vi troede, at det gav os gode kort på hånden til at opnå fred, at vi kunne bytte de besatte områder for fredsaftaler. Men så kom de tre nej’er fra Den Arabiske Ligas møde i Khartoum (Sudans hovedstad, red.) i september 1967: nej til forhandling, nej til fred og nej til at anerkende Israel. Det var meget skuffende, for vi havde så mange døde og sårede,” husker Yael Dayan.
Seksdageskrigen ændrede Israel og Yael Dayans liv. Hendes far var general Moshe Dayan, Israels forsvarsminister under krigen, som med sin klap for øjet blev en af Seksdageskrigens letgenkendelige helte.
Siden 1967 har Yael Dayan været engageret i at afslutte krigen og besættelsen. Der har ikke været holdt en fredsdemonstration, hun ikke har deltaget i, ofte som taler. Hun har været kvindeaktivist, lokalpolitiker i Tel Aviv og medlem af Yitzhak Rabins fredsregering i 1992-1995.
I dag er hun 77 år, meget spinkel og hårdt medtaget af en lungesygdom, der betyder, at hun konstant får ilt igennem en plastikslange i næsen. Hendes engagement er dog ikke svækket.
”I de år var alle overbeviste om, at det ville kunne lade sig gøre at bytte de besatte områder for fred. Det eneste område, der blev annekteret, var Østjerusalem, og det, mente jeg i øvrigt allerede i 1967, var en fejl. De kaldte byen det genforenede Jerusalem, men Jerusalem er ikke én by. Det er to byer. I dag mere end nogensinde,” siger hun.
”Princippet territorier for fred har hele tiden været vores ledetråd. Derfor annekterede vi hverken Gaza, Vestbredden eller Golanhøjderne. Der blev indført israelsk lov på Golan, men dér bor ikke mange mennesker, kun 25.000 syriske drusere, der en dag kan gå tilbage til Syrien, hvis de vælger det. Da vi besatte Vestbredden, var området en del af det hashemitiske, jordanske kongerige. Det kostede endnu en krig (Yom Kippur-krigen i 1973, red.) at opnå fred med Egypten. Man kæmper én krig og får en anden. Men vi bør være stærke nok til at bekæmpe illusionerne og se realiteterne i øjnene,” siger Yael Dayan med slet skjult kritik af Israels regering, der i dag taler om at annektere Vestbredden for at forhindre, at der nogensinde kan blive en palæstinensisk stat og blokerer for det fredshåb, hun altid har næret.
Yael Dayan minder om, at Arbejderpartiet, der ønskede fred, i 1977 tabte valget til højrefløjen og Likud-partiet. I det hele taget har Israel i de fleste af de 50 års besættelse haft højreregeringer. Men det var Likuds leder, Menahem Begin, der i 1979 indgik fred med Egyptens Anwar Sadat. Desværre gik processen i stå dér.
Hun mener, at man kunne have forhandlet sig til at afslutte besættelsen af Vestbredden. Det blev forsøgt.
”Efter krigen var der hemmelige forhandlinger, men kong Hussein i Jordan var bange for egypterne og saudiaraberne. Han ville af med palæstinenserne, for han frygtede et kup, hvis de fik frihed. Verden burde have presset kong Hussein til en føderation mellem Jordan og Israel. I stedet gav Hussein op i 1988. Han sagde, at nu måtte palæstinenserne selv klare det. Men dengang var der ikke noget palæstinensisk lederskab at forhandle med,” siger Yael Dayan.
Ud over at have deltaget i utallige møder mellem israelske og palæstinensiske kvinder, aktivister og intellektuelle, kom Yael Dayan som medlem af Knesset for Arbejderpartiet i Yitzhak Rabins regering selv til at deltage aktivt i et forsøg på dialog. I 1992 tog hun til Tunis for at mødes med PLO’s leder Yasser Arafat. Hun anede intet om de hemmelige Oslo-forhandlinger, der foregik samtidig, men mødtes med Arafat og den øvrige PLO-ledelse i Tunis og diskuterede eventuelle vilkår for, at de kunne komme tilbage til Gaza.
Det var første gang, Yael Dayan mødte Arafat og hans højrehånd, den nuværende palæstinensiske leder Mahmoud Abbas. Abbas har hun holdt kontakt med lige siden.
”Vi er en gruppe israelske intellektuelle, skribenter, professorer, videnskabsfolk – de bedste folk. Vi mødes med Abbas’ folk med jævne mellemrum. Vi opfordrer Abbas til at tale direkte til det israelske folk, hen over hovedet på Benjamin Netanyahu, for Netanyahu er ingen god partner. Han har ikke ærlige hensigter,” siger hun.
”I sidste ende er det Israels ansvar at skabe fred, for vi er den stærke part, vi er besættelsesmagten. Hvis vi havde en regering, der ville det, kunne vi evakuere bosættelser, tegne landets grænser og underskrive fred. Vi kunne gøre det, for verden er med os. Men verden er ikke villig til at tage den risiko, der ligger i at presse os,” konstaterer Yael Dayan, som også mener, at der er en løsning på bosættelserne.
”Selv i Oslo-tiden var der tale om muligheden for, at Israel ville kunne beholde nogen at bosættelserne. Dem, der ikke lå i nærheden af palæstinensiske befolkningscentre. Det er muligt at finde løsninger for det hele. Men man skal være realistisk. Og selvfølgelig skal vi fjerne bosættelserne fra Hebron og andre steder, hvor de ligger på palæstinensisk land. Jerusalem skal også deles igen, og de palæstinensiske flygtninge skal have en eller anden form for kompensation. Det vil også være nødvendigt med en form for Marshall-plan for at hjælpe palæstinensernes økonomi. Med overvågning for eventuel korruption,” pointerer hun.
”Hver periode har haft sine håb og muligheder. Men man skal huske, at det ikke var sådan, at vi havde en forhandlingspartner i 1967. Det havde vi ikke,” siger Yael Dayan, trækker et øjeblik iltslangen over hovedet, rejser sig og støtter sig til lænestolen for at få taget et billede.